Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 13. maj 2019 15.55

Forbindelserne mellem EU og Latinamerika og Caribien: Rådet vedtager konklusioner

13. maj 2019 vedtog Rådet konklusioner om EU's forbindelser med Latinamerika og Caribien efter den fælles meddelelse af 16. april 2019 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen om "Den Europæiske Union, Latinamerika og Caribien: En fælles indsats for en fælles fremtid".

Forbindelserne mellem EU og Latinamerika og Caribien (LAC) er blevet styrket betydeligt i løbet af det seneste årti. Alt i alt tegner EU og LAC sig for 25 % af verdens BNP og udgør en tredjedel af FN's medlemmer og næsten halvdelen af G20. De to regioners fælles indsats har været medvirkende til at opnå vigtige multilaterale aftaler såsom 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Addis Abeba-handlingsplanen og Parisaftalen.

Rådet noterede sig, at EU's og LAC's økonomierer blevet mere integrerede i det seneste årti, men at der er et enormt potentiale, der bør udnyttes. EU er fortsat den største investor i LAC-landene, og LAC-investeringerne i Europa er vokset betydeligt. Velstanden i EU og Latinamerika og Caribien er i stigende grad fælles og bør øges yderligere gennem større private investeringer og effektiv anvendelse af eksisterende handelsaftaler.

Rådet understregede, at LAC og EU er centrale partnere med fælles værdier og interesser, som bør arbejde endnu tættere sammen i den multilaterale ramme, navnlig i FN og i WTO, for at fremme demokrati, retsstatsprincippet, respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, vækst, beskæftigelse, investeringer, økonomiske muligheder og bæredygtig udvikling for at opbygge mere modstandsdygtige samfund, bevare og fremme fred og sikkerhed, multilateralisme og en regelbaseret international orden.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 24. januar 2025