Den fælles afviklingsmekanisme

Infografik – Sådan fungerer den fælles afviklingsmekanisme

Infografik - Sådan fungerer den fælles afviklingsmekanisme

Formålet med den fælles afviklingsmekanisme (SRM) er at sikre en velordnet afvikling af nødlidende banker med minimale omkostninger for skatteyderne og realøkonomien.

Anvendelsesområde 

Når reglerne for den fælles afviklingsmekanisme træder i kraft, vil de gælde for banker i EU-landene inden for euroområdet og i de EU-lande, som vælger at deltage i bankunionen.

Opbygning

Den fælles afviklingsmekanisme er et centralt element i EU's bankunion og består af:

  1. En afviklingsmyndighed på EU-niveau - Den Fælles Afviklingsinstans
  2. En fælles afviklingsfond finansieret af banksektoren

Vigtigste mål

  • at styrke tilliden til banksektoren
  • at forhindre stormløb på banker og afsmitning
  • at minimere det negative forhold mellem banker og stater
  • at fjerne opsplitningen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser

1. Den Fælles Afviklingsinstans

Afviklingsinstansen er det øverste beslutningsorgan i den fælles afviklingsmekanisme og:

  • træffer afgørelse om afviklingsordninger for nødlidende banker (det omfatter bl.a. anvendelse af afviklingsværktøjer og Den Fælles Bankafviklingsfond)
  • er direkte ansvarlig for planlægnings- og afviklingsfaserne i forbindelse med bankunionens grænseoverskridende og store banker, som Den Europæiske Centralbank fører direkte tilsyn med
  • er ansvarlig for alle afviklingssager, uanset bankens størrelse, hvis afviklingen kræver anvendelse af Den Fælles Bankafviklingsfond
  • bærer det endelige ansvar for alle banker i bankunionen og kan derfor til enhver tid beslutte at udøve sine beføjelser over for en hvilken som helst bank

Den Fælles Afviklingsinstans' sammensætning

Afviklingsinstansen holder enten eksekutivmøder eller plenarmøder.

Afviklingsinstansens eksekutivmøderAfviklingsinstansens plenarmøder
Medlemmer med stemmeret
  • formand
  • 4 fuldtidsmedlemmer
  • repræsentanter fra de EU-lande, hvor den nødlidende bank og dens filialer eller datterselskaber er beliggende
Medlemmer med stemmeret
  • formand
  • 4 fuldtidsmedlemmer
  • repræsentanter fra nationale afviklingsmyndigheder (1 fra hvert EU-land, der deltager i bankunionen)
Observatører
  • faste: 1 repræsentant fra ECB og 1 repræsentant fra Kommissionen
  • observatører, der inviteres på ad hoc-basis
Observatører
  • faste: 1 repræsentant fra ECB og 1 repræsentant fra Kommissionen
  • observatører, der inviteres på ad hoc-basis

Rådet udnævnte formanden, næstformanden og fuldtidsmedlemmerne af Den Fælles Afviklingsinstans i december 2014.

Mandatperioden for den første formand, der blev udnævnt efter ikrafttrædelsen af forordningen om den fælles afviklingsmekanisme, er 3 år og kan forlænges 1 gang med en periode på 5 år. Mandatperioden for næstformanden og de 4 øvrige fuldtidsmedlemmer er på 5 år.

Den Fælles Afviklingsinstans' beslutningstagning

eksekutivmødet udarbejdes alle afviklingsafgørelser. De vedtages i videst muligt omfang for de banker, som Afviklingsinstansen er direkte ansvarlig for. 

plenarmødet træffes afgørelser af en mere generel karakter:

  • afgørelser om forretningsordenen  
  • om afviklingsinstansens budget
  • om investeringer og personalespørgsmål 

På plenarmøderne træffes der også afgørelser om anvendelsen af Den Fælles Bankafviklingsfond over visse tærskler.

Den Fælles Bankafviklingsfond bemyndiges til at låne og opkræve ekstraordinære ex post-bidrag.

2. Den Fælles Bankafviklingsfond

Den Fælles Bankafviklingsfond er en fond, der er oprettet på supranationalt niveau.

