- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 26. oktober 2015 00.00
Burundi: EU ønsker at indlede konsultationer inden for rammerne af artikel 96 i Cotonouaftalen
Rådet har godkendt et udkast til skrivelse med en opfordring til Burundi om at indlede konsultationer i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 96 i partnerskabsaftalen mellem EU og AVS i tilfælde af manglende overholdelse af de væsentlige elementer i aftalen, der vedrører menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstaten. Formålet med konsultationerne er at nå frem til en løsning, der er acceptabel for parterne, ved at identificere de foranstaltninger, der skal træffes for at afhjælpe den manglende overholdelse af aftalen.
EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik har erklæret: "Situationen i Burundi er fortsat meget bekymrende. Vores konsultationer bør også bidrage til Den Afrikanske Unions og regionens bestræbelser på at indlede en dialog internt i Burundi, så der kan opnås konsensus med henblik på at finde en løsning på krisen i landet. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan bevare freden og konsolidere demokratiet og retsstaten i Burundi. For nogle dage siden i Addis Abeba blev jeg enig med Nkosazana Dlamini-Zuma, formanden for Kommissionen for Den Afrikanske Union, om, at vi skal arbejde tæt sammen for at nå dette mål."
Kommissæren med ansvar for internationalt samarbejde og udvikling, Neven Mimica, tilføjede: "EU er – og forbliver – en fast støtte for den burundiske befolkning i denne krise, der allerede har kostet flere end 120 menneskeliv og tusinder af sårede og har tvunget flere end 190 000 mennesker til at flygte til nabolandene. Vores solidaritet med Burundis befolkning, der er yderligere svækket af krisen, er intakt."
Indledningen af konsultationer inden for Cotonouaftalens rammer er et led i EU's indsats til støtte for bestræbelserne fra det internationale samfunds side, navnlig Det Østafrikanske Fællesskab og Den Afrikanske Union, på at nå frem til en varig politisk løsning gennem en dialog internt i Burundi, hvori alle de parter i og uden for landet, der arbejder for at støtte en politisk proces, bør have mulighed for at deltage. Det er afgørende, at denne dialog, der bygger på principperne i Arushaaftalen for fred, finder sted så hurtigt som muligt i Kampala eller i Addis Abeba.
Situationen i Burundi blev forværret i tiden op til parlaments- og præsidentvalgene i juni og juli. Før valgene havde EU intensiveret den politiske dialog med Burundi, som blev ført i henhold til artikel 8 i Cotonouaftalen med det formål at bidrage til at skabe politisk konsensus om valgprocessen og indføre pålidelige og gennemsigtige betingelser.
EU har gentagne gange appelleret til alle parter om at afstå fra voldshandlinger og om at fordømme dem. 1. oktober vedtog EU-Rådet rejserestriktioner og indefrysning af aktiver for fire personer, hvis handlinger undergraver demokratiet eller hæmmer bestræbelserne på at finde en politisk løsning på den nuværende krise i Burundi. Trods dette har manglen på fremskridt i bestræbelserne på at finde en politisk løsning på krisen ført til en optrapning af volden.
I artikel 96 i Cotonouaftalen er det fastsat, at konsultationer indledes 30 dage efter opfordringen. Det foreslås, at disse konsultationer holdes i Bruxelles på en dato, som skal aftales med de burundiske myndigheder.
- Skrivelse til myndighederne i Burundi
- Burundi: EU vedtager sanktioner mod 4 personer
- Meddelelse fra gruppen af særlige udsendinge for De Store Søers område om situationen i Burundi af 28. august 2015
- Declaration by High Representative Federica Mogherini on behalf of the European Union following the presidential election in Burundi, 23 July 2015
- Council conclusions on Burundi, 22 June 2015
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024