"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Rådet og Parlamentet indgår aftale om at styrke og fremtidssikre EU's vinsektor
Rådet og Europa-Parlamentet nåede til foreløbig enighed om en moderniseret politikramme til støtte for en konkurrencedygtig, modstandsdygtig og fremtidsorienteret vinsektor i EU.
Formålet med de ajourførte tiltag er at skabe en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, styrke klimatilpasningen, forenkle og harmonisere mærkningspraksis, tilskynde til innovation, skabe mere fleksibel plantning og stimulere økonomien i landdistrikterne gennem vinturisme. De vil også styrke sektorens kapacitet til at reagere på, hvordan forbrugernes præferencer udvikler sig, og udnytte nye markedsmuligheder.
Europas vinsektor er gennemsyret af århundreders færdigheder, kultur og regional identitet. Aftalen sikrer, at producenterne kan tilpasse sig, innovere og konkurrere globalt og samtidig bevare eksistensgrundlaget i landdistrikterne og den kvalitet og mangfoldighed, som forbrugerne forventer af europæisk vin.
Jacob Jensen, Danmarks minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
Aftalen i hovedtræk
Bedre tilpasning af produktion og efterspørgsel
Medlemsstaterne kan støtte tiltag, som f.eks. rydning af overskydende vinstokke for at forhindre overforsyning og opretholde markedsstabiliteten, hvilket vil støtte innovationen og tilpasningen til nye markedsvilkår. Slutdatoen for ordningen med plantningsrettigheder fjernes, og der indføres i stedet en 10-årig revisionsperiode.
Større modstandsdygtighed over for klimaændringer
Medlemsstaterne kan øge EU's støtte til klimarelaterede investeringer, bl.a. modvirkning og tilpasning – op til 80 % af de støtteberettigede omkostninger, hvilket giver mulighed for en hurtigere omstilling til bæredygtig produktion.
Forenklet og harmoniseret mærkning
Mærkningsreglerne vil blive forenklet i hele EU, hvilket vil reducere de administrative omkostninger og lette handel på tværs af grænserne til gavn for forbrugerne og producenterne.
Forbrugerne vil få klarere adgang til oplysninger, bl.a. gennem digitale etiketter og piktogrammer.
Fornyet fremdrift til økonomien i landdistrikterne gennem vinturisme
Vinproducenterne kan modtage målrettet støtte til udvikling af initiativer inden for vinturisme, der fremmer den økonomiske vækst i landdistrikterne.
Vine med nedsat alkoholindhold eller uden alkohol
Udtrykket "alkoholfri" vil blive brugt om produkter med under 0,5 % alkohol, og "0,0 %" anvendes for produkter med under 0,05 % alkohol.
For vine med reduceret alkoholindhold (over 0,5 %, men mindst 30 % lavere end standardalkoholindholdet) vil der være en klarere betegnelse "reduceret alkoholindhold", som erstatter den tidligere foreslåede "alkohol-let".
Eksportfleksibilitet
Vine, der er bestemt til eksport, vil være undtaget fra kravet om en ingrediensliste og en næringsdeklaration for EU's indre marked, hvilket vil mindske unødvendige administrative byrder.
Bekæmpelse af plantesygdomme
Der vil blive ydet yderligere støtte til målrettede tiltag til bekæmpelse af plantesygdomme, f.eks. flavescence dorée – bl.a. overvågning, diagnosticering, uddannelse og forskning – for at imødegå denne store trussel mod vindyrkningsarealerne.
Aromatiserede vinprodukter – øget innovation
Aftalen præciserer, at rosévin må bruges som grundlag for nye regionale aromatiserede vinprodukter, hvilket udvider produktudviklingens omfang. Dette vil tilskynde til innovation inden for nye former for produkter og støtte producenter, der reagerer på nye forbrugersmage.
Næste skridt
Den foreløbige aftale vil blive godkendt af både Rådet og Europa-Parlamentet, inden den formelt vedtages og træder i kraft.
Baggrund
EU's vinsektor er en hjørnesten i Europas kulturelle og økonomiske struktur. Den tegner sig for 60 % af den globale vinproduktion og er EU's tredjestørste landbrugsfødevaresektor med hensyn til eksport. Vinsektoren bidrager også til at modvirke affolkningen af landdistrikterne ved at skabe stabile arbejdspladser og opretholde de lokale økonomier. Desuden bidrager den til bevarelsen af den europæiske kulturarv, idet 88 % af EU's vindyrkningsarealer er afsat til geografiske betegnelser.
Sektoren står i øjeblikket over for en række udfordringer, bl.a. igangværende demografiske ændringer, ændrede forbrugsmønstre, klimaudfordringer og markedsusikkerhed.
For at tackle disse udfordringer blev Gruppen på Højt Plan vedrørende Vinpolitik nedsat med henblik på at drøfte sektorens behov og foreslå løsninger. Europa-Kommissionens forslag, der blev offentliggjort 28. marts 2025, tog hensyn til en række centrale anbefalinger fra højniveaugruppen.
Denne ressource er i øjeblikket kun tilgængelig på følgende sprog: