Gå til indhold
Tilmeld dig mailingliste
  • 17.3.2017
  • 17:20
  • Tale
  • 140/17
  • Institutionelle spørgsmål

Man kan ikke besøge Senato della Repubblica uden at føle historiens vingesus inden for murene af Palazzo Madama. Vi påmindes ikke kun om det politiske drama, som alle nu oplever hver eneste dag, men også om århundreder af vigtige begivenheder, der udgør Europas fødselsattest. Eksempelvis er Cesare Maccaris Cicerone denuncia Catilina – et af de mesterværker, der udsmykker Senatets vægge – helt perfekt til i dag. Det er en politisk allegori over de demokratiske institutioners kamp mod populisme og den enes sejr over den anden.

Det minder os for det første om, at ethvert politisk fællesskabs styrke afhænger af dets vilje til at overleve, dets livskraft og dets kløgt. Og for det andet om, at i den darwinistiske politiske kamp var og vil ord altid være de stærkeste våben.

Cicero sagde: "Frihed er deltagelse i magt". Selv antikkens grækere og romere sloges med problemet om, hvad det reelt betyder at være fri. For 60 år siden besluttede statsmænd fra seks lande, at den eneste sande frihed var friheden til at handle i fællesskab. Suverænitet indebar med andre ord en plads ved bordet. Derfor blev Romtraktaten undertegnet i 1957. Det forholder sig tilfældigvis sådan, at jeg blev født samme år, og at jeg aldrig har kendt en anden virkelighed end den, som Romtraktaten har skabt. Og jeg tror ikke, at jeg behøver at fortælle de tilstedeværende, hvor vigtigt det er for mig at kunne være personligt til stede her i dag sammen med jer.

Selvfølgelig ser alt mere nobelt, bevidst og planlagt ud fra dagens perspektiv. Der er en tendens til at mindes dem, der undertegnede Romtraktaten, som politiske genier og fortalere for et forenet Europa. Sandheden er, at de var ledere med deres egne personlige betænkeligheder og lå under et enormt pres fra begivenhedernes gang og følte sig meget sårbare. Den kollektive magtesløshed i Europa efter 2. verdenskrig tvang dem sammen. Alternativerne var yderst utiltrækkende. Og rædslerne efter krigens ødelæggelser var stadig synlige i hverdagen.

Sårbarheden i disse forskræmte europæiske lande gav dem ydmyghed, klarsyn og stor visdom, så de kunne samles om undertegnelsen af Romtraktaten. Dette indledte en proces, der har bragt mange flere lande tilbage til frihed og velstand igen, både i Øst og i Vest. Det har hjulpet os med at forstå, at når EU er svagt, vil de enkelte EU-lande også være svage. Hvis EU er stærkt, er dets medlemsstater stærke. Kun ved at stå sammen kan vi realisere vores egen suverænitet – i sandhed være frie – i den videre verden. Det var tilfældet dengang, og det er tilfældet i dag. Det vil også være tilfældet om 60 år.

Romtraktaten har sejret, også fordi den blev udarbejdet og gennemført af regeringer, der byggede på demokratisk samtykke. De nationale parlamenter – som I repræsenterer – udlånte derfor deres beføjelser til det europæiske fællesskab med følgende besked: "Skab resultater til gavn for os alle". Dette lån er siden blevet tilbagebetalt fuldt ud, selv om der er skuffelser og forsinkelser.

Der var engang én, der sagde: "Europa er som et træ. Det vokser hver dag, men man kan aldrig se, at det vokser." Det er en temmelig romantisk tanke, men alligevel sand. Fra Romtraktatens frø voksede forandringer, der har omformet verden omkring os i så stort et omfang, at de fleste ikke længere kan huske, hvordan det var tidligere. Traktaten gav os et åbent sind og åbne samfund. Og selvfølgelig verdens største marked til gavn for vores velstand. Som ung mand, der voksede op i Jerntæppets skygge, kunne jeg næsten ikke forestille mig alt dette, selv om jeg havde mine drømme om, at det en dag kunne blive til virkelighed.

Næste uges markering af årsdagen er lige så meget et tidspunkt til rolige overvejelser som til fejring. Selv om vi kan se, at vores økonomiske sår langsomt heles, er mange mennesker fortsat fortvivlede over omfanget og antallet af de aktuelle udfordringer. Den største af disse er Storbritanniens udtræden af EU om et par år. Den bedste reaktion i disse vanskelige tider er at genfinde ydmygheden, klarsynet og visdommen hos de oprindelige signatarer. Først da kan vi træffe de rette valg om fremtiden. Vores erfaringer viser os nemlig, at EU er bedst og mest kreativt, når det er mest sårbart, hvor paradoksalt det end lyder. Det skaber langt flere resultater med beskedne, tålmodige ambitioner end med store visioner.

Dette er en af grundene til, at jeg er glad for, at formanden for De Gasperi-fonden, Maria Romana De Gasperi, kunne være her sammen med os i dag. Dette er det rette tidspunkt til at mindes hendes fars berømte ord: "Fremtiden vil ikke blive bygget med magt eller erobringslyst, men gennem en tålmodig anvendelse af den demokratiske metode i en konstruktiv samarbejdsånd og med respekt for frihed." Måske er disse ord ikke tilstrækkelig dramatiske i en tidsalder med politik via Twitter. Men jeg værdsætter stadig deres sandhed og kraft. Jeg tror stadig på, at de er gode nok til at vise os, hvordan vi kommer videre herfra. Mange tak. Grazie