Bemærkninger fra formand Donald Tusk om Det Europæiske Råds møder 22. juni 2017

Det Europæiske Råd
  • 22.6.2017
  • 18:10
  • Erklæringer og bemærkninger
  • 408/17
  • Brexit
  • Sikkerhed og forsvar
  • Udenrigsanliggender og internationale forbindelser
  • Miljø
22.6.2017
Pressekontakter

Preben Aamann
Talsmand for formanden for Det Europæiske Råd
+32 22815150
+32 476850543

For det første drøftede lederne terrorisme, som stadig er en alvorlig trussel. Vi er fast besluttet på at beskytte borgerne. Det Europæiske Råd besluttede derfor at skærpe indsatsen mod fremmede terrorkrigere. Vi ønsker at færdiggøre arbejdet med de nye systemer til at udveksle oplysninger på tværs af grænserne i år. Det Europæiske Råd er også enigt om, at det er nødvendigt at samarbejde tæt med internetindustrien. Vi opfordrer udbydere af sociale medier til at gøre, hvad der skal til for at forebygge udbredelsen af terrormateriale på internettet. I praksis betyder det udvikling af nye redskaber til at afsløre og fjerne den slags materiale automatisk. Og om nødvendigt er vi også rede til at vedtage relevant lovgivning.

For det andet blev lederne enige om, at det er nødvendigt at etablere et permanent europæisk forsvarssamarbejde. Det er et historisk skridt, fordi EU i kraft af et sådant samarbejde vil kunne udvikle sig hen imod en dybere integration på forsvarsområdet. Vores mål er, at det skal være ambitiøst og inkluderende, og derfor opfordres alle EU-lande til at deltage. Inden for tre måneder vil medlemslandene fastlægge en fælles liste med kriterier og forpligtelser samt konkrete kapacitetsprojekter, så samarbejdet kan komme i stand.

Senere i aften vil vi gøre status over den geopolitiske situation rundtom i Europa. Jeg vil give lederne min vurdering efter de seneste internationale møder, bl.a. med præsident Trump og præsident Erdoğan, G7-topmødet og topmødet mellem EU og Kina. Jeg vil også foreslå lederne, at vi sender et klart signal om Parisaftalen om klimaændringer. Traditionen tro vil den tyske forbundskansler og den franske præsident rapportere om situationen i Ukraine og den aktuelle status for gennemførelsen af Minskaftalerne. Det skulle gøre det muligt for os at forlænge de økonomiske sanktioner mod Rusland i yderligere seks måneder.

Endelig vil premierminister May i aften informere os om sine planer med hensyn til Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union. Det skal stå klart, at Det Europæiske Råd ikke er et forum til brexitforhandlinger, vi har vores forhandlere til formålet, og derfor vil lederne kun tage disse planer til efterretning. Mit mål i aften er, at 27 EU-ledere godkender proceduren for valget af nyt hjemsted til de to UK-baserede agenturer, dvs. bank- og lægemiddelagenturet. Mange tak.