- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 19. juni 2017 09.40
Cyberangreb: EU klar til at reagere med en række foranstaltninger, herunder sanktioner
Rådet besluttede at udarbejde en ramme for EU's fælles diplomatiske reaktion på ondsindede cyberaktiviteter, en cyberdiplomatisk værktøjskasse.
EU anerkender, at cyberspace giver betydelige muligheder, men også løbende giver nye udfordringer for EU's optræden udadtil. EU er bekymret over statslige og ikkestatslige aktørers øgede evne og vilje til at forfølge deres mål gennem ondsindede cyberaktiviteter. Sådanne aktiviteter kan være i strid med folkeretten og give anledning til et fælles EU-svar. EU gentager, at lande ikke bevidst bør tillade, at deres område anvendes til internationale retsstridige handlinger ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi (IKT).
Rammen for en fælles diplomatisk EU-reaktion er en del af EU's strategi for cyberdiplomati, der bidrager til at forebygge konflikter, afbøde trusler mod cybersikkerheden og opnå større stabilitet i internationale forbindelser. Rammen forventes at fremme samarbejde, lette afværgelse af umiddelbare og langsigtede trusler og påvirke adfærden hos potentielle udøvere af ondsindede cyberaktiviteter på lang sigt.
EU's diplomatiske reaktion på skadelige cyberaktiviteter vil gøre fuld brug af foranstaltninger inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder om nødvendigt restriktive foranstaltninger. En fælles EU-reaktion på ondsindede cyberaktiviteter skal stå i rimeligt forhold til cyberaktivitetens omfang, størrelse, varighed, intensitet, kompleksitet, sofistikerede karakter og virkninger.
EU bekræfter på ny sit tilsagn om at bilægge internationale tvister i cyberspace med fredelige midler. I den forbindelse bør alle EU's diplomatiske bestræbelser først og fremmest tage sigte på at fremme sikkerhed og stabilitet i cyberspace via øget internationalt samarbejde og reducere risikoen for fejlfortolkning, eskalering og konflikt, som kan skyldes IKT-hændelser.
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024