Skip to content
  • Rådet for Den Europæiske Union
  • Pressemeddelelse
  • 23. juni 2026 22.15

Rådet og Parlamentet når til enighed om et digitalt system til at indberette udstationerede arbejdstagere

Rådet og Europa-Parlamentet nåede til foreløbig enighed om forordningen om at lette elektronisk indberetning af udstationerede arbejdstagere. Forordningen vil mindske den administrative byrde for virksomhederne, ved at indgivelsen af udstationeringserklæringer digitaliseres fuldt ud, og for de nationale myndigheder, ved at det bliver lettere at overvåge, at direktivet om udstationering af arbejdstagere overholdes.

En "udstationeret arbejdstager" er en arbejdstager, der er udsendt af sin arbejdsgiver for midlertidigt at levere en tjenesteydelse i en anden medlemsstat.

Den foreløbige aftale, der blev indgået i dag, indfører forbedringer af forordningens anvendelsesområde, kravene til og indholdet af den standardiserede e-erklæring og af platformens effektivitet.

Aftalen er et af de første resultater af køreplanen "ét Europa, ét marked".

<p>Michael Damianos, Cyperns energi-, handels- og industriminister</p>

Den aftale, der blev indgået i dag, markerer et vigtigt skridt hen imod et mere integreret og konkurrencedygtigt indre marked. Det er en af de første lovgivningssager, som der er opnået foreløbig enighed om med Europa-Parlamentet inden for rammerne af køreplanen "ét Europa, ét marked". Med de nye regler, der letter elektronisk indberetning af udstationerede arbejdstagere, fjerner Europa unødige hindringer, udnytter potentialet i digitale værktøjer og skaber en enklere og mere gennemsigtig ramme for grænseoverskridende tjenesteydelser til gavn for både virksomhederne, arbejdstagerne og forvaltningerne.

<p>Michael Damianos, Cyperns energi-, handels- og industriminister</p>

Michael Damianos, Cyperns energi-, handels- og industriminister

Lettelse af udstationering af arbejdstagere

Efter forordningen skal Kommissionen oprette en flersproget offentlig brugerflade, hvor virksomheder kan indberette udstationering af arbejdstagere. Medlemsstaterne kan vælge at anvende denne grænseflade i stedet for deres nationale systemer, men når de har valgt at deltage, skal de udelukkende anvende den og kan ikke kræve yderligere erklæringer.

Aftalen i hovedtræk

Den aftale, der blev indgået i dag, understøtter forordningens vigtigste mål, nemlig at mindske den administrative byrde for at lette den frie udveksling af tjenesteydelser, forbedre overholdelsen af EU-lovgivningen om beskyttelse af udstationerede arbejdstageres rettigheder og styrkelse af det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne.

Anvendelsesområde

Aftalen bevarer systemets frivillige karakter og begrænser anvendelsesområdet til virksomhedsarbejdstagere, der er udstationeret i en anden medlemsstat, som fastsat i EU's direktiv om udstationering af arbejdstagere. Medlemsstaterne vil kunne anvende den offentlige brugerflade til de erklæringer, der indgives af tjenesteudbydere fra tredjelande, når de udstationerer arbejdstagere midlertidigt.

Standardformular

Den aftale, der blev indgået i dag, pålægger Kommissionen at vedtage en standardonlineformular til disse erklæringer med et fælles sæt oplysningskrav, som fælleslovgiverne er nået til enighed om. Medlemsstater, der vælger at bruge standardformularen, kan ikke anmode om flere data, men de kan beslutte ikke at kræve alle de angivne oplysninger. Fem år efter forordningens gennemførelse bør Kommissionen foretage en evaluering for at undersøge, om oplysningskravene i standardformularen stadig er egnede til formålet.

Platformens nye funktionaliteter

Den foreløbige aftale indfører en ny funktionalitet i den offentlige brugerflade, der gør det muligt for tjenesteydere at uploade de relevante dokumenter i forbindelse med udstationering af arbejdstagere. Dette vil erstatte de eksisterende nationale procedurer for indsendelse af dokumenter.

Systemet kommer også til at omfatte funktioner til den tekniske validering af data, kommunikation mellem kompetente myndigheder og tjenesteydere og adgang for udstationerede arbejdstagere til at modtage elektroniske uddrag af deres erklæringer, idet reglerne om beskyttelse af personoplysninger overholdes.

Næste skridt

Den foreløbige enighed skal nu godkendes og formelt vedtages af begge institutioner.

Baggrund

Byrdefulde procedurer for midlertidigt udstationerede arbejdstagere blev i strategien for det indre marked udpeget som en af de ti største hindringer (de såkaldte "Terrible Ten"), der hæmmede mobiliteten inden for EU. Digitaliseringens enorme potentiale til at fremme fair mobilitet og forenkle overholdelse af reglerne om udstationering af arbejdstagere blev desuden fremhævet i den tidligere italienske premierminister Enrico Lettas rapport om det indre marked ("Much more than a market"). Han opfordrede til et fælles elektronisk format for erklæringer, hvilket vil mindske den administrative byrde for virksomhederne, samtidig med at arbejdstagernes rettigheder respekteres.

24. april 2026 undertegnede Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen køreplanen "ét Europa, ét marked". Denne aftale indeholder en klar liste over prioriterede tiltag, der skal være afsluttet inden udgangen af 2027. Det første tiltag i denne køreplan er elektronisk system til at indberette udstationerede arbejdstagere, der har juni 2026 som frist.

Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed (ELA) anslår, at der i EU er ca. 3,6 millioner udstationeringer med omkring 2,6 millioner arbejdstagere. Omkring 1,2 millioner arbejdstagere udfører arbejde i to eller flere medlemsstater. Kommissionen anslår, at virksomhederne med den elektroniske standardformular kan spare 73 % af den tid, det tager at udfylde udstationeringserklæringer, sammenlignet med den tid, det i øjeblikket i gennemsnit tager i hele EU, og at tjenesteydere, der udstationerer arbejdstagere, kan spare 58 % af omkostningerne i forhold til den aktuelle situation, selv hvis kun et begrænset antal medlemsstater deltager. Hvis alle 27 medlemsstater beslutter at deltage i initiativet, vil besparelsen på EU-plan stige til 81 % i forhold til den aktuelle situation.

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Seneste gennemgang: 24. juni 2026