Hvad laver Rådet?
Et vigtigt beslutningstagende EU-forum
Rådet for Den Europæiske Union (ofte bare kaldet "Rådet") er et vigtigt beslutningstagende forum i EU. EU-Rådet er det forum, hvor ministrene fra de 27 EU-lande mødes for at forhandle og vedtage EU-lovgivning, koordinere politikker og træffe afgørelser.
EU-Rådets hovedopgave er at udarbejde EU-lovgivning. Rådet forhandler og vedtager – i de fleste tilfælde sammen med Europa-Parlamentet – EU-lovgivning på grundlag af forslag fra Europa-Kommissionen. Derfor omtales Rådet også som den ene af EU's "fælleslovgivere".
Rådets rolle: fem hovedopgaver
Forhandle og vedtage EU-lovgivning
Ministrene fra alle 27 EU-medlemsstater mødes i Rådet for at forhandle og derefter vedtage EU-lovgivning. Dette er deres hovedopgave i Rådet, når det fungerer som en af EU's to "fælleslovgivere".
I Rådet er det ministrenes opgave at samarbejde om at finde løsninger på fælles problemer på EU-plan. Det indebærer en vis grad af fleksibilitet og kompromisvilje, fordi de søger fælles løsninger, der giver fordele for både EU som helhed og for deres respektive lande.
De fleste af EU's lovgivningsforslag skal vedtages i fællesskab af EU's to fælleslovgivere: EU-Rådet og Europa-Parlamentet. Det betyder, at der for hvert forslag er flere forhandlingsspor, hvor Rådet deltager:
- ministrene drøfter deres synspunkter indbyrdes i Rådet og når frem til en "generel indstilling" (eller Rådets holdning)
- Rådet forhandler derefter med Europa-Parlamentet og Kommissionen
Når Rådet og Parlamentet hver især har godkendt den endelige tekst, er den lovgivningsmæssige retsakt vedtaget.
Vedtage af EU-budgettet
Rådet vedtager EU's årlige budget sammen med Europa-Parlamentet.
Budgetperioden dækker ét kalenderår. Budgettet vedtages som regel i november/december og løber fra 1. januar det følgende år.
EU's årlige budget er baseret på den flerårige finansielle ramme (FFR), som er et langsigtet budget, der normalt opstilles for syv år.
Koordinere medlemsstaternes politikker
Rådet koordinerer medlemsstaternes politikker på bestemte områder såsom økonomisk politik og beskæftigelse.
På andre områder som uddannelse, kultur, ungdom og sport, der er nationale kompetencer, vedtager Rådet EU's politikrammer og arbejdsplaner, som fastsætter prioriteterne for samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen.
Udforme EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
Rådet fastlægger og gennemfører EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på grundlag af retningslinjer fra Det Europæiske Råd. Dette omfatter EU's udviklingsbistand og humanitære bistand, forsvar og handel.
Sammen med Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik sikrer Rådet, at EU's optræden udadtil fremstår som en helhed og er sammenhængende og effektiv.
Indgå internationale aftaler
Rådet træffer den endelige afgørelse om indgåelse af EU's internationale aftaler med ikke-EU-lande og internationale organisationer. Der er primært tale om handelsaftaler.
Rådet giver et mandat og forhandlingsdirektiver til Kommissionen, som forhandler på EU's vegne. Ved forhandlingernes afslutning stemmer Rådet om at undertegne og indgå aftalen. Alle internationale aftaler, undtagen på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, kræver Europa-Parlamentets godkendelse.
Se også
Hvordan er arbejdet i Rådet tilrettelagt?
Rådets rolle i EU's beslutningstagning
Rådets samlinger kort fortalt
Seneste gennemgang: 23. februar 2026