• EU-Rådet
  • Pressemeddelelse
  • 17. december 2020
  • 16:05

Digitalisering til gavn for miljøet: Rådet godkender konklusioner

Rådet har i dag godkendt konklusioner om den dobbelte samfundsmæssige udfordring, som digital transformation og grøn omstilling udgør, og om udforskning af måder, hvorpå der kan bidrages til at bygge de nødvendige broer mellem dem.

Rådet understreger i sine konklusioner den dobbelte omstillings potentiale til ny grøn og digital jobskabelse, der er nødvendig for den økonomiske genopretning efter covid-19-pandemien. Det understreger også, at den digitale omstilling bør være retfærdig og inklusiv og ikke bør lade nogen i stikken.

Digitalisering er en fremragende løftestang til at fremskynde omstillingen hen imod en klimaneutral, cirkulær og mere resilient økonomi. Samtidig er vi nødt til at indføre en passende politisk ramme for at undgå, at digitaliseringen får en negativ indvirkning på miljøet. Disse konklusioner afspejler på en afbalanceret måde de områder, hvor EU er nødt til at handle for at få mest muligt ud af denne dobbelte omstilling.

Svenja Schulze, Tysklands forbundsminister for miljø, naturbeskyttelse og nuklear sikkerhed

Konklusionerne giver politisk vejledning til Kommissionen med henblik på at fremlægge passende initiativer til at udnytte de muligheder, som digitaliseringen giver for miljøbeskyttelse og klimaindsats, og til at begrænse de negative miljøvirkninger af selve digitaliseringen.

Rådet opfordrer bl.a. Kommissionen til at udarbejde en ambitiøs politisk dagsorden for anvendelse af digitale løsninger til at opfylde ambitionen om nulforurening.

I Rådets konklusioner opfordres Kommissionen også til at foreslå reguleringsmæssige eller ikkereguleringsmæssige foranstaltninger for at reducere datacentres og kommunikationsnets miljøaftryk og inden udgangen af 2021 forelægge en handlingsplan for, hvordan mængden af bortskaffede IKT-produkter kan reduceres senest i 2025.

Baggrund

På EU-plan har debatten om forbindelserne mellem digitalisering og miljø taget fart i de seneste år. Europa-Kommissionen har systematisk set på forbindelserne mellem digitalisering og miljø, navnlig i forbindelse med den europæiske grønne pagt, men også i forbindelse med den digitale strategi og dens nye industristrategi for Europa.

Flere af de seneste initiativer, der er offentliggjort under den europæiske grønne pagt, udnytter digitale værktøjer for at nå deres miljø- og klimamål med henblik på at håndtere spørgsmålet på en sammenhængende måde, herunder den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi, jord til bord-strategien og EU's biodiversitetsstrategi for 2030.

Pressekontakter

Johanna Store
Press officer
+32 2 281 84 55
+32 478 83 26 62

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.