Rådet som beslutningstager i EU

Den almindelige lovgivningsprocedure

Den almindelige lovgivningsprocedure, den såkaldte "fælles beslutningstagning", anvendes på ca. 85 af EU's politikområder, lige fra bekæmpelse af forskelsbehandling til den fælles indvandringspolitik.

De fleste EU-retsakter, der forhandles ved hjælp af denne procedure, vedtages ved førstebehandlingen.

Rådet er en afgørende beslutningstager i EU. Det forhandler og vedtager ny EU-lovgivning, tilpasser den, hvis det er nødvendigt, og samordner politikker. I de fleste tilfælde træffer Rådet afgørelse sammen med Europa-Parlamentet efter den almindelige lovgivningsprocedure, også kendt som "fælles beslutningstagning". Fælles beslutningstagning bruges på politikområder, hvor EU har enekompetence eller deler kompetencen med medlemsstaterne. I disse tilfælde lovgiver Rådet på grundlag af forslag, der forelægges af Kommissionen. 

På en række meget specifikke områder træffer Rådet afgørelser ved hjælp af særlige lovgivningsprocedurer - godkendelsesproceduren og høringsproceduren - hvor Parlamentets rolle er begrænset. 

Inden for Rådet - en tretrinsprocedure

Mere end 150 arbejdsgrupper, komitéer og udvalg medvirker til at forberede arbejdet for ministrene, der behandler forslag i Rådets forskellige sammensætninger. Disse arbejdsgrupper, komitéer og udvalg består af embedsmænd fra alle medlemsstaterne.

Når Rådet har modtaget et forslag fra Kommissionen, gennemgås teksten samtidigt af Rådet og Europa-Parlamentet. Denne gennemgang kaldes en "behandling". Der kan finde op til tre behandlinger sted, før Rådet og Parlamentet når til enighed om eller forkaster et lovgivningsforslag.

Rådet kan til tider vedtage en politisk enighed i afventning af Parlamentets førstebehandlingsholdning, en "generel indstilling". En generel indstilling i Rådet kan medvirke til at fremskynde lovgivningsproceduren og endda gøre det lettere for de to institutioner at nå til enighed, da den giver Parlamentet en idé om Rådets holdning forud for førstebehandlingsholdningen. Rådet kan dog først vedtage sin endelige holdning, når Parlamentet har fastlagt sin egen førstebehandlingsholdning.

Ved hver behandling gennemgår forslaget tre niveauer i Rådet:

  • arbejdsgruppe
  • De Faste Repræsentanters Komité (Coreper)
  • rådssammensætning

Herved sikres det, at forslaget bliver undersøgt af eksperter på gruppeplan, at ministrene påtager sig politisk ansvar for det, og at det gennemgås af de faste repræsentanter i Coreper, som råder over faglig viden, men også gør sig politiske overvejelser.

Rådets forberedende organer

Rådet bistås af over 150 arbejdsgrupper, komitéer og udvalg, der kaldes "Rådets forberedende organer"

1. Arbejdsgruppen

Formandskabet for Rådet udpeger og indkalder med hjælp fra generalsekretariatet den relevante arbejdsgruppe, der skal behandle et forslag.

Gruppen foretager først en generel og siden en detaljeret gennemgang af forslaget.

Der er ingen formel tidsfrist for, hvor længe gruppen kan bruge på at færdiggøre sit arbejde – hvor meget tid der bruges, afhænger af forslagets karakter. Gruppen er heller ikke forpligtet til at nå til enighed, men resultatet af dens drøftelser forelægges Coreper.

2. De Faste Repræsentanters Komité (Coreper)

Corepers behandling af forslaget afhænger af den grad af enighed, der er opnået i gruppen.

Hvis der kan nås til enighed uden en drøftelse, opføres punktet under del I på dagsordenen for Corepers møde.

Hvis der er behov for yderligere drøftelser, fordi der ikke er opnået enighed i gruppen om visse aspekter af forslaget, opføres punktet under del II på dagsordenen for Corepers møde. I dette tilfælde kan Coreper:

  • forsøge selv at forhandle sig frem til en løsning
  • sende forslaget tilbage til gruppen, eventuelt ledsaget af kompromisforslag
  • sende spørgsmålet videre til Rådet.

De fleste forslag drøftes flere gange i Coreper, der forsøger at løse de spørgsmål, som gruppen ikke har kunnet nå til enighed om.

3. Rådssammensætning

Når Coreper har kunnet afslutte drøftelserne af et forslag, bliver det opført som A-punkt på Rådets dagsorden, hvilket betyder, at det forventes vedtaget uden debat. I reglen er omkring to tredjedele af punkterne på en rådsdagsorden A-punkter. Behandlingen af disse spørgsmål kan dog genåbnes, hvis en eller flere medlemsstater beder om det.

Som B-punkt på Rådets dagsorden opføres punkter, der:

  • er udestående fra tidligere rådssamlinger
  • ikke har kunnet samle enighed i Coreper eller gruppen
  • er for politisk følsomme til at kunne løses på et lavere niveau.

Resultaterne af Rådets afstemninger offentliggøres automatisk, når Rådet optræder som lovgiver. Hvis et medlem ønsker at knytte en forklarende note til afstemningen, offentliggøres denne note også, hvis retsakten vedtages. I andre tilfælde, hvor stemmeforklaringerne ikke offentliggøres automatisk, kan de offentliggøres, hvis ophavsmanden beder om det.

Da Rådet er én enkelt retlig enhed, kan en hvilken som helst af dets ti sammensætninger vedtage en rådsretsakt, der hører under en anden sammensætnings område.