Den almindelige lovgivningsprocedure

EU-Rådet

Den fælles beslutningsprocedure blev indført i 1992, og anvendelsen af proceduren blev udvidet i 1999. Med vedtagelsen af Lissabontraktaten skiftede den fælles beslutningsprocedure navn til den almindelige lovgivningsprocedure og blev den vigtigste beslutningsprocedure til vedtagelse af EU-lovgivning. Den anvendes på omkring 85 politikområder.

At nå til enighed

Rådet bruger nogle gange en generel indstilling til at give Parlamentet en idé om sin holdning til det lovgivningsforslag, som Kommissionen har forelagt.

Denne politiske enighed bruges normalt til at fremskynde lovgivningsproceduren og gøre det nemmere at nå til enighed ved førstebehandlingen mellem Parlamentet og Rådet.

Overblik

Lovgiverne: EU-Rådet og Europa-Parlamentet

Initiativret på lovgivningsområdet: Europa-Kommissionen

Proceduren i hovedtræk:

  1. Europa-Kommissionen forelægger et forslag for Rådet og Europa-Parlamentet
  2. Rådet og Parlamentet vedtager et lovgivningsforslag enten ved førstebehandlingen eller andenbehandlingen
  3. Hvis de to institutioner ikke når til enighed ved andenbehandlingen, indkaldes Forligsudvalget
  4. Hvis den tekst, som Forligsudvalget når til enighed om, kan accepteres af begge institutioner ved tredjebehandlingen, er den lovgivningsmæssige retsakt vedtaget

Hvis et lovgivningsforslag forkastes på et hvilket som helst tidspunkt i proceduren, eller hvis Parlamentet og Rådet ikke kan nå frem til et kompromis, er forslaget ikke vedtaget, og proceduren slutter.

Retsgrundlag: artikel 289 og 294 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde