Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 1. december 2020 19.05

Et nyt europæisk forskningsrum: Rådet vedtager konklusioner

Rådet vedtog i dag konklusioner om en gennemgribende revision af det europæiske forskningsrum (EFR) i de kommende år. Disse konklusioner og Kommissionens meddelelse "Et nyt EFR for forskning og innovation" er to vigtige milepæle i bestræbelserne på at opbygge et fælles forskningsområde, der er mere konkret og virkningsfuldt for forskere, innovatorer og borgere i hele Europa.

Ifølge Rådet bør det nye EFR skabe et bedre samspil mellem FoI og de relevante politikområder, navnlig det europæiske uddannelsesområde og de forskellige industrielle økosystemer.

I konklusionerne fremhæver Rådet, at det er nødvendigt, at Kommissionen og medlemsstaterne i fællesskab opretter og gennemfører et "nyt EFR", der gør det muligt for alle EU's medlemsstater, forskningsinstitutioner, videnskabsfolk, virksomheder og borgere at drage fordel af det.

Rådet betoner vigtigheden af fortsat åbenhed over for internationalt samarbejde for at nå målene for det "nye EFR" og støtte Europas rolle som global leder, hvilket vil bidrage til yderligere at tiltrække talenter og investeringer.

Der lægges særlig vægt på tættere FoI-samarbejde og -koordinering inden for EFR mellem regionale, nationale og europæiske niveauer for at maksimere virkningen af investeringer, nå de fælles politikmål og mindske FoI-kløften på tværs af Unionen.

I Rådets konklusioner fastsættes målene for det nye EFR. Der udpeges også en række prioriterede områder, hvor der skal sættes ind for at nå disse mål.

Endelig opfordrer Rådet Kommissionen og medlemsstaterne til i 2021 at udvikle en politikdagsorden for EFR og en styringsmodel på flere niveauer, der kan indfri det "nye EFR".

Baggrund

Behovet for en ny vision for EFR blev anerkendt i de europæiske lederes dagsorden for 2019-2024, hvori det understreges, at "vi [skal] øge investeringerne i menneskers færdigheder og uddannelse, gøre mere for at fremme iværksætteri og innovation og styrke forskningsindsatsen, navnlig ved at gøre noget ved fragmenteringen af forskning, udvikling og innovation i Europa".

Kommissionens meddelelse "Et nyt EFR for forskning og innovation" blev offentliggjort den 30. september 2020.

Horisont Europa indeholder et kapitel om "Udvidelse af deltagelsen i og styrkelse af det europæiske forskningsrum", der skal tegne sig for mindst 3,3 % af det samlede budget for Horisont Europa.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 6. februar 2025