Gå til indhold
Tilmeld dig mailingliste
  • 25.3.2017
  • 11:20
  • Tale
  • 154/17
  • Institutionelle spørgsmål

Jeg blev født for nøjagtig 60 år siden, så jeg er lige så gammel som Det Europæiske Fællesskab. Tillad mig derfor at komme med en mere personlig refleksion her i dag. Nogle gange er fødestedet som bekendt endnu vigtigere end fødselsdatoen. I mit tilfælde er det byen Gdańsk, som i løbet af flere århundreder blev opbygget af polakker og tyskere, af hollændere, af jøder, af skotter og franskmænd. I 1945, tilfældigvis også i marts måned, tilintetgjorde Hitler og Stalin i løbet af få dage min hjemby. Den brændte ned til grunden.

Jeg var otte år gammel, da Fællesskabet oprettede et fælles Råd og en fælles Kommission ved fusionstraktaten, og den vej, jeg gik ad, når jeg skulle i skole, førte stadig gennem ruinerne af den brændte by. For mig var Anden Verdenskrig ikke noget abstrakt.

I 1980, et år efter det første valg til Europa-Parlamentet, blev fagforeningen Solidarność (solidaritet) oprettet i min hjemby, Gdańsk. Jeg var der dengang, på skibsværftet i Gdańsk, blandt arbejderne, sammen med Lech Wałęsa, som havde modet til med høj røst at fortælle det kommunistiske styre sandheden om vores drømme. Det var enkle drømme om menneskelig værdighed, om frihed og om demokrati. Dengang så vi alle mod vest, mod et frit Europa på vej mod forening, og følte instinktivt, at det var netop den fremtid, vi drømte om. Og selv om der blev sendt tanks og soldater mod os, levede disse drømme videre.

Da fællesakten (begyndelsen til det indre marked) trådte i kraft i 1987, forberedte vi os i Polen på det endelig slag. Solidarność vandt, og kort tid efter faldt også Berlinmuren: Vejen til Europe blev åben for os. Cirka 20 år senere, da jeg allerede var premierminister i Polen, åbnede jeg det mest moderne stadion i Europa – i min hjemby Gdańsk naturligvis. Byen, som nu var fuldt genopbygget og smukkere end nogensinde. Mit land havde allerede været medlem af Den Europæiske Union i otte år.

Jeg minder om dette korte øjeblik i historien i dag blot for at gøre alle opmærksomme på, at for millioner af mennesker – og i dag vil disse millioner af mennesker demonstrere i gaderne i vores hovedstæder, i Rom, i Warszawa og selv i London – handler Den Europæiske Union ikke om slogans eller om procedurer eller om regler. Vores Union er garant for, at frihed, værdighed, demokrati og uafhængighed ikke længere kun er vores drøm, men en realitet i vores dagligdag.

Jeg har levet mere end halvdelen af mit liv bag Jerntæppet, hvor det var forbudt så meget som at drømme om disse værdier. Ja, dengang var der virkelig tale om et Europa i to hastigheder. Og det er derfor, at jeg i dag har ret til højt og klart at gentage denne enkle sandhed: At intet i livet er bestandigt – at det kræver tid, store anstrengelser og afkald at opbygge en fri verden. Det er derfor, at det er lykkedes så få steder på jorden. Og alligevel formåede vi det. Det er meget let at ødelægge sådan en verden. Det tager kun et kort øjeblik. Som det skete engang med min hjemby, Gdańsk.

I dag i Rom fornyer vi den unikke alliance mellem frie nationer, som blev indledt for 60 år siden af vores navnkundige forgængere. Dengang diskuterede de ikke flere hastigheder, de udarbejdede ikke udtrædelsesordninger, men på trods af alle de tragiske omstændigheder i den nyere historie satte de al deres lid til Europas enhed. De havde Columbus' mod til at rejse ud på ukendt hav for at opdage den nye verden.

Så forklar mig derfor: Hvorfor skulle vi miste vores tillid til formålet med at stå sammen i dag? Er det blot, fordi det er blevet en realitet for os? Eller fordi det keder os, eller vi er blevet trætte af det?

Europa som politisk enhed vil enten være forenet eller ophøre med at eksistere. Kun et forenet Europa kan være et suverænt Europa i forhold til resten af verden. Og kun et suverænt Europa kan garantere sine nationers uafhængighed, garantere sine borgeres frihed. Et Europa, der står sammen, er ikke en bureaukratisk model. Det drejer sig om et sæt fælles værdier og demokratiske normer. I dag er det ikke nok at opfordre til sammenhold og protestere imod flere hastigheder. Det er langt vigtigere, at vi alle respekterer vores fælles regler såsom menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, magtdeling og retsstaten. Det er det egentlige grundlag for vores sammenhold.

Unionen efter Rom bør i højere grad end tidligere være en union, der bygger på de samme principper, en union, der har suverænitet udadtil, en union, der er udtryk for politisk sammenhold. Bevis i dag, at I er Europas ledere, at I tager hånd om denne store arv, som vi har fået tildelt af de helte, der stod bag den europæiske integration for 60 år siden. Tak.