Skip to content

Opioider: en ny narkotikatrussel for Europa

Den øgede fremstilling og brug af stærkt vanedannende syntetiske opioider er en global udfordring. EU gør en indsats for at dæmme op for dette globale samfundsproblem.

Hvad er opioider?

Opioider er en kategori af stoffer, der omfatter både receptpligtige lægemidler, som ofte anvendes til smertebehandling, og ulovlige stoffer. Opioider udvindes af opiumvalmueplanten (naturlige opioider) eller syntetiseres i laboratorier (syntetiske opioider).

En buket valmuer i sort og hvid og en enkelt rød valmue og en valmuekapsel skåret i to, der viser frøene.

Et mindre fald i brugen af ikkesyntetiske opioider

  • heroin
  • morfin
  • opium
En hånd med nogle piller og en væltet flaske med piller, der ligger spredt ud – forskellige syntetiske opioider.

En stigning i brugen af syntetiske opioider

  • benzimidazolopioider (nitazener)
  • buprenorphin
  • fentanylderivater
  • oxycodon på recept
  • methadon
  • tramadol

EU's detailmarked for heroin anslås at være mindst 5,2 mia. € værd på årsbasis. Mængden af beslaglagt heroin i EU's medlemsstater blev mere end fordoblet i 2021 til 9,5 ton – den største mængde i 20 år – og store individuelle forsendelser blev opdaget i søhavne.

Det anslås, at der findes 1 million højrisikobrugere af opioider i EU. Heroin er det mest almindeligt anvendte ulovlige opioid, men der findes også andre syntetiske opioider på det illegale marked.

Fentanyl og derivater heraf er stadig et nichestof de fleste steder, men de findes i stigende grad på EU's opioidmarked.

Opioider er stadig de stoffer, der hyppigst er involveret i forgiftningsdødsfald, typisk kombineret med andre stoffer. Opioider, bl.a. heroin og metabolitter heraf, blev sammen med andre stoffer anslået til at forekomme i tre fjerdedele (74 %) af mindst 6 166 indberettede overdoser med dødelig udgang i EU i 2021. Selv en lille mængde kan føre til en overdosis.

A stylised illustration showing a cannabis leaf, a scattered pile of various pills and capsules, and a syringe against a pale yellow background, representing different types of drugs.
EU drugs policy

EU drugs policy

Den stigende brug af syntetiske opioider

I EU stiger bekymringen over brugen af syntetiske opioider, en krise, som er skyllet ind over USA de seneste 10 år. Fentanyl er blevet den primære årsag til opioidrelaterede overdoser i Nordamerika. Europa har oplevet en støt stigning i brugen af receptpligtige opioider i de seneste ti år, primært som følge af en stigende mængde:

  • tramadol
  • fentanyl
  • oxycodon på recept

Det europæiske opioidlandskab bliver stadig mere komplekst og er præget af forekomsten af misbrug af lægemidler, der misbruges, internationalt kontrollerede stoffer og nye meget potente syntetiske opioider.

Fra 2009 til 2022 er der kommet i alt 74 nye opioider på det europæiske narkotikamarked. EU's system for tidlig varsling rapporterede officielt om endnu et nyt syntetisk opioid i 2022 og tre i de første fire måneder af 2023.

I de seneste fem år er der sket en markant ændring i typen af opioider, der indberettes til EU's system for tidlig varsling af nye psykoaktive stoffer. Meget potente benzimidazolopioider, især nitazen, har afløst fentanylderivater.

Nye syntetiske opioider, der kommer ind på markedet hvert år

Søjlediagrammet nedenfor viser ændringen i typen af syntetiske opioider, der blev indberettet via EU's system for tidlig varsling i perioden 2009-2022.

Tekstudgave

Der er kommet 74 nye opioider på det europæiske narkotikamarked.

Benzimidazolopioider, især nitazen, har afløst fentanylderivater.

Handel med opioider og illegale markeder

Vejledende ruter for heroinhandel

Kort over handel med opioider og salgsruter i EU.
  • Balkanruten – anses historisk set for at være den vigtigste etablerede handelsrute til Europa fra Afghanistan via Iran og Pakistan til Tyrkiet og derefter gennem Bulgarien og Grækenland eller over Middelhavet
  • Den sydlige rute – gennem Iran eller Pakistan, enten via den østafrikanske kyst eller Den Arabiske Halvø, til Europa
  • Kaukasusruten – fra Afghanistan gennem Iran til Armenien eller Aserbajdsjan til Georgien og derefter over Sortehavet til Bulgarien, Rumænien eller Ukraine
  • Den nordlige rute – fra Afghanistan til Tadsjikistan og derefter gennem Kirgisistan eller Usbekistan til Kasakhstan, videre til Rusland og Ukraine og derefter til EU's medlemsstater (især de baltiske lande og Polen)

Siden slutningen af 2021 er der i Europa politisk og sikkerhedsmæssigt sket to ting, som har haft indvirkning på opiumproduktionen og ulovlig handel hermed:

  • den afghanske regerings sammenbrud og Talebans efterfølgende magtovertagelse i august 2021 påvirkede sammen med det forbud mod opiumdyrkning, der blev varslet i april 2022, opiumproduktionen i Afghanistan, hvilket igen har påvirket tilgængeligheden af heroin på markedet i EU.
  • Ruslands uprovokerede, uberettigede og ulovlige militære aggression mod Ukraine, som begyndte i februar 2022, har forstyrret ruterne for heroinhandel gennem Centralasien, Kaukasus og Sortehavet, hvilket har påvirket strømmen af heroin til markedet i EU.

