Europæisk solidaritet i aktion
Europæere mod covid-19
Rådet hylder de mange solidariske europæere, der hjælper os med at komme igennem covid-19-krisen ved at fortsætte deres arbejde, hjælpe nødlidende, holde Europa i gang og bane vejen for genopretning.
Klik nedenfor for at se opmuntrende historier om solidaritet fra hele Europa.
Vi står sammen
Covid-19-pandemien har ramt alle EU's medlemslande, men nogle er hårdere ramt end andre. Efter en svær start på året står Europa igen over for et hastigt stigende antal tilfælde, og det lægger et alvorligt pres på sundhedsvæsenerne og sundhedspersonalet i hele EU.
EU gør en stor indsats for og investerer mange midler i at udvikle en vaccine og sikre, at den bliver tilgængelig for alle europæere. EU vil ikke gå på kompromis med vaccinens sikkerhed for at fremskynde udviklingsprocessen.
I tråd med EU-traktaterne er medlemslandene ansvarlige for beredskabsforanstaltninger vedrørende covid-19 på nationalt plan, især med hensyn til nationale sundhedsvæsener, hjemtransport af borgere eller begrænsninger af det offentlige liv.
I solidaritet, og samtidig med at EU-landene håndterer konsekvenserne af krisen derhjemme, er de kommet hinanden til undsætning og har sørget for hjælp, der hvor der var størst behov for det. De har leveret tjenester, specialiseret personale og medicinsk udstyr. Ved at samarbejde er det lykkedes dem frem til midten af april 2020 at transportere næsten en halv million europæere hjem, som var strandet i udlandet.
Eksempler på europæisk solidaritet:
Europæisk solidaritet i forbindelse med behandling af patienter
Sundhedsvæsenerne og sundhedspersonalet i hele EU er blevet sat på prøve af covid-19-pandemien. Men det har ikke forhindret medlemslandene i at række hånden ud til andre lande og dele de ressourcer, de har til rådighed.
Tyskland, Polen og Rumænien har sendt hold af læger til hospitaler i det nordlige og sydlige Italien for at bistå med behandlingen af patienter.
Østrig, Belgien, Tyskland og Luxembourg har stillet deres intensivafdelinger til rådighed for nederlandske, franske og italienske patienter i kritisk tilstand.
Luxembourg og Tyskland sender deres ambulancefly, piloter og specialiseret personale til Italien, Frankrig og Nederlandene for at hjælpe dem i deres kamp for at redde liv.
Europæisk solidaritet med hensyn til deling af medicinsk udstyr
Som opfølgning på en anmodning om bistand blev der 24. oktober sendt 30 respiratorer til Tjekkiet fra rescEU's medicinske beredskabslager i Rumænien. Tjekkiet står over for en af de vanskeligste situationer i Europa med hensyn til smittede pr. indbygger i efteråret 2020.
Kommissionen begyndte at levere 10 millioner beskyttelsesmasker til 17 medlemslandeogUK for at beskytte sundhedspersonalet i EU.
Det er det første parti på 10 millioner masker, som Kommissionen har indkøbt via nødhjælpsinstrumentet. Maskerne blev leveret i maj og juni 2020 i ugentlige forsendelser på 1,5 millioner masker til de medlemslande og regioner, der havde brug for dem.
Det kommer oven i leveringen af ca. 330 000 beskyttelsesmasker, som Spanien, Italien og Kroatien modtog i april og maj 2020.
Forsendelserne kom fra rescEU's strategiske distributionscentre i Rumænien og Tyskland.
RescEU finansieres fuldt ud af EU-budgettet. RescEU har i øjeblikket et strategisk medicinsk lager i: Danmark, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Rumænien og Sverige.
EU-landene hjælper hinanden
Der er sendt tiltrængt hjælp til krisens epicentre, og EU-landene har også hjulpet hinanden på andre måder:
- Østrig har sendt 45 respiratorer til Tjekkiet og 1,5 million ansigtsmasker til Italien
- Danmark har sendt respiratorer og felthospitalsudstyr til Italien
- Tjekkiet har sendt 20 000 beskyttelsesdragter til Italien og Spanien
- En tjekkisk virksomhed har delt data og knowhow om tre-d-printning af visirer med andre medlemslande
- Det tjekkiske tekniske universitet i Prag har delt data og knowhow om tre-d-printning af respiratorer med andre medlemslande
- Frankrig har sendt 1 million masker, 20 000 beskyttelsesdragter og 2 400 stk. specialiseret overtrækstøj til sundhedspersonale til Italien
- Frankrig har også eksporteret 2,2 millioner masker, der er fremstillet i Frankrig, til andre medlemslande
- Tyskland har sendt 5 ton forsyninger (respiratorer, masker, beskyttelsesdragter) til Italien
- I Grækenland vil 500 mobile medicinske enheder, der medfinansieres af EU, snart være operationelle og kunne teste borgerne i deres hjem
- Ungarn har sendt 150 respiratorer til Tjekkiet
- En lettisk virksomhed har delt sin tre-d-prototype af et visir på nettet, så alle kan downloade og bruge den
- Nederlandene har sendt 100 respiratorer til Tjekkiet
- Polen har sendt 20 000 liter desinfektionsmiddel til Italien
Europæisk solidaritet i forbindelse med hjemtransport af EU-borgere
EU-landene har stået sammen om at yde konsulær bistand og transportere EU-borgere hjem fra tredjelande. I midten af maj 2020 havde hjemtransportindsatsen, der koordineres med EU-støtte, nået mere end 625 000 europæere i udlandet, og knap 600 000 borgere var blevet bragt hjem.
Fælles hjemtransportflyvninger for at bringe EU-borgere hjem kan medfinansieres med op til 75 % fra EU's budget.
Medlemslandenes ambassader og EU-delegationerne yder konsulær bistand til EU-borgere, der er strandet i lande, hvor deres hjemland ikke har en ambassade.
EU-civilbeskyttelsesmekanismen har lettet hjemtransporten af mere end 85 000 EU-borgere, der var strandet i udlandet.