"Vi anvender cookies for at sikre, at du får en bedre browseroplevelse. Nødvendige cookies er nødvendige, fordi de understøtter væsentlige funktioner på Rådets websted. Valgfrie cookies hjælper os med at udarbejde anonyme og aggregerede statistiske rapporter, så vi bedre kan imødekomme dine behov.
Hvis du giver tilladelse til det, vil vi anvende cookies til at udarbejde aggregerede, anonyme data om vores besøgendes browsermønstre og adfærd på vores websted. Vi bruger disse data til at forbedre din oplevelse på vores websted.
Ministrene udvekslede synspunkter om udkastet til konklusioner fra Det Europæiske Råd 24.-25. marts 2022.
EU's ledere skal drøfte Ruslands militære aggression mod Ukraine, energi, covid-19, sikkerhed og forsvar, eksterne forbindelser og økonomiske spørgsmål.
EU's europaministre nåede i dag til politisk enighed (delvis generel indstilling) om omarbejdningen af forordningen om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde.
Formålet med denne revision er at styrke gennemsigtigheden af og rammerne for finansieringen af europæiske politiske partier, navnlig over for risikoen for udenlandsk indblanding og manipulation, og samtidig forsøge at begrænse den administrative byrde for disse partier. Revisionen vil også lette de europæiske politiske partiers indsats og øge synligheden af dem, idet de bidrager til at udtrykke unionsborgernes vilje i medlemsstaterne og dermed til det europæiske demokrati. Endelig vil den bidrage til at styrke de europæiske borgeres tillid til de europæiske institutioner og de europæiske politiske partier.
Gennemsigtighed i forbindelse med politiske kampagner og valg er afgørende for at beskytte den demokratiske proces. Borgerne har ret til at vide, hvor den finansiering, som partierne modtager, kommer fra. Forordningen vil specifikt bidrage til at øge gennemsigtigheden og begrænse udenlandsk indblanding.
Clément Beaune, fransk statssekretær med ansvar for europaspørgsmål
Processen med det europæiske semester var også på dagsordenen.
Det franske formandskab har udarbejdet den sammenfattende rapport om Rådets bidrag til det europæiske semester 2022, som opsummerer Rådets bidrag vedrørende efterårspakken for det europæiske semester 2022, der blev offentliggjort i november sidste år. Der blev afholdt drøftelser i forbindelse med første fase af det europæiske semester 2022 i de forskellige relevante rådssammensætninger. Der bliver taget højde for resultatet af disse drøftelser i dokumentet.
Formandskabet forelagde den ajourførte køreplan for det europæiske semester 2022, som indeholder datoerne for de vigtigste drøftelser og især de relevante rådssammensætningers deltagelse med henblik på Det Europæiske Råds møde 24.-25. marts og i juni måned. Forud for Det Europæiske Råd i juni forelagde Kommissionen forårspakken bestående af landerapporterne og Rådets henstillinger.
Ministrene godkendte også, at udkastet til henstilling om den økonomiske politik i euroområdet fremsendes til Det Europæiske Råd med henblik på godkendelse. Udkastet til henstilling blev færdiggjort og godkendt i januar. Teksten vil blive vedtaget af Rådet efter Det Europæiske Råds godkendelse.
Formandskabet har foreslået Rådet en metode for de næste etaper af konferencen med henblik på afslutningsarrangementet 9. maj under hensyntagen til de bemærkninger, som medlemsstaterne tidligere har fremsat.
I slutningen af sidste uge blev anbefalingerne fra de seneste borgerpaneler, navnlig om økonomi, social retfærdighed, ungdom og uddannelse, et globalt Europa og indvandring, forelagt for plenarforsamlingen.
De kommende møder i plenarforsamlingen er planlagt til 25.-26. marts, 8.-9. april og 29.-30. april. De har til formål at forberede plenarforsamlingens endelige forslag.
De endelige resultater af konferencen på grundlag af borgernes anbefalinger vil blive fremlagt i en rapport, som bestyrelsen sender til det fælles formandskab for konferencen 9. maj.
Institutionerne, herunder Rådet, vil derefter have ansvaret for at gennemføre konferencens konklusioner inden for rammerne af de beføjelser, som traktaterne tillægger dem.
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.