- Pressemeddelelse
- 15. april 2019
- 10:35
EU tilpasser ophavsretsreglerne til den digitale tidsalder
Ophavsretsregler tilpasset den digitale tidsalder.
EU ændrer sine retlige rammer for ophavsret, så de passer til dagens digitale miljø. Rådet vedtog i dag et direktiv, der moderniserer EU's eksisterende ophavsretslovgivning for at bane vejen for et ægte digitalt indre marked. De nye regler sikrer ophavsmænd og kunstnere en passende beskyttelse, men åbner samtidig op for nye muligheder for at få adgang til og dele ophavsretligt beskyttet indhold på internettet i hele Den Europæiske Union.
Jeg er virkelig glad for, at vi har opnået en afbalanceret tekst, der skaber flere muligheder for Europas kreative sektorer, som vil blomstre og i højere grad afspejle vores kulturelle mangfoldighed og andre fælles europæiske værdier, men også for brugerne, der vil få styrket deres ytringsfrihed på internettet. Dette er en milepæl for udviklingen af et robust og velfungerende digitalt indre marked.
Valer Daniel Breaz, Rumæniens minister for kultur og national identitet
Direktivet behandler en række spørgsmål, som kan sammenfattes i tre kategorier:
A) Tilpasning af ophavsretsmæssige undtagelser og indskrænkninger til det digitale og grænseoverskridende miljø
Direktivet indfører obligatoriske undtagelser fra ophavsretten med henblik på tekst- og datamining, internetbaserede undervisningsaktiviteter og bevarelse og onlineformidling af kulturarven.
B) Forbedring af licenspraksisser for at sikre bredere adgang til kreativt indhold
Direktivet indeholder harmoniserede regler, der letter:
- udnyttelse af værker, som ikke længere findes i handelen (værker, der ikke længere forhandles),
- udstedelse af kollektive licenser med udvidet virkning og
- clearing af rettigheder til film for video on demand-platforme.
C) Skabelse af en velfungerende markedsplads for ophavsret
Direktivet indfører en ny rettighed for presseudgivere med hensyn til den digitale anvendelse af deres pressepublikationer. Ophavsmænd til værker, der indgår i pressepublikationen, vil være berettiget til en andel af presseudgiverens indtægter som følge af denne nye rettighed.
Hvad angår onlineplatforme til deling af indhold, der er baseret på modellen med "indhold uploadet af brugerne", præciserer direktivet den retlige ramme omkring platformenes aktiviteter. Sådanne platforme vil i princippet skulle indhente tilladelse til ophavsretligt beskyttede værker, der er uploadet af brugere, medmindre en række betingelser i direktivet er opfyldt. Rettighedshavere vil derfor bedre kunne forhandle betingelserne for at udnytte deres onlineværker og modtage vederlag for disse platformes onlinebrug af deres indhold. Samtidig giver direktivet brugerne mulighed for at generere og uploade indhold frit til formål som citat, kritik, anmeldelse, karikatur, parodi og pastiche. Med henblik herpå bliver disse undtagelser, som i øjeblikket er frivillige for medlemslandene, ændret til obligatoriske undtagelser for denne særlige type anvendelse.
Direktivet sikrer også ophavsmænds og udøvende kunstneres ret til et passende og rimeligt vederlag, når de udsteder licenser eller overdrager deres rettigheder, og indfører en gennemsigtighedsforpligtelse vedrørende udnyttelsen af værker under licens og en ordning til justering af vederlag, ledsaget af en særlig alternativ tvistbilæggelsesordning. Softwareudviklere er udelukket fra disse regler.
Næste skridt
Når direktivet er blevet underskrevet og offentliggjort i EU-Tidende, har medlemsstaterne 24 måneder til at gennemføre de nye regler i deres nationale lovgivning.
Gå til siden med møderPressekontakter
- Leonidas Karamountzos
- +32 2 281 85 46
- +32 476 53 11 80
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.