- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 18. juli 2016 12.25
EUCAP Sahel Niger: missionen er forlænget, budgettet aftalt og mandatet ændret
18. juli 2016 forlængede Rådet mandatet for EUCAP Sahel Niger indtil 15. juli 2018 og nåede til enighed om et budget på 26,3 mio. € for perioden 16. juli 2016 til 15. juli 2017.
Rådet tilpassede desuden mandatet for missionen til også at støtte Nigers centrale og lokale myndigheder samt sikkerhedsstyrkerne i forbindelse med udarbejdelse af politikker, teknikker og procedurer for bedre at kontrollere og bekæmpe irregulær migration. Denne tilpasning sker efter oprettelsen af en permanent tilstedeværelse i ørkenregionen Agadez i det centrale Niger.
Niger står over for sikkerhedstrusler, bl.a. terrorisme og ulovlig handel med narkotika, våben og mennesker, især i det nordlige Agadez, og landet er også et stort regionalt transitcentrum for irregulær migration. I oktober 2015 fordoblede Rådet missionens årsbudget for at gøre det muligt at styrke operationen og kombinere det øgede engagement i Niamey med en permanent tilstedeværelse i Agadez. Denne tilstedeværelse er afgørende for at hjælpe de nigerske myndigheder med at forvalte grænserne, styre migrationen og støtte dem i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet.
EUCAP Sahel Niger blev lanceret i 2012 for at støtte kapacitetsopbygningen blandt de nigerske sikkerhedsaktører. Missionen yder rådgivning og uddannelse til støtte for Nigers myndigheder ved at styrke deres sikkerhedskapaciteter. Den bidrager til at udvikle en integreret, sammenhængende, varig og menneskerettighedsbaseret tilgang hos de forskellige nigerske sikkerhedsagenturer i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024