Der indkaldes til konferencer mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer for at drøfte og vedtage ændringer af EU's traktater. Disse møder kaldes også "regeringskonferencer" (RK'er).

Inden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, var det den eneste procedure for traktatrevision. Den kaldes nu den "almindelige revisionsprocedure".

De seneste regeringskonferencer

Nyskabelser i Lissabontraktaten

Regeringskonferencen i 2007

Den regeringskonference, der blev indledt af Det Europæiske Råd i juni 2007 , fik til opgave at udarbejde en reformtraktat for at forbedre den udvidede Unions effektivitet og demokratiske legitimitet samt sammenhængen i dens optræden udadtil.

Regeringskonferencen førte til vedtagelse af Lissabontraktaten, der trådte i kraft 1. december 2009.

Efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse blev traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab konsolideret.

Regeringskonferencen i 2004

Den regeringskonference, der blev indledt i oktober 2003, skulle drøfte det "udkast til en traktat om en forfatning for Europa", der var udarbejdet af Det Europæiske Konvent.

Forfatningen, som blev undertegnet af EU's ledere i oktober 2004, skulle erstatte alle eksisterende traktater med én enkelt tekst.

Den blev ikke ratificeret af alle EU-lande og trådte derfor ikke i kraft.

Revision af EU's traktater

Almindelig revisionsprocedure

Denne procedure giver medlemsstaterne, Kommissionen eller Europa-Parlamentet mulighed for at foreslå traktatændringer for Rådet, som derefter forelægger forslaget for Det Europæiske Råd. De nationale parlamenter underrettes herom.

Hvis et flertal af medlemsstaterne i Det Europæiske Råd går ind for at behandle et forslag til traktatændring, indkalder formanden for Det Europæiske Råd et "konvent". Europa-Parlamentet og Kommissionen høres forinden. Den Europæiske Centralbank høres, hvis der er tale om ændringer på det monetære område.

Konventet, som består af repræsentanter for de nationale parlamenter, stats- og regeringschefer, Europa-Parlamentet og Kommissionen, drøfter udkastet til traktatændringer. Dets anbefalinger, som vedtages ved konsensus, forelægges derefter på regeringskonferencen.

Det Europæiske Råd kan med simpelt flertal og efter Europa-Parlamentets godkendelse beslutte ikke at indkalde et konvent, hvis de foreslåede ændringer ikke berettiger hertil, og kan i så fald fastlægge mandatet til regeringskonferencen.

En regeringskonference indkaldes af formanden for Det Europæiske Råd og træffer afgørelse om traktatændringer efter fælles overenskomst.

Forenklet revisionsprocedure

Med Lissabontraktaten blev der indført en hurtig procedure for ændring af EU's interne politikker og foranstaltninger, den såkaldte "forenklede revisionsprocedure". Den kræver hverken konvent eller regeringskonference.

Ændringerne vedtages ved enstemmighed af Det Europæiske Råd efter høring af Europa-Parlamentet og Kommissionen. Den Europæiske Centralbank høres, hvis der er tale om ændringer på det monetære område.

Afgørelsen træder først i kraft, når samtlige medlemsstater har godkendt den.

Denne procedure kan ikke bruges til at udvide EU's beføjelser.

Den almindelige lovgivningsprocedure

Denne beslutningsprocedure anvendes på omkring 85 EU-politikområder

Særlige lovgivningsprocedurer

Der er to "særlige lovgivningsprocedurer": godkendelse og høring.

Passerellebestemmelser

De såkaldte "passerellebestemmelser" giver Det Europæiske Råd mulighed for at erstatte enstemmighed i Rådet for Den Europæiske Union med kvalificeret flertal inden for visse politikområder.

Det Europæiske Råd kan også beslutte at flytte visse politikområder fra den særlige lovgivningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure, den såkaldte "fælles beslutningstagning", hvor Rådet for Den Europæiske Union lovgiver sammen med Europa-Parlamentet.

I begge tilfælde træffer Det Europæiske Råd afgørelse med enstemmighed og med Europa-Parlamentets godkendelse. De nationale parlamenter kan nedlægge veto mod afgørelser inden for 6 måneder og dermed forhindre dem i at træde i kraft.

Derudover kan nogle få traktatbestemmelser revideres efter andre procedurer.