Den vil blive anvendt til afvikling af nødlidende banker, efter at andre muligheder såsom bail-in-værktøjet er udtømt.

Den vil blive finansieretgennem bidrag fra banksektoren.

Den Fælles Bankafviklingsfond bygges op over en periode på 8 år. Den bør nå op på mindst 1 % af de dækkede indskud i alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i alle de EU-lande, der deltager i bankunionen. Det anslåede beløb vil være omkring 55 mia. €.

Den enkelte banks individuelle bidrag beregnes pro rata på grundlag af dens samlede passiver (eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud) i forhold til de samlede passiver (eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud) for alle de kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i de deltagende EU-lande. Bidragene afpasses i forhold til de risici, som det enkelte institut løber.

Infografik – Den Fælles Afviklingsfond

Infografik - Den Fælles Afviklingsfond

Sådan fungerer Den Fælles Bankafviklingsfond

Bankernes bidrag, som opkræves på nationalt niveau, overføres til Den Fælles Bankafviklingsfond.

En forudsætning for at få adgang til Afviklingsfonden er anvendelse af bail-in-reglerne og -principperne som fastlagt i direktivet om genopretning og afvikling af banker og i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme.

Dette er nødvendigt for at sikre overholdelse af et af bankunionens vigtigste principper: Omkostningerne ved bankkrak bør bæres af finansindustrien og ikke af skatteyderne.

Overgangsperiode på 8 år

Afviklingsfonden vil til at begynde med bestå af "nationale afdelinger". Disse afdelinger lægges gradvist sammen over en 8-årig overgangsperiode. Denne "gensidiggørelse" af anvendelsen af indbetalte midler vil indledningsvis være 40 % det første år, 20 % det andet år og vil derefter stige løbende med de samme beløb over de resterende 6 år, indtil de nationale afdelinger ikke længere eksisterer.

Der er fastsat regler for overførslen og gensidiggørelsen af midler i en særskilt mellemstatslig aftale mellem de EU-lande, der deltager i bankunionen. Denne afgørelse blev truffet af Rådet for at give størst mulig retssikkerhed i lyset af de retlige og forfatningsmæssige betænkeligheder i visse EU-lande.

26 EU-lande (alle EU-landene med undtagelse af Sverige og Det Forenede Kongerige) underskrev aftalen 21. maj 2014. I en separat erklæring gav underskriverne udtryk for, at de agter at gennemføre ratifikationsprocessen, inden den fælles afviklingsmekanisme bliver funktionsdygtig 1. januar 2016.

30. november 2015 havde et tilstrækkeligt antal EU-lande ratificeret en mellemstatslig aftale om overførsel og gensidiggørelse af bidrag til Den Fælles Afviklingsfond. Aftalen træder i kraft den første dag i den anden måned efter den dato, hvor ratifikationsdokumenterne er blevet deponeret af signatarer, der deltager i bankunionen, og som repræsenterer mindst 90 % af samtlige vægtede stemmer blandt alle deltagere.

De EU-lande uden for euroområdet, der har underskrevet aftalen, skal først overholde de rettigheder og forpligtelser, der følger af aftalen, når de har tilsluttet sig den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme.

Yderligere finansieringsordninger

I december 2013 vedtog EU's finansministre en erklæring, hvori det blev præciseret, at nationale kilder i løbet af Den Fælles Bankafviklingsfonds indledende opstartsfase vil yde mellemfinansiering med støtte fra bankafgifter eller fra den europæiske stabilitetsmekanisme i overensstemmelse med de eksisterende procedurer.

Dette er nødvendigt for at sikre tilstrækkelige finansielle ressourcer til Den Fælles Bankafviklingsfond i overgangsperioden.

I december 2015 blev de EU-lande, der deltager i bankunionen, enige om at etablere et system af mellemfinansieringsordninger: Fra 2016 indgår alle deltagende EU-lande en harmoniseret lånefacilitetsaftale med Den Fælles Afviklingsinstans, idet de stiller en national individuel kreditlinje til rådighed for Afviklingsinstansen til støtte for deres egen nationale afdeling i Den Fælles Bankafviklingsfond. Dette er nødvendigt for at sikre, at Afviklingsfonden fungerer hensigtsmæssigt i tilfælde af manglende finansiering efter en bankafvikling i en berørt medlemsstat.

