Skip to content
  • Rådet for Landbrug og Fiskeri

Rådet (landbrug og fiskeri), 30. marts 2026

Vigtigste resultater

En vision for landbrug og fødevarer: et års gennemførelse (på en offentlig samling)

Ministrene drøftede status et år efter lanceringen af Europa-Kommissionens vision for landbrug og fødevarer. De vurderede de fremskridt, der hidtil er gjort, og udvekslede synspunkter om tilstrækkeligheden af igangværende og planlagte initiativer, navnlig i lyset af den skiftende geopolitiske udvikling, igangværende konflikter i Mellemøsten, markedsvolatilitet og klimarelaterede udfordringer. Med hensyn til de foranstaltninger, der er gennemført indtil nu, var mange tilfredse med, at der er fokus på generationsskifte, og at der er gjort fremskridt med hensyn til forenkling, samtidig med at de fremhævede behovet for yderligere tiltag i denne henseende. De drøftede også yderligere tiltag, der er nødvendige for at styrke modstandsdygtigheden, konkurrenceevnen og fødevaresikringen i hele EU's landbrugsfødevaresektor.

Visionen, der blev fremlagt i februar 2025, fastlægger en langsigtet ramme for en attraktiv, konkurrencedygtig, modstandsdygtig og bæredygtig landbrugsfødevaresektor senest i 2040. I sit første år har Kommissionen iværksat og gennemført en række initiativer på tværs af visionens fire indbyrdes forbundne prioriteter, herunder foranstaltninger til forbedring af landbrugernes position i fødevareforsyningskæden (navnlig vedrørende urimelig handelspraksis og den fælles markedsordning), forenkling af reglerne vedrørende den fælles landbrugspolitik, forbedrede kriseberedskabsværktøjer og foranstaltninger vedrørende generationsskifte og inddragelse af interessenter.

Mere generelt sigter visionen mod at skabe balance mellem økonomisk levedygtighed og miljømæssig bæredygtighed og udvikling af landdistrikterne understøttet af innovation, forskning og forenkling. Yderligere initiativer er planlagt eller under udarbejdelse, f.eks. en husdyrstrategi, en plan for proteinforsyning og en gødningshandlingsplan samt værktøjer til støtte for bæredygtighed og digitalisering.

Handelsrelaterede landbrugsspørgsmål

På grundlag af oplysninger fra Europa-Kommissionen udstak Rådet yderligere politiske retningslinjer for håndteringen af handelsrelaterede landbrugsspørgsmål.

Den udfordrende geopolitiske situation, som Unionen stod over for i 2025, er fortsat ind i 2026 og er eskaleret yderligere med indtil videre uforudsigelige virkninger for landbrugsfødevareforsyningskæden, herunder handel. Indvirkningen på omkostningerne ved produktion, transport og distribution af fødevarer og dermed på priserne for forbrugerne kan være ret alvorlig. Situationen kompliceres yderligere af forværret dyresundhedsstatus i mange dele af Unionen.

Medlemsstaterne udtrykte støtte til de beskyttelsesforanstaltninger, der er vedtaget i MERCOSUR-aftalen, og nogle af dem opfordrede til, at disse foranstaltninger udvides til at omfatte alle handelsaftaler. De så også med tilfredshed på Kommissionens plan om gensidige foranstaltninger, som omfatter at nedsætte maksimalgrænseværdierne for restkoncentrationer (MRL'erne) for de mest skadelige stoffer til nul. De påskønnede desuden, at Kommissionen har iværksat en konsekvensanalyse og handlingsplan, der kan føre til et fuldstændigt forbud mod produkter, der indeholder stoffer, som er forbudt i Den Europæiske Union. De efterspurgte også en ajourført rapport, der ser på, hvordan frihandelsaftaler påvirker EU's landbrugsfødevaresektor, under hensyntagen til den seneste udvikling.

Medlemsstaterne så også med tilfredshed på Kommissionens tilsagn om at styrke grænsekontrollen inden for EU og øge antallet af revisioner af tredjelande. Samtidig fremhævede de behovet for en større krisestyringsfond i den kommende finansielle periode på grundlag af de seneste erfaringer.

Endelig opfordrede medlemsstaterne i lyset af den nuværende geopolitiske situation indtrængende Kommissionen til hurtigt at udarbejde en omfattende plan for at reducere produktionsomkostningerne, navnlig i tilfælde af at energikrisen forlænges. Dette bør omfatte foranstaltninger til håndtering af de stigende omkostninger ved gødning og andre landbrugsinput.

