Skip to content

Pakken fra 2022 om kapitalmarkedsunionen

Pakken foreslår foranstaltninger, der skal gøre EU's clearingtjenester mere modstandsdygtige, harmonisere reglerne om virksomheders insolvens og mindske de administrative byrder for virksomhederne.

Pakken fra 2022 om kapitalmarkedsunionen – en oversigt

Europa-Kommissionen foreslog 7. december 2022 endnu en række foranstaltninger til videreudvikling af kapitalmarkedsunionen.

Pakken fra 2022 om kapitalmarkedsunionen består af lovgivningsforslag vedrørende:

  • styrkelse af EU's clearingtjenester for at gøre disse mere attraktive og modstandsdygtige
  • harmonisering af visse aspekter af insolvenslovgivningen i EU for at gøre rammerne mere effektive og forudsigelige, især for grænseoverskridende investeringer
  • børsreglerne for virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder (SMV'er)

Styrkelse af EU's clearingsystem

Forordningen om europæisk markedsinfrastruktur fastsætter regler om over the counter (OTC)-derivater, centrale modparter (CCP'er) og transaktionsregistre.

Den foreslåede revision omfatter flere lovgivningsmæssige foranstaltninger for at forbedre EU's clearingydelser, f.eks.:

  • strømlining og afkortning af procedurer
  • forbedring af overensstemmelsen mellem regler
  • styrkelse af tilsynet med CCP'er
  • krav om, at markedsdeltagere af væsentlig systemisk betydning, som er omfattet af en clearingforpligtelse, skal have en operationelt aktiv konto hos en EU-CCP

De nye regler har til formål at gøre EU's clearinglandskab mere attraktivt og modstandsdygtigt for at støtte EU's åbne strategiske autonomi og bevare dets finansielle stabilitet.

19. november 2024 vedtog Rådet nye regler om revisionen af forordningen og direktivet om europæisk markedsinfrastruktur.

Forsikringsbranchen

EU har en tilsynsordning for forsikrings- og genforsikringsselskaber, som er reguleret af Solvens II-direktivet. Dette regelsæt sikrer forbrugerne og de begunstigede tilstrækkelig beskyttelse.

Selv om lovrammen, der blev indført i 2016, generelt har fungeret godt, er der stadig betydelige forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til, hvordan de håndterer afvikling af forsikringsselskaber, hvilket har ført til variationer i forbrugerbeskyttelsen.

For at afhjælpe dette vedtog Rådet 5. november 2024 to retsakter, der ændrer Solvens II-direktivet og indfører nye regler i direktivet om genopretning og afvikling på forsikringsområdet (IRRD).

De nye Solvens II-regler vil styrke forsikrings- og genforsikringsbranchens evne til at tilvejebringe en langsigtet investeringskilde for europæiske virksomheder og samtidig gøre branchen mere modstandsdygtig og bedre forberedt på fremtidige udfordringer.

IRRD skal sikre, at forsikringsselskaber og EU-myndigheder er bedre rustet i tilfælde af finansielle vanskeligheder. Direktivet vil også gøre det muligt for myndighederne at handle hurtigt, selv på tværs af grænserne. Disse nye regler vil beskytte forbrugerne og samtidig mindske indvirkningen på økonomien og det finansielle system samt afhængigheden af skatteydernes penge.

Forenkling af reglerne for børsnotering af selskaber

I oktober 2024 vedtog Rådet forenklede regler for selskaber, der ønsker at blive børsnoteret på EU's offentlige markeder.

Retsakten om børsnotering vil gøre EU's offentlige kapitalmarkeder mere attraktive for EU-selskaberne og vil også gøre det lettere for selskaber af alle størrelser, bl.a. SMV'er, at blive noteret på de europæiske fondsbørser.

Pakken vil mindske den administrative byrde for selskaberne og hjælpe dem med at få adgang til flere finansieringskilder, samtidig med at der opretholdes en tilstrækkelig grad af gennemsigtighed, investorbeskyttelse og markedsintegritet.

Seneste gennemgang: 4. februar 2025