Hvor får EU sin olie fra?
EU importerer næsten al sin råolie fra en række lande. I de seneste par år har EU erstattet størstedelen af sin import af russisk olie.
Hvorfor er EU nødt til at importere olie?
Olie tegner sig for en stor del af den energi, der forbruges i EU, men EU's medlemsstater har ingen store oliereserver. Det er årsagen til, at EU importerer næsten al sin råolie (ca. 97 % i 2024).
Selv om EU er ved at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer, er EU stadig stærkt afhængig af olieimport. I 2025 importerede EU ca. 435 mio. ton råolie til en værdi af over 212 mia. €.
De største leverandører af råolie i 2025
EU's tre største importpartnere i 2025 var USA, Kasakhstan og Norge, og alle tre tegnede sig for mellem 12 % og 15 % af EU's olieimport (målt på importerede mængder).
EU's fjerdestørste importpartner var Libyen med en andel på over 9 % efterfulgt af Saudi-Arabien (6,8 %) og Nigeria og Irak (begge med en andel på 5,8 %). Omkring 7 % af EU's olieimport i 2025 kom fra landene i Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC): Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Diagram, der efter mængde viser de lande, der eksporterede olie til EU i 2025, og hvor meget olie de eksporterede i millioner ton. Størstedelen af råolien kom fra USA (14,6 % af EU's olieimport målt på importerede mængder), Kasakhstan (12,8 %) og Norge (12,8 %). Ti andre lande tegnede sig hver især for mellem 10 % og 2 % af importen.
Målt på værdien af den importerede olie ligger USA øverst på listen med en endnu større andel (15,1 %) efterfulgt af Norge (14,4 %), Kasakhstan (12,7 %), Libyen (9 %) og Saudi-Arabien (6,5 %).
Et skift væk fra russisk olie
EU's vigtigste partnere inden for olieimport har ændret sig betydeligt i de seneste par år. Siden Ruslands omfattende invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har EU indført sanktioner mod Rusland for at mindske landets evne til at føre sin ulovlige angrebskrig.
Ruslands andel af EU's olieimport faldt fra 25,8 % i 2021 til 2,2 % i 2025. Dette blev hovedsagelig opvejet af stigende import fra USA, Norge og Kasakhstan.
Nedenstående diagram viser mængden af olie importeret af EU i millioner ton.
Søjlediagram, der viser EU's fem vigtigste partnere inden for olieimport, og hvor meget olie de eksporterede til EU i 2021, 2023 og 2025.
Importen fra Rusland faldt fra 114,4 mio. ton i 2021 til 9,7 mio. ton i 2025. Importen fra USA steg fra 37,1 mio. ton i 2021 til 63,5 mio. ton i 2025. Andre lande, der begyndte at eksportere mere olie til EU, omfatter Kasakhstan (35,2 mio. ton i 2021, 55,8 mio. ton i 2025) og Norge (40,2 mio. ton i 2021, 55,7 mio. ton i 2025).
Produktion af råolie i EU
Kun en minimal del af EU's olieforsyning stammer fra EU. Udvindingen af råolie i EU har været faldende i de seneste 20 år. I 2024 (det sidste år, der foreligger data for) producerede EU-landene 15,5 mio. ton råolie – svarende til blot 3,6 % af den samlede import.
De største olieproducenter i EU i 2024 var Italien (4,37 mio. ton), Danmark (2,96 mio. ton) og Rumænien (2,76 mio. ton) efterfulgt af Tyskland (1,6 mio. ton) og Ungarn (1 mio. ton).
EU er stærkt afhængig af tredjelande med hensyn til udvinding af råolie, men har en stor raffineringssektor. Den råolie, der importeres til EU, forarbejdes i raffinaderier i EU med henblik på fremstilling af olieprodukter, bl.a. forskellige typer brændstof til biler, fly og skibe.
I 2024 producerede raffinaderierne i EU 543,7 mio. ton olieprodukter. Den største producent af olieprodukter var Tyskland efterfulgt af Italien, Spanien og Nederlandene.
Forbrug af olie og olieprodukter efter sektor
Næsten to tredjedele af olien anvendes til transport – primært i vejtransportsektoren, som tegnede sig for 47,7 % af EU's olieforbrug i 2024. Andre sektorer, der anvender betydelige mængder olie, er lufttransport-, vandtransport- og industrisektoren.
Industrisektoren anvender olie både som energikilde og til ikkeenergimæssige formål, f.eks. til fremstilling af produkter som asfalt til vejbelægninger, plast og dæk.
Cirkeldiagram, der viser andelen af forbruget af olie og olieprodukter efter sektor i EU i 2024.
- Vejtransport: 47,7 %
- Lufttransport: 9,2 %
- Vandtransport: 8,4 %
- Industri- og energisektoren: 21,6 %
- Husholdninger: 4,6 %
- Andre anvendelser: 8,4 %
Se også
Hvor kommer EU's gas fra?
EU's sanktioner mod Rusland: spørgsmål og svar
Grønnere transport
Seneste gennemgang: 17. april 2026