Rådet vedtog i dag også som A-punkt de ajourførte retningslinjer for EU og dets medlemsstaters holdning til landbrugsspørgsmål inden for rammerne af G20/G7. Det overordnede mål er at fremme bæredygtigt landbrug og fødevaresikring gennem multilateralt samarbejde med vægt på modstandsdygtighed, klimaindsats og støtte til mindre landbrug. De vigtigste prioriteter omfatter styrkelse af globale værdikæder, fremme af bæredygtighed og tilpasning af landbrugshandelspolitikkerne til internationale aftaler.

Energiomstilling i EU's fiskeri- og akvakultursektor (på en offentlig samling)

På initiativ af Cyperns formandskab havde ministrene en udveksling af synspunkter om fremme af energiomstillingen i EU's fiskeri og akvakultur. Drøftelserne fokuserede på, hvordan man hurtigere kan gå væk fra fossile brændstoffer og samtidig opretholde sektorens økonomiske levedygtighed og konkurrenceevne. Ministrene drøftede mulige lovgivningsmæssige reformer og forenkling, mobilisering af offentlige og private investeringer og udvikling af passende infrastruktur og teknologi. Der blev også drøftet fremtidige forretningsmodeller og medlemsstaternes rolle med hensyn til at støtte en modstandsdygtig, bæredygtig og klimaneutral sektor senest i 2050 under hensyntagen til mangfoldigheden af fiskeri- og akvakultursystemer i hele EU.

Drøftelserne fandt sted i en bredere politisk kontekst, hvor energiomstillingen er et centralt element i EU's bæredygtighedsdagsorden og i 2040-visionen for fiskeri og akvakultur. Sektoren er fortsat stærkt afhængig af fossile brændstoffer, hvilket gør den sårbar over for volatilitet i energipriserne og truer dens levedygtighed på lang sigt. Selv om der gøres en indsats for at støtte en omstilling til vedvarende og kulstoffattige energikilder, er der fortsat betydelige udfordringer, herunder aldrende flåder, lav rentabilitet, vanskelige arbejdsvilkår og begrænset generationsskifte. Disse strukturelle spørgsmål kombineret med geopolitisk pres og konkurrence om det maritime rum komplicerer omstillingen og understreger behovet for en koordineret indsats.

De fremskridt, der er gjort indtil videre, understreger, at det er nødvendigt med investeringer i infrastruktur, teknologi og innovation samt bedre adgang til finansiering. Høje omkostninger og begrænset finansiel kapacitet begrænser imidlertid fortsat udbredelsen af lavemissionsløsninger, navnlig for små operatører, hvilket understreger vigtigheden af koordineret EU-støtte og national støtte.

Medlemsstaterne glædede sig især over Europa-Kommissionens meddelelse om, at den har til hensigt hurtigt at aktivere de relevante bestemmelser i Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) for at yde betydelig støtte til fiskerisektoren som reaktion på de kraftigt stigende brændstofpriser.

Rådet vedtager ændringer af forordningen om fiskerimuligheder

Rådet traf afgørelse om at ændre forordningen om fiskerimuligheder. Den samlede tilladte fangstmængde for makrel i det nordøstlige Atlanterhav blev fastsat til 299 010 ton, hvilket er i overensstemmelse med ordningen mellem de fire kyststater.

<p>Maria Panayiotou, Cyperns minister for landbrug, landdistriktsudvikling og miljø</p>

Efter resultatet af samlingen i Rådet i december indledte vi indgående drøftelser med alle berørte medlemsstater. Reduktionen på ca. 49 % afspejler en mere gradvis genopretningsstrategi. Denne afgørelse afvejer behovene for både makrelbestanden og fiskerflådernes eksistensgrundlag, samtidig med at den videnskabelige rådgivning følges.

<p>Maria Panayiotou, Cyperns minister for landbrug, landdistriktsudvikling og miljø</p>

Maria Panayiotou, Cyperns minister for landbrug, landdistriktsudvikling og miljø

Under ledelse af Cyperns formandskab, som har taget hensyn til henstillingerne fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), har Rådet valgt en afbalanceret tilgang, der er nødvendig for at opretholde økologisk, social og økonomisk bæredygtighed i overensstemmelse med principperne i den fælles fiskeripolitik.

Afgørelsen støttes af medlemsstaterne, da kompromiset anses for at opretholde makrelbestandens bæredygtighed og sikre EU's fiskeindustris levedygtighed på lang sigt.

Andre punkter

Rådet behandlede flere punkter under "Eventuelt" på offentlige samlinger.

  • Makrel (orientering ved Frankrig og Nederlandene)

Mødedokumenter

Pressemeddelelser

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Landbrug og Fiskeri

Se flere møder

Seneste gennemgang: 1. april 2026