- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 2. december 2016 12.40
Engrosroamning: Rådet parat til forhandlinger med EP
2. december 2016 vedtog Rådet en generel indstilling om nye regler for engrosroamingmarkeder og baner dermed vejen for afskaffelse af roaminggebyrer for forbrugerne i 2017. Den tekst, der er opnået enighed om, er udgangspunktet for forhandlinger med Europa-Parlamentet. Rådet støtter en hurtig aftale, så roaminggebyrerne som aftalt kan afskaffes i juni 2017.
Udkastet til forordning sætter grænser for, hvad operatørerne må opkræve hos hinanden for brug af deres net til at udbyde roamingtjenester. Disse lofter omfatter opkald, SMS-beskeder og dataforbrug.
Målet er at fastsætte lofterne på et niveau, der vil bidrage til at gøre afskaffelsen af roamingtakster bæredygtig i hele EU, selv om mobiltelefonbrug, rejsemønstre og prisniveauer varierer meget mellem medlemsstaterne. For at opnå dette tager de nye regler sigte på, at bevare incitamenter til at investere i netværk og undgå at fordreje konkurrencen på både indenlandske og besøgte markeder.
"Hvem vil ikke gerne forblive opkoblet og kunne kommunikere, når de rejser eller er på ferie? Afskaffelse af roamingtakster er i manges øjne Unionens mest konkrete resultat. Det er derfor yderst vigtigt, at vi opfylder borgernes forventninger. Jeg glæder mig i dag over Rådets hurtige beslutning om at blive enige om engrosroaminglofter med henblik på forhandlinger med Europa-Parlamentet og virkeliggørelse af roam like home næste år."
Arpád Érsek, slovakisk minister for transport, byggeri og regionaludvikling og formand for Rådet
Engrosprislofter
Med hensyn til lofter for data indfører den generelle indstilling en gradvis nedsættelse med en maksimal takst, der starter på 0,01 €/MB i midten af 2017, og falder gradvis til 0,005 €/MB i midten af 2021. Aftagende lofter afspejler en forventning om, at omkostningerne forbundet med at udbyde engrosroamingtjenester vil falde i løbet af de kommende år.
Engrosprisloftet for data er et afgørende element i denne gennemgang. Brugen af data på mobilenheder er steget eksponentielt i de senere år og forventes fortsat at stige kraftigt. Med afskaffelsen af roaminggebyrer forventes dataforbrug i udlandet at følge en lignende udvikling.
For telefonopkald vil det maksimale tillæg være 0,0353 €/min og for SMS-beskeder 0,01 € pr. besked.
Engrosbæredygtighedsmekanisme
Den generelle indstilling omfatter en ny mekanisme på engrosniveau, der skal sikre bæredygtighed under ekstraordinære omstændigheder. Hvis operatøren ikke er i stand til at få dækket sine omkostninger, kan han ansøge sin nationale tilsynsmyndighed om tilladelse til at anvende et tillæg ud over lofterne. Den samlede engrostakst for data må imidlertid ikke overstige 0,0085/MB €, selv hvis der ekstraordinært anvendes et tillæg.
Reglerne skal revideres hvert andet år
Kommissionen skal hvert andet år aflægge rapport om reglernes funktion og, hvis det er relevant, foreslå nye regler.
Næste skridt?
Reformen skal være på plads inden 15. juni 2017, så roaminggebyrerne kan afskaffes som fastsat i sidste års forordning om roaming. For at opnå dette indleder det slovakiske formandskab trilogforhandlinger med Parlamentet i december. Begge institutioner skal nå til enighed om den endelige tekst, før den kan vedtages.
Pressekontakter
-
Niels Timmermans Press officer
- +32 470 18 22 47
- +32 2 281 32 65
- @timmermansniels
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024