Restriktive foranstaltninger eller "sanktioner" er et vigtigt redskab i EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). De anvendes af EU som led i en integreret og omfattende politisk tilgang, der omfatter politisk dialog, supplerende tiltag og brug af andre instrumenter, som det råder over.

Vigtigste mål, når der vedtages sanktioner

  • at beskytte EU's værdier, grundlæggende interesser og sikkerhed
  • at bevare fred
  • at konsolidere og støtte demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og folkerettens principper
  • at forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed.

Sanktioner skal udvirke en ændring i en politik eller adfærd for de berørte med henblik på at fremme målene for FUSP. De kan være rettet mod:

  • regeringer i lande uden for EU på grund af deres politikker
  • enheder (virksomheder), der leverer midlerne til at føre sådanne politikker
  • grupper eller organisationer som f.eks. terrorgrupper
  • enkeltpersoner, der støtter de pågældende politikker, er involveret i terrorvirksomhed osv.

De er udformet på en måde, der minimerer de negative følger for dem, der ikke er ansvarlige for de politikker eller handlinger, der har foranlediget vedtagelsen af sanktionerne. EU arbejder navnlig for at mindske indvirkningen på den lokale civilbefolkning og på lovlige aktiviteter i eller med det pågældende land.

Alle restriktive foranstaltninger, der vedtages af EU, er i fuld overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til folkeretten, bl.a. dem, der vedrører menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

Retningslinjer for restriktive foranstaltninger

I 2004 vedtog Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité nogle grundprincipper for:

  • anvendelsen af sanktioner
  • gennemførelsen heraf
  • metoder til måling og kontrol af deres indvirkning

Disse grundprincipper er nedfældet i de "retningslinjer for gennemførelse og evaluering af restriktive foranstaltninger", som første gang blev vedtaget af Rådet i 2003 og revideret og ajourført i 2005, 2009 og 2012.