- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 26. maj 2015 20.30
EU-budgettet: efterslæb af ubetalte regninger på vej til at blive afviklet
26. maj 2015 deltog Rådet i et møde med Europa-Parlamentet og Kommissionen for at drøfte spørgsmålet om udestående regninger i EU’s budget. Rådet og Europa-Parlamentet noterede sig, at Kommissionen forudser, at efterslæbet af udestående betalingsanmodninger for samhørighedsprogrammerne for 2007-2013 kan blive reduceret til ca. 2 mia. EUR ved udgangen af 2016. Ved udgangen af 2014 nåede efterslæbet af udestående betalingsanmodninger for programmerne under samhørighedspolitikken for 2007-2013 et højdepunkt på 24,7 mia. EUR.
Medvirkende årsager til afviklingen
De vanskelige beslutninger, der er truffet af de to grene af EU’s budgetmyndighed, har bidraget til at stabilisere og nedbringe efterslæbet. I 2013 godkendte Rådet og Parlamentet således en stigning i betalingerne på ca. 11,8 mia. EUR. Ved udgangen af sidste år enedes de to grene af EU’s budgetmyndighed om at forhøje betalingerne i EU-budgettet for 2014 og mobilisere margenen til uforudsete udgifter med henblik på at tackle det hidtil usete niveau for ubetalte regninger. Den forventede reduktion i efterslæbet skyldes også, at der i løbet af de kommende måneder forventes en betydelig nedgang i betalingsanmodningerne i forbindelse med samhørighedsprogrammerne for 2007-2013 i takt med, at programmerne afsluttes.
System for tidlig varsling
Det interinstitutionelle møde noterede sig et udkast til en fælles erklæring om en betalingsplan for 2015-2016, som det lettiske formandskab og repræsentanter for Europa-Parlamentet og Kommissionen nåede til enighed om 19. maj 2015 Udkastet til den fælles erklæring indeholder et tilsagn fra de to grene af EU’s budgetmyndighed om at afvikle det uholdbare efterslæb af udestående betalingsanmodninger for samhørighedsprogrammerne for 2007-2013 og desuden undgå en lignende ophobning af efterslæb i fremtiden. Kommissionen opfordres til nøje at kontrollere gennemførelsen af programmerne for 2014-2020 og oprette et system for tidlig varsling.
Baggrund
Udkastet til den fælles erklæring om en betalingsplan er et resultat af den pakkeaftale, der blev indgået i december 2014 om en række forslag til ændringsbudget for 2014 og EU’s budget for 2015. Som led i denne pakke forpligtede Rådet, Parlamentet og Kommissionen sig til at nå til enighed om en betalingsplan for at reducere antallet af ubetalte regninger, inden Kommissionen forelægger sit budgetforslag for 2016.
Næste skridt
Udkastet til den fælles erklæring vil blive forelagt for De Faste Repræsentanters Komité 27. maj, og godkendelsen fra EU’s finansministre er berammet til 19. juni. Kommissionen forelægger sit budgetforslag for 2016 27. maj.
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024