EU's handelsaftaler

Handelen med varer og tjenesteydelser udgør et vigtigt bidrag til at øge bæredygtig vækst og skabe arbejdspladser. Over 30 mio. arbejdspladser er allerede afhængige af eksporten til lande uden for EU. 90 % af den globale vækst vil fremover foregå uden for Europas grænser. Dermed er handel en vektor for vækst og en vigtig prioritet for EU.

Rådet ønsker et stærkt, regelbaseret multilateralt handelssystem. En ansvarlig EU-handelspolitik ledsages af en høj grad af gennemsigtighed og en effektiv kommunikation med borgerne om fordele og udfordringer i forbindelse med handel og åbne markeder.

Hvad er handelsbarrierer?

Regeringer kan opstille visse handelshindringer med henblik på at gøre lokale varer mere konkurrencedygtige i forhold til importerede varer.

Der findes flere forskellige former for handelsbarrierer. Toldafgifter er told på importerede varer. De giver lokalt fremstillede varer en prisfordel i forhold til lignende importerede varer. Når tolden fjernes, kan handelen stadig møde mange forhindringer fra forskellige tekniske forskrifter for produkter og tjenesteydelser.

Ikketoldmæssige hindringer (NTB) henviser til restriktioner, som skyldes forbud, betingelser eller særlige markedsbehov, der gør import eller eksport af produkter vanskelig og/eller omkostningskrævende.

Hvad er handelsaftaler?

EU forvalter handelsforbindelserne med tredjelande ved hjælp af handelsaftaler. De har til formål at skabe bedre handelsmuligheder og overvinde handelsbarrierer.

Handelspolitik anvendes også som et middel til at fremme europæiske principper og værdier, først og fremmest demokrati og menneskerettigheder, men også EU's synspunkter vedrørende miljø, sociale rettigheder, arbejdstagerrettigheder og udvikling. Rådet sikrer dermed, at handelsaftalerne lever op til EU's værdier, standarder og lovgivningspraksis. Dette omfatter:

  • bæredygtig udvikling
  • god forvaltningspraksis
  • fri, retfærdig og etisk handel
  • miljøbeskyttelse
  • menneske- og arbejdstagerrettigheder
  • sundhed og forbrugerbeskyttelse
  • dyrevelfærd
  • beskyttelse af den kulturelle mangfoldighed

Hvilke typer handelsaftaler findes der?

EU's fælles handelspolitik bygger på artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Forhandlinger om handelsaftaler gennemføres efter reglerne i artikel 218 (TEUF).

Handelsaftalerne har forskellige navne, alt efter aftalens indhold: Økonomiske partnerskabsaftaler med partnere såsom landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet har udviklingsstøtte som sit primære formål. Frihandelsaftaler med udviklede lande og nye vækstøkonomier er økonomisk drevne og bygger på en gensidig åbning af markederne. De giver præferenceadgang til markederne i de involverede lande. Nogle handelsaftaler er en del af bredere politiske aftaler; det gælder f.eks. visse associeringsaftaler. EU indgår også ikkepræferentielle handelsaftaler som en del af bredere aftaler, såsom partnerskabs- og samarbejdsaftaler (PSA).

Hvilke handelsaftaler findes der mellem EU og tredjelande?

EU har indgået en række aftaler med partnerlandene.

Infografik – Kort over EU's handel

Kort over EU's handel

Igangværende forhandlinger om handelsaftaler er bl.a.:

  • Forhandlinger om det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP) med USA
  • Forhandlinger om en omfattende økonomi- og handelsaftale (CETA) mellem EU og Canada
  • Forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Japan
  • Forhandlinger om en aftale om handel med tjenesteydelser (TISA) med 23 WTO-medlemmer, herunder EU

Hvad er fordelene ved handelsaftaler?

Handel skal være til fordel for alle, forbrugere, arbejdstagere og virksomheder - og bør give lige muligheder på tværs af alle EU's medlemsstater og regioner.