Den mulige forsyningsknaphed som følge af disse to begivenheder kan betyde, at flere kriminelle går over til at producere syntetiske opioider, som f.eks. fentanyl, og det er dystre udsigter for personer med misbrugsrelaterede lidelser, som kan ty til disse alternativer i mangel af heroin.

EU's indsats for at imødegå narkotikatrusler

EU's vigtigste mål er at udpege og slå ned på de kriminelle netværk, der er involveret i narkotikahandel, bl.a. handel med og distribution af cannabis, kokain, heroin, syntetiske stoffer og nye psykoaktive stoffer.

Den europæiske tværfaglige platform mod kriminalitetstrusler (EMPACT) er et tværfagligt, efterretningsbaseret og evidensbaseret EU-initiativ, der skal bekæmpe mange kriminelle aktiviteter, og bl.a. narkotikahandel.

Kollage af ikoner, der symboliserer narkotika og kriminalitet

Bekæmpelse af ulovlig produktion og dyrkning af narkotika

EU og dets medlemsstater er også i gang med at gennemføre EU's narkotikastrategi og -handlingsplan 2021-2025, som skal reducere udbuddet af og efterspørgslen efter narkotika og imødegå narkotikarelaterede skader.

I juli 2023 godkendte Rådet Kommissionens deltagelse på EU's vegne i den amerikanskledede globale koalition til håndtering af farerne ved syntetiske stoffer, som har til formål at oplyse omverdenen om behovet for at imødegå de trusler mod folkesundheden og sikkerheden, som syntetiske stoffer udgør.

Beskyttelse af havne mod narkotikahandel

Havne spiller en afgørende rolle for handelen i EU og håndterer 75 % af EU's udenrigshandelsvolumen og 31 % af den interne handelsvolumen. Havnene er blevet et vigtigt mål for narkotikasmugling og farlige kriminelle netværks udnyttelse heraf.

Udbud af heroin

Betydelige mængder heroin kommer ind i EU via en række indgangssteder med fleksible og flydende narkotikaruter. De kriminelle netværk er fleksible og kombinerer narkotikaruterne og skifter mellem forskellige former for transport af heroinforsendelserne ved omladningssteder.

Eksempler på store beslaglæggelser af heroin i EU-havne

Hold markøren over eller klik på pilene på kortet nedenfor for at se mængden af beslaglagt heroin fra 2019 til 2022 og ruterne.

Tekstudgave

Højeste:

Nederlandene: 4 539 kg heroin

Laveste:

Kroatien: 220 kg heroin

Udbud af syntetiske opioider

Det illegale marked for syntetiske opioider i EU omfatter medicinske opioider, der oprindeligt var beregnet til terapeutisk brug, og en bred vifte af ulovligt fremstillede syntetiske opioider.

Ulovlig produktion af syntetiske opioider i Europa er stadig sjælden. Disse stoffer fremstilles uden for EU og infiltrerer de europæiske markeder via centrale logistiske knudepunkter. Det er særlig vanskeligt at afsløre syntetiske opioider, da de kan forekomme i meget små mængder i andre stoffer, som kan undslippe de rutinemæssige analysemetoder, der anvendes på kriminaltekniske laboratorier.

Et offentlig-privat partnerskab for den europæiske havnealliance

I januar 2024 blev der under det belgiske formandskab lanceret et offentlig-privat partnerskab for den europæiske havnealliance. Målet er at samle centrale aktører i udformningen af strategier, der skal beskytte havnene mod narkotikahandel og kriminel infiltration som led i EU-køreplanen for bekæmpelse af narkotikahandel og organiseret kriminalitet.

Køreplanen blev vedtaget af Kommissionen i oktober 2023 og indeholder 17 konkrete og målrettede tiltag på 4 prioriterede områder. Det belgiske formandskab prioriterede 10 tiltag i løbet af sin mandatperiode og arbejdede på gennemførelsen heraf. Det drejer sig bl.a. om:

Piktogram af en grænseovergang, og en hånd, der angiver stop.

bekæmpelse af store narkotikarelaterede organiserede kriminelle grupper ved brug af logistiske knudepunkter og, mere specifikt, store havne

Piktogram af et håndtryk og en globus i baggrunden.

oprettelse af et netværk af anklagere med speciale i bekæmpelse af narkotikahandel inden for Eurojust-strukturen

Seneste gennemgang: 29. juli 2025