"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
EU's forsvarsindustri: Rådet og Europa-Parlamentet når til enighed om nye regler for at fremme fælles indkøb
Rådet nåede i dag til foreløbig enighed med Europa-Parlamentet om instrumentet til styrkelse af den europæiske forsvarsindustri gennem fælles indkøb (EDIRPA). Forordningen vil tilskynde EU's medlemsstater til at indkøbe våben i fællesskab og dermed sikre interoperabilitet, stordriftsfordele og – i sidste ende – en stærk europæisk forsvarsindustri.
Dagens aftale er ganske vigtig. Gennem fælles indkøb af forsvarsmateriel vil den europæiske forsvarsteknologiske og -industrielle bases konkurrenceevne og effektivitet blive styrket, og EU's medlemsstater vil mere effektivt kunne genopfylde deres lagre, der er blevet udtømt af donationer til Ukraine.
Pål Jonson, Sveriges forsvarsminister
Rådet og Europa-Parlamentet nåede til enighed om et ambitiøst instrument. Medlemsstater, der indvilliger i at samle deres efterspørgsel i en pulje og i fællesskab indkøbe forsvarsprodukter i konsortier med mindst tre lande, vil blive delvist godtgjort over EU-budgettet.
Dette vil gavne medlemsstaternes og EU's respektive forsvarsteknologiske og -industrielle base med særlig hensyntagen til inddragelsen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er), nystartede virksomheder og midcapselskaber i værdikæden.
Den enighed, der blev opnået i dag, fastsætter en række klare betingelser for, at kontrahenter, underleverandører og forsvarsprodukter kan komme i betragtning, samt betingelser, som projekterne skal opfylde for at være berettigede til finansiering:
I princippet bør kontrahenter, der er involveret i fælles indkøb, være etableret i og have deres ledelsesstrukturer i EU eller i et associeret land (Island, Liechtenstein eller Norge). De må heller ikke være kontrolleret af et ikkeassocieret tredjeland, medmindre der er indrømmet en undtagelse gennem garantier fra medlemsstaterne. EDIRPA-midler må under ingen omstændigheder anvendes til at købe komponenter fra lande, der ikke respekterer gode naboskabsforbindelser
Som standard skal kontrahenterne anvende faciliteter og ressourcer, der befinder sig i EU eller i et associeret tredjeland. Anvendelse af faciliteter uden for EU er kun tilladt, hvis en EU-producent ikke har nogen relevant infrastruktur på EU's område.
Medlemsstaterne må kun indkøbe produkter, der ikke er underlagt begrænsninger pålagt af et ikkeassocieret tredjeland, som begrænser deres mulighed for at anvende dem. Denne regel finder ikke anvendelse i tilfælde af akutte og kritiske forsvarsprodukter, forudsat at de var i brug før 24. februar 2022 i størstedelen af konsortiet, og konsortiemedlemmerne forpligter sig til at undersøge muligheden for at erstatte disse begrænsede komponenter med komponenter uden begrænsninger med oprindelse i EU.
Et ubetinget loft på 15 % vil give mulighed for en ligelig fordeling af de disponible midler mellem medlemsstaterne og på tværs af finansieringsprioriteter.
Næste skridt
Den foreløbige enighed skal nu godkendes af Rådet og Parlamentet. Den vil derefter blive vedtaget formelt af de to institutioner efter jurist-lingvisternes gennemgang.
Fra Rådets side agter formandskabet at forelægge teksten for medlemsstaternes repræsentanter (Coreper) til godkendelse snarest muligt.
Baggrund
Den fælles meddelelse fra Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant om en analyse af investeringsunderskud på forsvarsområdet og vejen frem, der blev fremlagt 18. maj 2022, fremhævede, at forsvarssektoren lider under en tredobbelt finansiel, industriel og kapacitetsmæssig mangel. Det bemærkes også, at EU-medlemsstaternes seneste budgetforhøjelser kom efter år med betydelige nedskæringer og alvorlig underinvestering.
EU's stats- og regeringschefer forpligtede sig på deres uformelle møde i Versailles 11. marts 2022 til at styrke de europæiske forsvarskapaciteter i lyset af den nye geopolitiske kontekst og erklærede, at medlemsstaterne bør øge forsvarsudgifterne betydeligt, videreudvikle samarbejdsbaserede investeringer i fælles projekter og fælles indkøb af forsvarskapaciteter, fremme innovation og styrke og udvikle EU's forsvarsindustri, herunder SMV'er.
I lyset heraf foreslog Europa-Kommissionen 19. juli 2022 en forordning om oprettelse af instrumentet til styrkelse af den europæiske forsvarsindustri gennem fælles indkøb.
Rådet vedtog en generel indstilling 1. december 2022, og Europa-Parlamentet nåede til enighed om sit forhandlingsmandat i maj 2023.