- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 14. november 2018 11.20
Bedre sikkerhed for ID-dokumenter: Rådet fastlægger sin holdning
EU indfører strammere sikkerhed for ID-kort med henblik på at mindske identitetssvig. EU-ambassadørerne blev på dagens møde enige om Rådets holdning til et forslag til forordning, der skal styrke sikkerheden ved EU-borgeres identitetskort og ved opholdsdokumenter, der udstedes til EU-borgere og deres familiemedlemmer, som ikke er EU-borgere.
De foreslåede nye regler vil forbedre sikkerheden ved disse dokumenter ved at indføre minimumsstandarder, både hvad angår de oplysninger, der er indeholdt i dem, og ved de sikkerhedselementer, der er fælles for alle de EU-lande, der udsteder dem.
Sikring af identitetsdokumenter er et vigtigt redskab i bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet. Sikrere dokumenter gør det sværere at begå dokumentfalsk og identitetstyveri. Herbert Kickl, Østrigs indenrigsminister
Med dette mandat vil formandskabet for Rådet indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet, når Parlamentet har fastlagt sin holdning.
Sikkerhedsstandarder for ID-kort
I henhold til de foreslåede nye regler skal identitetskort udformes i et ensartet kreditkortformat (ID-1), indeholde et maskinlæsbart område og følge ICAO's (Organisationen for International Civil Luftfart) minimumssikkerhedsstandarder. De skal også indeholde et ansigtsbillede af kortindehaveren og to fingeraftryk, der lagres i et digitalt format, på en kontaktløs chip.
Identitetskort skal have en maksimal gyldighedsperiode på 10 år. EU-landene kan udstede ID-kort med længere gyldighedsperiode for personer, der er 70 år og derover. Hvis der udstedes ID-kort til børn under 12 år, skal de have en maksimal gyldighedsperiode på 5 år.
Udfasning af gamle ID-kort
I henhold til forhandlingsmandatet træder de nye regler i kraft 2 år efter vedtagelsen, hvilket betyder, at alle nye dokumenter, der udstedes efter denne dato, skal opfylde de nye kriterier.
Generelt vil eksisterende identitetskort, som ikke opfylder kravene, ophøre med at være gyldige 10 år efter datoen for anvendelsen af de nye regler, eller når de udløber, alt efter hvilken af disse datoer der er den tidligste. ID-kort, der er udstedt til borgere, der er 70 år eller derover, forbliver gyldige indtil deres udløbsdato, forudsat at de overholder sikkerhedsstandarderne og har et maskinlæsbart område.
De mindst sikre kort, som ikke overholder minimumssikkerhedsstandarderne, eller som ikke har et maskinlæsbart område, udløber inden for 5 år.
Opholdsdokumenter
De foreslåede regler specificerer desuden, hvilke minimumsoplysninger der skal fremgå af opholdsdokumenter udstedt til EU-borgere, og harmoniserer formatet og andre specifikationer for opholdskort udstedt til familiemedlemmer, som ikke er EU-borgere.
Baggrund
I de seneste år er der indført fælles EU-sikkerhedsstandarder for identitets- og rejsedokumenter, bl.a. pas, visa og opholdstilladelser til ikke-EU-borgere. I henhold til de eksisterende regler er der dog stadig stor forskel på sikkerhedsniveauet for de nationale ID-kort og opholdsdokumenter for EU-borgere og deres familiemedlemmer, hvilket forøger risikoen for dokumentfalsk.
De nye regler er fastlagt i et udkast til forordning, som Kommissionen forelagde 17. april 2018.
De foreslåede regler kræver ikke, at EU-landene indfører identitetskort eller opholdsdokumenter, hvis det ikke er fastsat i national ret.
-
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog:
Pressekontakter
-
Laura Bérard Press officer
- +32 471 33 09 49
- +32 2 281 57 95
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024