- Pressemeddelelse
- 23. oktober 2017
- 00:55
Udstationering af arbejdstagere: Rådet når til enighed
Rådet nåede til enighed om sin holdning (generelle indstilling) til direktivet om udstationering af arbejdstagere. Det nye forslag reviderer visse elementer i det oprindelige direktiv fra 1996.
Formanden for Rådet, Jevgeni Ossinovski, Estlands sundheds- og arbejdsminister, sagde: "Jeg er glad for, at Rådet nåede til enighed om sin holdning til et så vigtigt og følsomt emne. Og jeg er især glad for, at der efter langvarige forhandlinger var bred støtte til vores kompromis. Den endelige tekst er udtryk for en fin balance. På den ene side er det afgørende at sikre, at vores arbejdstagere behandles retfærdigt. Personer, der udfører det samme arbejde på samme arbejdsplads, bør også have de samme arbejds- og lønvilkår. På den anden side må vi ikke skabe unødvendige hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser - for eksempel i transportsektoren, som i sagens natur er mobil."
Formålet med direktivet er at lette leveringen af tjenesteydelser overalt i EU og samtidig respektere fair konkurrence samt rettighederne for arbejdstagere, der er ansat i ét medlemsland og af deres arbejdsgiver udsendes for at arbejde midlertidigt i en anden (udstationerede arbejdstagere). Direktivet vil sikre rimelig løn og lige konkurrencevilkår mellem udstationerende og lokale virksomheder i værtslandet.
Det nye direktiv indeholder bestemmelser om:
- aflønning af udstationerede arbejdstagere i overensstemmelse med værtslandets lovgivning og praksis
- længerevarende udstationering på 12 måneder, der kan forlænges med 6 måneder (18 måneder i alt) på grundlag af en begrundet underretning fra tjenesteudbyderen
- anvendelse af alment gældende kollektive aftaler på udstationerede arbejdstagere i alle sektorer
- ligebehandling af vikaransatte og lokale arbejdstagere
- for så vidt angår transportsektoren vil bestemmelserne i ændringsdirektivet gælde fra datoen for ikrafttrædelsen af den kommende sektorspecifikke lovgivning
- en gennemførelsesperiode på 3 år plus yderligere 1 år, før direktivet finder anvendelse.
Alle bestemmelser om aflønning, der gælder for lokale arbejdstagere, vil også skulle gælde for udstationerede arbejdstagere. Aflønningen vil ikke blot omfatte mindstelønnen, men også andre elementer såsom bonusser eller ydelser.
Platformen til bekæmpelse af sort arbejde vil blive anvendt til at bekæmpe svig og misbrug og til at forbedre udvekslingen af oplysninger og det administrative samarbejde mellem medlemslandene.
Baggrund
Revisionen af direktivet fra 1996 var nødvendig for at tilpasse lovgivningen til nye økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige vilkår og for at kodificere EU-Domstolens retspraksis. Dette vil gøre EU's lovgivning klarere.
Det reviderede direktiv fokuserer på spørgsmål, der er omfattet af EU's lovgivningsmæssige rammer, som blev udstukket i det oprindelige direktiv fra 1996. Det reviderede direktiv om udstationering af arbejdstagere og håndhævelsesdirektivet supplerer og styrker derfor hinanden.
Udstationering af arbejdstagere omfattede 1,9 millioner europæiske arbejdstagere i 2014. Selv om den kun udgør 0,7 % af den samlede beskæftigelse i EU, understøtter udstationering af arbejdstagere grænseoverskridende levering af tjenesteydelser i hele det indre marked, især inden for bygge- og anlægsvirksomhed og i nogle sektorer for personlige tjenesteydelser og forretningsservice. I henhold til de nuværende regler skal udstationerende virksomheder respektere et sæt grundlæggende beskæftigelsesrettigheder i værtslandet, herunder mindsteløn.
Hvad skal der nu ske?
Enigheden betyder, at Rådet kan indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet.
- Rådets holdning (generel indstilling)
- Direktivet fra 1996 om udstationering af arbejdstagere
- Håndhævelsesdirektivet fra 2014
- Forslag fra Kommissionen
Pressekontakter
- Assen Indjiev
- +32 2 281 68 14
- +32 470 46 17 15