Skip to content

Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning)

Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) (herefter "Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen") fremmer fair skattekonkurrence og overvåger potentielt skadelige skattetiltag, både i og uden for EU.

Rolle

Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen arbejder på at afdække, vurdere og mindske skadelig skattepraksis og bidrager til at fremme fair skattekonkurrence i og uden for EU.

Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen gennemfører de regler og principper, der er fastsat i adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning, som er et politisk tilsagn om at begrænse skadelige skattetiltag (dvs. tiltag, der giver et lavere beskatningsniveau end det, der gælder generelt).

Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen udfører også grundarbejdet til den halvårlige revision af EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, som EU's finansministre er nået til enighed om. Med henblik herpå foretager gruppen vurderinger af jurisdiktioner uden for EU på grundlag af aftalte screeningskriterier og geografisk anvendelsesområde. Europa-Kommissionens tjenestegrene bistår gruppen med at udføre det nødvendige tekniske forberedende arbejde.

Sammensætning og møder

Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen består af højtstående repræsentanter fra EU's medlemsstater og Europa-Kommissionen.

Dens formand er en højtstående repræsentant fra en medlemsstat, der har et mandat på to år og bistås af Generalsekretariatet for Rådet.

Tina Humar blev valgt til formand for Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen 21. maj 2026.Hendes embedsperiode begyndte 21. maj 2026 og varer to år.

Retsgrundlag

Adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning blev godkendt 1. december 1997 ved en resolution vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning. Resolutionens punkt H indeholder en bestemmelse om at nedsætte Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen.

Rådets konklusioner af 9. marts 1998 bekræfter nedsættelsen af Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen og fastsætter dens forretningsorden.

8. november 2022 godkendte Rådet resolutionen vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer om en revideret adfærdskodeks for erhvervsbeskatning, der udvider dens anvendelsesområde til ikke kun at omfatte skattebegunstigelsesforanstaltninger, men også "alment gældende skatteelementer".

Seneste gennemgang: 22. maj 2026