Det aftalte samlede maksimumbeløb for kreditlinjerne for EU-landene i euroområdet er 55 mia. €.

De nationale kreditlinjer skal anvendes som en sidste udvej, når alle andre finansieringskilder, der er til rådighed i henhold til reglerne for bankunionen, er udtømt. 

Systemet med nationale kreditlinjer skal sikre, at skatteyderne beskyttes, og vil ikke have nogen væsentlig indvirkning på EU-landenes finanser på mellemlang sigt, da de beløb, der trækkes på kreditlinjerne, skal betales tilbage af banksektoren i det enkelte land.

Systemet vil også sikre ens rettigheder og forpligtelser for alle deltagende EU-lande og vil ikke medføre omkostninger for lande, som ikke er med i bankunionen.

Midlertidige overførsler mellem nationale afdelinger vil også være en mulighed.

En fælles bagstopperordning vil blive udviklet i overgangsfasen. Den vil gøre det lettere for Den Fælles Bankafviklingsfond at optage lån, og den vil i sidste ende blive godtgjort gennem bidrag fra banksektoren.

Sådan fungerer den fælles afviklingsmekanisme

Mekanismen består af følgende trin:

1. Den Europæiske Centralbank, som er tilsynsmyndigheden, underretter Den Fælles Afviklingsinstans, hvis en bank er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Den Fælles Afviklingsinstans kan på eksekutivmødet også træffe en sådan afgørelse på eget initiativ, hvis Den Europæiske Centralbank ikke har reageret, senest 3 dage efter at den er blevet underrettet.

2. Det besluttes på eksekutivmødet, om det er muligt at finde en privat løsning, og om afviklingen er nødvendig i offentlighedens interesse.

3. Hvis betingelserne for afvikling ikke er opfyldt, afvikles banken i overensstemmelse med national ret.

4. Hvis betingelserne for afvikling er opfyldt, vedtager Den Fælles Afviklingsinstans en afviklingsordning. I ordningen fastlægges afviklingsværktøjerne og anvendelsen af Den Fælles Bankafviklingsfond. Afviklingsinstansen fremsender afviklingsordningen til Kommissionen umiddelbart efter, at den er vedtaget.

5. Ordningen træder i kraft inden for 24 timer efter Afviklingsinstansens godkendelse. I dette tidsrum kan Kommissionen enten vedtage ordningen eller:

  • gøre indsigelse mod de skønsmæssige aspekter af den afviklingsordning, Den Fælles Afviklingsinstans har vedtaget
  • foreslå Rådet at gøre indsigelse mod ordningen med den begrundelse, at afviklingen ikke er nødvendig i offentlighedens interesse. I så fald træffer Rådet afgørelse med simpelt flertal
  • foreslå Rådet at godkende en væsentlig ændring af størrelsen af det beløb fra Afviklingsfonden, som indgår i afviklingsordningen, eller gøre indsigelse mod den (ændringer på 5 % eller mere i forhold til det beløb, der blev foreslået af Afviklingsinstansen, betragtes som væsentlige)

Hvis Kommissionen beslutter at foreslå Rådet, at det gør indsigelse, skal den gøre dette senest 12 timer efter, at Afviklingsinstansen har godkendt afviklingsordningen, så Rådet har de næste 12 timer til at træffe en afgørelse i.

Hvis Rådet modsætter sig, at et institut bringes under afvikling, opløses det pågældende institut i overensstemmelse med gældende nationale ret.

6. Afviklingsinstansen påser så, at de relevante nationale afviklingsmyndigheder træffer de nødvendige afviklingsforanstaltninger. 

Andre aktører i den fælles afviklingsmekanisme

EU-Rådet

  • udpeger medlemmerne af Den Fælles Afviklingsinstans
  • afgør, hvordan banksektoren skal yde forudgående bidrag til Den Fælles Bankafviklingsfond (gennem vedtagelse af en gennemførelsesretsakt)
  • kan i visse tilfælde gøre indsigelse mod en særlig afviklingsordning

Europa-Kommissionen

For at sikre, at EU's retspraksis er overholdt, skal en EU-institution godkende den afviklingsordning, som Afviklingsinstansen har vedtaget.

