• EU-Rådet
  • Pressemeddelelse
  • 20. maj 2021
  • 13:35

EU støtter indledning af WHO-proces for oprettelse af pandemitraktat: rådsafgørelse

Rådet vedtog i dag en afgørelse om at støtte indledning af forhandlinger om en international traktat om bekæmpelse af pandemier. Verdenssundhedsforsamlingen, WHO's vigtigste styrelsesorgan, forventes at give sin støtte til indledning af en proces med henblik på en rammekonvention om pandemiberedskab og -indsats på det (virtuelle) møde, der begynder den 24. maj. Forslaget til en international pandemitraktat blev første gang bekendtgjort af formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, på Paris Peace Forum i november 2020.

Formålet med Rådets afgørelse er at sikre EU's deltagelse i forhandlingerne om spørgsmål, der henhører under Unionens kompetence, med henblik på Unionens eventuelle tiltrædelse af traktaten.

Forslaget om at indgå en pandemitraktat drøftes i forbindelse med de internationale bestræbelser på at styrke den globale sundhedssikkerhed, især med hensyn til beredskab og indsats over for sundhedskriser, i lyset af erfaringerne fra pandemien.

Baggrund og næste skridt

På Det Europæiske Råds møde 25. februar 2021 fremhævede EU's ledere behovet for globalt multilateralt samarbejde for at imødegå nuværende og fremtidige sundhedstrusler og blev enige om at arbejde på en international pandemitraktat inden for rammerne af WHO og fremme den globale sundhedssikkerhed.

30. marts 2021 fremsatte ledere fra hele verden sammen med Det Europæiske Råds formand og WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, en åben opfordring til en international pandemitraktat.

Den Europæiske Union har uformel observatørstatus i WHO.

Pressekontakter

Johannes Kleis
Press officer
+32 2 281 75 32
+32 478 83 26 64

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.