Skip to content

Hvor kommer EU's gas fra?

EU importerer det meste af sin naturgas. I de seneste år har EU's medlemsstater mindsket deres afhængighed af russisk gas og erstattet den med øget import fra Norge, USA og Algeriet.

Et skift væk fra russisk gas

I de seneste år har Den Europæiske Union mærkbart reduceret sin afhængighed af russiske fossile brændstoffer efter Ruslands uberettigede og uprovokerede invasion af Ukraine og brug af energi som våben.

Diversificering er en langvarig og bekostelig proces, der kræver investeringer i infrastruktur, f.eks. bygning af nye rørledninger og LNG-terminaler. EU og dets medlemslande handler imidlertid hurtigt.

Ruslands andel af EU's import af rørledningsgas faldt fra omkring 40 % i 2021 til omkring 6 % i 2025. For rørledningsgas og LNG tilsammen tegnede Rusland sig for omkring 12 % af EU's samlede gasimport i 2025.

I januar 2026 vedtog Rådet en forordning om forbud mod import af både LNG- og rørledningsgas fra Rusland fra 18. marts 2026 med overgangsperioder for eksisterende kontrakter. Ved udgangen af 2027 vil al import af russisk gas være forbudt.

Dette skift væk fra russisk gas er muligt hovedsagelig takket være en kraftig stigning i LNG-importen fra andre lande og en samlet reduktion af gasforbruget i EU.

Diagrammet nedenfor viser mængden af gas importeret af EU i mia. kubikmeter.

Tekstudgave

Søjlediagram, der sammenligner gasforsyningen til EU fra de vigtigste partnere i 2021, 2023 og 2025.

Importen fra Rusland faldt fra over 150 mia. kubikmeter (mia. m³) i 2021 til 36 mia. m³ i 2025. Dette blev hovedsagelig opvejet af stigende import fra andre partnere. Importen fra Norge steg fra 79,5 mia. m³ i 2021 til 89,3 mia. m³ i 2025. Importen fra USA steg fra 18,9 mia. m³ i 2021 til 75,6 mia. m³ i 2025.

Kilde: Europa-Kommissionens beregning baseret på LSEG (Refinitiv) og ENTSOG

De største gasleverandører i 2025

Norge var den største leverandør af gas til EU i 2025 med næsten en tredjedel al gasimport.

Andre leverandører omfattede USA, Algeriet, Det Forenede Kongerige, Aserbajdsjan og Rusland.

Tekstudgave

Trædiagram, der viser markedsandele og -værdier (i mia. kubikmeter) for forskellige gasleverandører til EU i 2025.

  • Norge: 30,9 % – 89,3 mia. m³
  • USA: 26,2 % – 75,6 mia. m³
  • Nordafrika: 12,7 % – 36,7 mia. m³
  • Rusland: 12,5 % – 36 mia. m³
  • Det Forenede Kongerige: 4,4 % – 12,8 mia. m³
  • Aserbajdsjan: 3,9 % – 11,3 mia. m³
  • Qatar: 3,7 % – 10,6 mia. m³
  • Andre: 5,7 % – 16,4 mia. m³

Kilde: Europa-Kommissionens beregning baseret på LSEG (Refinitiv) og ENTSOG

Stigende LNG-import

Ifølge data fra Bruegel importerede EU over 140 mia. kubikmeter (mia. m³) LNG i 2025.

USA var EU's største LNG-leverandør og stod for næsten 58 % af den samlede import. Importen fra USA tredobledes mellem 2021 og 2025.

De største LNG-importører i EU er:

  • Frankrig
  • Spanien
  • Italien
  • Nederlandene
  • Belgien

En del af denne LNG-import reeksporteres til andre lande.

Hvorfor er gas så vigtig for EU og for europæerne?

Gas anvendes primært til elproduktion, boligopvarmning og industrielle processer. Ca. 30 % af husholdningerne i EU opvarmes ved hjælp af gas. EU's efterspørgsel efter naturgas faldt med over 19 % mellem 2021 og 2024.

Gasforbrug i EU

Tekstudgave

Lagkagediagram, der viser, hvordan gas anvendes i EU. Omkring 30 % anvendes til el- og varmeproduktion, næsten 25 % anvendes af husholdninger, 25 % anvendes af industrien, og 11 % anvendes af servicesektoren. Anden energianvendelse og anvendelse, der ikke er til energi, udgør omkring 9 %.

Se også

En kilowatt-timemåler med en grøn pil nedad og symboler, der repræsenterer parametre for energiforbrug som euro, kubikmeter, gigawatt-timer og procentdele.
Sådan reagerede EU på energikrisen i 2022?

Sådan reagerede EU på energikrisen i 2022?

Et rørledningssystem med forskellige punkter, der er afmærket langs med det. Til højre er der en afkoblet ventil med et symbol for Ruslands flag.
Et stop for importen af russisk energi

Et stop for importen af russisk energi

Kort over infrastruktur til import af flydende naturgas (LNG) i EU-lande.
Infrastruktur til flydende naturgas i EU

Infrastruktur til flydende naturgas i EU

Seneste gennemgang: 13. april 2026