Der kan være mange fordele ved handelsaftaler:

  • åbne nye markeder for EU's varer og tjenesteydelser
  • skabe bedre investeringsmuligheder og investeringsbeskyttelse i en ånd af gensidighed og til fælles fordel
  • gøre handelen billigere ved at fjerne told og mindske bureaukratiet
  • gøre handelen hurtigere ved at lette transit gennem tolden og fastsætte fælles regler for tekniske og sundhedsmæssige standarder
  • gøre de politiske rammer mere forudsigelige ved at indtage fælles tilsagn på områder, der påvirker handelen, såsom intellektuelle ejendomsrettigheder, ikketoldmæssige handelshindringer, konkurrenceregler og regler for afgørelser om offentlige indkøb
  • støtte bæredygtig udvikling ved at skabe samarbejde, gennemsigtighed og dialog med partnerne om sociale og miljømæssige spørgsmål

Infografik – EU’s handelsforhandlinger

EU’s handelsforhandlinger

Modernisering af EU's defensive handelsinstrumenter

De Faste Repræsentanters Komité i Rådet (Coreper) er nået til enighed om Rådets forhandlingsposition vedrørende et forslag om at modernisere EU's defensive handelsinstrumenter – den første gennemgribende evaluering siden 1995. Kommissionen fremsatte i april 2013 et forslag om at modernisere EU's defensive handelsinstrumenter. Med forslaget til forordning ændres de nuværende forordninger om beskyttelse mod dumping og subsidiering for bedre at kunne reagere over for illoyal handelspraksis. Formålet er at beskytte EU's producenter mod skadelig illoyal konkurrence og sikre frihandel og fair handel.

Hvilken rolle har Rådet i handelsforhandlingerne?

Handelspolitik og en bedre gennemførelse af EU's aftaler er Kommissionens, medlemsstaternes og Europa-Parlamentets fælles ansvar.

Rådet spiller en afgørende rolle i den proces, hvor en ny handelsaftale tager form: Det bemyndiger Kommissionen til at forhandle en ny handelsaftale på EU's vegne i et dokument, som almindeligvis kaldes et "forhandlingsmandat". Rådet fastsætter i sin bemyndigelse de relevante forhandlingsdirektiver, herunder mål, omfanget af forhandlingerne og eventuelle tidsfrister.

Kommissionen forhandler derefter med partnerlandet på EU's vegne og i tæt samarbejde med Rådet og Europa-Parlamentet. Det aflægger regelmæssigt rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om, hvordan forhandlingerne skrider frem. Under hele forhandlingsforløbet hører Kommissionen Rådet.

Når partnerne er blevet enige om teksten til en aftale, og den er blevet udfærdiget og oversat til alle EU's officielle sprog, forelægger Kommissionen formelle forslag til vedtagelse i Rådet.

Efter drøftelser i Rådet og efter den juridiske og sproglige gennemgang af teksten vedtager Rådet en afgørelse om at undertegne den. Rådet træffer også afgørelse om, hvorvidt aftalen skal gælde helt eller delvis, hvis aftalen er en blandet aftale og ikke kun dækker nogle af EU's kompetenceområder, men også spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence.

Aftalen bliver derefter undertegnet formelt af parterne. Rådets formandskab udpeger den person, der undertegner på EU's vegne. Hvis aftalen dækker områder med blandet ansvar (dvs. at den ikke kun dækker områder, hvor EU har kompetence, men også spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence), skal alle medlemsstaterne også undertegne den.

Efter undertegnelsen fremsender Rådet aftalen sammen med udkastet til afgørelse om indgåelse af aftalen til Europa-Parlamentet til godkendelse.

Først når Rådet har fået Europa-Parlamentets godkendelse, vedtager Rådet afgørelsen om indgåelse af aftalen. Hvis aftalen dækker områder med blandet ansvar, kan Rådet først indgå aftalen, når den er blevet ratificeret af alle medlemsstaterne.

Du kan finde flere oplysninger om de enkelte handelsaftaler i Rådets database over aftaler og konventioner.