Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 12. december 2016 10.20

Fiskeriet i Sortehavet: Rådet fastsætter fangstbegrænsningerne for 2017

12. december 2016 nåede Rådet til enighed om fiskerimulighederne for de kommercielt vigtigste fiskebestande i Sortehavet i 2017. Denne afgørelse berører Bulgarien og Rumænien.

Rådet besluttede navnlig at bekræfte Kommissionens forslag om en videreførelse af de samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) for 2016 i 2017. Det indebærer, at bulgarske og rumænske fiskere i 2017 kan fange op til 11 475 ton brisling og 86,4 ton pighvar.

Aftalen er baseret på den bedste tilgængelige videnskabelige rådgivning og på principperne bag reformen af den fælles fiskeripolitik.

Baggrund

De sortehavsbestande, som Bulgarien og Rumænien udnytter, deles med lande uden for EU, f.eks. Tyrkiet, Ukraine, Georgien og Rusland. Der er imidlertid ikke fastsat nogen TAC'er på regionalt plan mellem EU- og ikke-EU-lande. Hvert år siden 2008 har Den Europæiske Union fastsat autonome kvoter for pighvar- og brislingebestande for at bidrage til at sikre, at den fælles fiskeripolitiks bestemmelser anvendes.

I henhold til artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Det er derfor ikke nødvendigt for vedtagelsen af denne forordning, at Europa-Parlamentet deltager, og at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgiver udtalelse.

Næste skridt

Dette punkt vil efter jurist-lingvisternes gennemgang blive opført som A-punkt på dagsordenen med henblik på vedtagelse på samlingen i Rådet 19. december 2016.

Gå til siden med møder

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 14. januar 2024