Global Gateway
Global Gateway er EU's strategi for mobilisering af offentlige og private investeringer på verdensplan mellem 2021 og 2027.
EU-investeringer på verdensplan
Global Gateway er en overordnet betegnelse for den EU-strategi, der er oprettet for at fremme intelligente, rene og sikre forbindelser i den digitale sektor og energi- og transportsektoren og styrke sundheds-, uddannelses- og forskningssystemerne i hele verden.
EU's oprindelige mål var at mobilisere op til 300 mia. € i investeringer på verdensplan mellem 2021 og 2027. Kommissionen meddelte i oktober 2025, at dette mål var nået, og fastsatte et nyt mål om senest i 2027 at mobilisere 400 mia. € i investeringer.
Principper og værdier
Der er seks centrale principper, som udgør kernen i Global Gateway og er retningsgivende for investeringerne:
demokratiske værdier og høje standarder
god forvaltning og gennemsigtighed
ligeværdige partnerskaber
grøn og ren
sikkerhedsfokuseret
mobilisering af investeringer fra den private sektor
Global Gateway er EU's bidrag til at mindske den globale investeringskløft på verdensplan. Det er i tråd med:
- Verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'er)
- Parisaftalen om klimaændringer
Gennem Global Gateway samarbejder EU med G7 via partnerskabet for global infrastruktur og investeringer (PGII).
For at støtte partnerlandene er EU afhængigt af en række finansielle og budgetmæssige værktøjer under instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa (NDICI). Et vigtigt element i denne ramme er garantien for foranstaltninger udadtil, der bidrager til at mobilisere offentlige og private investeringer og samtidig mindske de finansielle risici og er et centralt gennemførelsesværktøj for Global Gateway-projekter.
30. marts 2026 vedtog Rådet målrettede ændringer for at øge effektiviteten af garantien for foranstaltninger udadtil. De ajourførte regler vil forenkle nogle af procedurerne og give mulighed for en mere fleksibel anvendelse af ressourcer og dermed styrke EU's kapacitet til at:
- støtte investeringer og samtidig sikre en bedre styring af finansielle risici
- fungere som en pålidelig og strategisk global partner
Flagskibsprojekter
I december 2025 godkendte EU's medlemsstater listen over flagskibsprojekter for 2026, som omfatter 256 initiativer.
De projekter, som EU-medlemsstaternes ambassadører har udvalgt som flagskibe, er fremtrædende eksempler på Global Gateway-resultater inden for det digitale område, klima og energi, transport, sundhed, uddannelse og forskning.
Dette udvalg af centrale initiativer viser den omfattende støtte, som EU og dets medlemsstater tilbyder partnere i hele verden, og fremhæver de sektorer, hvor aktiviteterne gennemføres, samt de berørte lande og regioner. Derved bidrager de også til at styrke EU's strategiske partnerskaber og fremme fælles interesser.
I modsætning til tidligere år bliver der ikke tilføjet nye projekter til listen for 2026. Listen konsoliderer og strømliner i stedet den eksisterende portefølje af flagskibsprojekter for bedre at kunne vise, hvilken indvirkning Global Gateway har, og fremme et mere effektivt tilsyn med fremskridtene hermed.
Flagskibslisten er ikke udtømmende i forbindelse med alle projekter og aktiviteter under Global Gateway, men skal fungere som et redskab for EU og dets medlemsstater til at fremme strategisk kommunikation og synlighed i EU's samarbejde med sine partnere og give lokalsamfundene håndgribelige fordele.
Udvælgelsen foretages i overensstemmelse med Global Gateway-styringen og tager hensyn til input fra Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og medlemsstaterne. Når et projekt er tilføjet til listen, er det et flagskibsprojekt, indtil det er afsluttet.
I juni 2026 vedtog Rådet konklusioner om Global Gateway og bekræftede strategien som EU's globale investeringsstrategi til opbygning af gensidigt fordelagtige partnerskaber og mobilisering af offentlige og private midler for at slå bro over den globale investeringskløft. Rådet understreger også sit tilsagn om at fremme Global Gateway som et centralt element i EU's optræden udadtil.
Seneste gennemgang: 15. juni 2026