Vi bruger cookies for at give dig så god en oplevelse som muligt, når du bruger vores websted. Læs mere om, hvordan vi bruger cookies, og hvordan du kan ændre dine indstillinger.

EU's mission vedrørende luftfartssikkerhed i Sydsudan starter i oktober

Den Europæiske Union forbereder sig på at iværksætte en ny civil mission i oktober 2012 for at styrke luftfartssikkerheden i Jubas internationale lufthavn i Sydsudan.


© Fotolia

Den nye mission, der hedder EUAVSEC South Sudan, skal bl.a.:

- rådgive Sydsudans myndigheder i luftfartssikkerhedsspørgsmål
- uddanne det sikkerheds- og retshåndhævelsespersonale, der arbejder i lufthavnen
- yde teknisk bistand
- medvirke til at koordinere sikkerhedsaktiviteterne.

Den højtstående repræsentant Cathrine Ashton erklærede: "EUAVSEC South Sudan skal bringe lufthavnen i Juba op på internationalt accepterede standarder. Dette er vigtigt for Sydsudans økonomiske udvikling og for bestræbelserne på at hindre lufthavnen i at blive et mål for terrorisme."

Sydsudan er en indlandsstat, hvis rudimentære, hovedsagelig ikkeasfalterede vejnet er ufarbart i regntiden og gør landet stærkt afhængigt af lufttrafik. En forbedring af sikkerheden i Jubas lufthavn vil åbne mulighed for en øget strøm af passagerer og varer, som kan styrke handelen og landets udvikling.

Missionen vil blive ledet af danskeren Lasse Rosenkrands Christensen, der tiltræder i stillingen den 1. september. Lasse Christensen, der er politikommissær i Rigspolitiet, har omfattende international erfaring, bl.a. fra en FN-mission i Sudan, hvor han var chef for logistikafdelingen i seks måneder.

EUAVSEC South Sudan, der har hovedkvarter i hovedstaden Juba, har et budget på 12,5 mio. EUR og skal efter planen vare i 19 måneder.

Missionen gennemføres under EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og udgør en del af en samlet EU-strategi for bistanden til landet, der opnåede selvstændighed i juli sidste år.

Siden 2010 har EU bevilget 285 mio. EUR i udviklingsbistand til Sydsudan for perioden frem til 2013 og finansieret projekter som anlæg af veje, sundhedsfaciliteter og skoler. Det yder også en betydelig humanitær bistand, hvor eksperter fra Europa-Kommissionen arbejder på stedet sammen med internationale partnere, herunder De Forenede Nationer.

 

Yderligere oplysninger:
EU-operationer - EUAVSEC South Sudan
Rådets afgørelse af 18. juni 2012 om Den Europæiske Unions mission vedrørende luftfartssikkerhed i Sydsudan (hele teksten i pdf)
Rådets konklusioner om køreplanen for Sudan og Sydsudan af 23. juli 2012 (hele teksten i pdf)
EU's forbindelser med Sydsudan (EU-Udenrigstjenestens websted)
EU på De Forenede Nationers websted om udnævnelse af en missionschef
De Forenede Nationer i Sydsudan (FN's websted)

 

Hjælp os med at blive bedre

Fandt du det, du søgte?

Ja    Nej


Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?