- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 17. maj 2016 10.25
Dyreavl: Rådet vedtager forbedrede regler
Rådet vedtog 17. maj 2016 nye regler om betingelser for avl, handel med og indførsel til EU af avlsdyr og reproduktionsmateriale herfra og bekræftede dermed den enighed, der blev opnået med Europa-Parlamentet i december 2015.
En mere omfattende samlet lovramme
Den tidligere EU-lovgivning på området var organiseret efter art, mens de nye regler i form af en forordning vil give et enkelt og strømlinet korpus af bestemmelser for kvæg, svin, får, geder og heste, der også tager hensyn til de særlige forhold i hesteavlssektoren. De reviderede regler regulerer forskellige aspekter, bl.a. anerkendelse af organisationer, der udfører avlsaktiviteter, godkendelse af deres programmer, opførelse af dyr i stambøger og registre, individafprøvning og avlsværdivurdering samt indholdet af zootekniske certifikater.
Den nye forordning vil også indeholde bestemmelser om gennemførelse af offentlig kontrol, som er skræddersyet til dyreavlssektoren.
Forbedring af det indre markeds funktion og handelen
De nye regler skal sikre, at der ikke opstår hindringer for samhandelen som følge af den nationale gennemførelse af EU-lovgivning, og de skal overvinde eksisterende problemer og ubegrundede begrænsninger i godkendte raceforeningers aktiviteter på tværs af grænserne.
Bevarelse af dyregenetiske ressourcer og udryddelsestruede racer
Dyreavlsforordningen vil bidrage til bevarelsen af værdifulde dyregenetiske ressourcer, beskyttelsen af biodiversiteten og fremstillingen af traditionelle regionale kvalitetsprodukter.
Hvordan? Hvis et avlsprogram risikerer at bringe en race i fare, vil de nationale myndigheder kunne nægte at godkende det. I tilfælde af en allerede udryddelsestruet race vil de nationale myndigheder endda midlertidigt kunne gennemføre et avlsprogram for den pågældende race for at garantere dens bevarelse.
Endelig fastsætter forordningen også specifikke regler for genoprettelse af racer, der er forsvundet eller er i alvorlig fare for at forsvinde.
Næste skridt
Forordningen træder i kraft midt i 2016 og finder anvendelse fra andet halvår af 2018.
Pressekontakter
-
Miruna Georgescu Press officer
- +32 471 33 53 34
- +32 2 281 47 70
- @miru_georgescu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024