Bemærkninger fra EU-formand Donald Tusk forud for møderne i Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd
  • 22.6.2017
  • 11:45
  • Erklæringer og bemærkninger
  • 407/17
  • Brexit
  • Sikkerhed og forsvar
  • Indre anliggender
  • Udenrigsanliggender og internationale forbindelser
  • Økonomi og finans
22.6.2017
Pressekontakter

Preben Aamann
Talsmand for formanden for Det Europæiske Råd
+32 22815150
+32 476850543

Dette er det 80. møde i Det Europæiske Råd, hvor jeg har deltaget som premierminister eller Det Europæiske Råds formand. Men jeg har aldrig før haft en så stærk tro på, at det går i en bedre retning.

Vores optimisme bør stadig være yderst forsigtig, men vi har gode grunde til at tale om optimisme. Blandt disse grunde er: økonomisk vækst i hvert eneste EU-land, faldende arbejdsløshed med det største antal beskæftigede, der nogensinde er registreret, den finansielle aftale med Grækenland, en kraftigt stigende EU-venlig indstilling i de seneste uger ifølge meningsmålingerne, valgnederlag for EU-fjendtlige partier og valgsejre for politiske ledere, som går 100 % ind for EU. Fra Bulgarien og Østrig til Nederlandene, og – selvfølgelig – Frankrig.

Vi har også formået at fastholde det politiske sammenhold i EU trods de mange trusler og udfordringer. Mine samtaler i dag med præsident Petro Porosjenko er endnu et bevis på, hvad jeg har hørt fra alle mine kontakter i de seneste uger. Fra præsident Trump til premierminister Abe, fra premierminister Li til Senegals præsident Macky Sall, fra præsident Morales til den nye præsident for Sydkorea – de har alle fastslået, at for dem er EU fortsat den vigtigste partner – på trods af Brexit. Og på trods af de dystre forudsigelser er det Europa, der igen er ved at blive et stabilt og positivt referencepunkt for hele verden.

Men vi må ikke være selvtilfredse eller naive. Vi skal vise folk, at vi er i stand til at genvinde kontrollen over begivenheder, der overvælder og til tider endda forfærder os. Sidste år blev vi enige om, at EU skal beskytte borgerne mod sikkerhedstrusler, især terrorisme, illegal migration og ukontrolleret globalisering, og vi må blive ved med at levere resultater. Derfor vil jeg på det kommende møde i Det Europæiske Råd foreslå, at vi går videre med vores politiske reaktion på disse tre områder.

Og endelig. Som bekendt begyndte Brexitforhandlingerne for 3 dage siden. Det er en meget vanskelig proces, som EU er godt rustet til. Vi hører forskellige forudsigelser fra forskellige mennesker om det mulige udfald af forhandlingerne: hård Brexit, blød Brexit eller ingen aftale. Nogle af mine britiske venner har endda spurgt mig, om Brexit kan omgøres, og om jeg kan forestille mig et udfald, hvor Det Forenede Kongerige bliver i EU. Jeg sagde til dem, at Den Europæiske Union rent faktisk blev bygget på drømme, der syntes umulige at opnå. Så hvem ved? Du kan sige, at jeg er en drømmer, men jeg er ikke den eneste.