I praksis betyder det, at det er Europa-Kommissionen, der skal godkende afviklingsordningen eller gøre indsigelse mod skønsmæssige aspekter af de afviklingsordninger, som Den fælles Afviklingsinstans har vedtaget.

Kommissionen kan også foreslå, at Rådet gør indsigelse mod en afviklingsordning, hvis kriteriet om offentlighedens interesse ikke er opfyldt, eller hvis det beløb, der skal anvendes fra Den Fælles Bankafviklingsfond, er blevet væsentligt ændret. 

Den Europæiske Centralbank

Som tilsynsmyndighed for bankerne i bankunionen underretter den Den Fælles Afviklingsinstans, hvis en bank er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

Nationale afviklingsmyndigheder

De deltagende EU-landes nationale myndigheder er ansvarlige for at planlægge og vedtage afviklingsplaner for de banker, som Den Fælles Afviklingsinstans ikke er direkte ansvarlig for.

De gennemfører også alle afgørelser, som er rettet til dem, i overensstemmelse med Den Fælles Afviklingsinstans' instrukser.

Hvis en national afviklingsmyndighed ikke overholder en afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans, har Afviklingsinstansen beføjelse til at rette en direkte bekendtgørelse til den nødlidende bank.

Hvorfor en fælles afviklingsmekanisme?

Det fælles regelsæt har i et vist omfang harmoniseret EU-landenes nationale lovgivning og giver de nationale myndigheder fælles afviklingsværktøjer og -beføjelser. Det giver dog også i et vist omfang de nationale myndigheder skønsbeføjelser med hensyn til, hvordan disse værktøjer bør anvendes, og hvordan de nationale finansieringsordninger bør anvendes med henblik på afviklingsprocedurer.

Den fælles afviklingsmekanisme blev derfor udformet for at sikre en fælles tilgang til håndteringen af nødlidende banker og derigennem øge stabiliteten i de deltagende EU-landes finansielle sektor.

Den har desuden til formål at forebygge, at kriser har afsmittende virkninger i ikkedeltagende EU-lande, og på den måde lette det indre markeds funktion.

Det var nødvendigt med en fælles afviklingsmekanisme for at fjerne risikoen for, at EU-landene træffer separate og potentielt inkonsekvente beslutninger om afviklingen af grænseoverskridende bankkoncerner, hvilket kan påvirke de samlede afviklingsomkostninger.

Den Fælles Bankafviklingsfond har til formål at forebygge, at bankerne bliver afhængige af støtte fra nationale budgetter, og at EU-landene har forskellige tilgange til anvendelsen af finansieringsordningerne. Dette vil også medvirke til, at situationer, hvor en bankafvikling på nationalt niveau ville have uforholdsmæssige følger for realøkonomien, undgås.

Endelig var det nødvendigt med et supranationalt afviklingssystem som supplement til EU-tilsynsordningen – den fælles tilsynsmekanisme. Denne bidrager til at undgå mulige spændinger mellem Den Europæiske Centralbank og de nationale afviklingsmyndigheder.

Formålet med den fælles afviklingsmekanisme er således at styrke tilliden til banksektoren, forhindre stormløb på banker og afsmitning, minimere det negative forhold mellem banker og stater og fjerne opsplitningen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser.

Ikrafttræden

Bestemmelserne om forberedelse af afviklingsplanlægning, indsamling af oplysninger og samarbejde med nationale afviklingsmyndigheder gælder fra 1. januar 2015.

Bestemmelserne om afviklingsplanlægning, tidlig indgriben, afviklingsforanstaltninger og afviklingsinstrumenter, herunder aktionærernes og kreditorernes bail-in, gælder fra 1. januar 2016.

Den mellemstatslige aftale om overførsel og gensidiggørelse af bidrag til Den Fælles Bankafviklingsfond træder i kraft den første dag i den anden måned efter den dato, hvor ratifikationsdokumenterne er blevet deponeret af signatarer, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme, og som repræsenterer mindst 90 % af samtlige vægtede stemmer blandt alle deltagende EU-lande.