- Internationalt topmøde
Første topmøde mellem EU og Golfstaternes Samarbejdsråd, 16. oktober 2024
Vigtigste resultater
Det første topmøde mellem lederne af EU og Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) fandt sted 16. oktober i Bruxelles under temaet "Strategisk partnerskab for fred og velstand".
Vi har et fælles mål – at fremme vækst og skabe mere velstand for borgerne.
Det Europæiske Råds formand, Charles Michel
Topmødet blev ledet i fællesskab af formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, og emiren af Qatar, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, der varetager det roterende formandskab for GCC.
Topmødet gav EU mulighed for at udvikle et tættere partnerskab med GCC og dets medlemsstater (De Forenede Arabiske Emirater, Kongeriget Bahrain, Kongeriget Saudi-Arabien, Sultanatet Oman, Staten Qatar og Staten Kuwait), som er geostrategiske partnere i en tid med udfordrende geopolitiske forhold.
Vi er enige om at opbygge vores strategiske partnerskab på grundlag af gensidig respekt og tillid til gavn for befolkningen i og uden for vores regioner.
Første fælles erklæring fra topmødet mellem EU og GCC
- Første fælles erklæring fra topmødet mellem Den Europæiske Union og Golfstaternes Samarbejdsråd
- البيان المشترك للقمة الأولى بين الاتحاد الأوروبي ومجلس التعاون لدول الخليج العربية (arabisk)
EU's og GCC's ledere blev enige om at samarbejde om at fremme global og regional sikkerhed og velfærd, bl.a. at forebygge konflikters opståen og optrapning samt løse kriser ved at styrke dialog, koordinering og engagement.
De anerkendte behovet for at samarbejde om at løse globale udfordringer og støtte multilateralisme.
Øget økonomisk og handelsmæssigt samarbejde
Den Europæiske Union er GCC-landenes næststørste handelspartner og genererede
På topmødet bekræftede EU's og GCC's ledere deres fælles engagement i et strategisk handels- og investeringspartnerskab, der udnytter mulighederne i:
- et bedre erhvervs- og investeringsklima
- den grønne og den digitale omstilling
- bæredygtig energi
- konnektivitet
Vi bekræfter på ny vores fælles interesse i at have et blomstrende og gensidigt fordelagtigt handels- og investeringsforhold, der skal udvikles, hvor det er relevant, i multilaterale, regionale og bilaterale rammer.
Første fælles erklæring fra topmødet mellem EU og GCC
EU og GCC-landene vil også:
- søge at komme videre med drøftelser, der skal føre til en regional frihandelsaftale mellem EU og GCC, og udforske nye skræddersyede handels- og investeringsaftaler
- sigte mod at fremme modstandsdygtige, bæredygtige og globale værdikæder
- sikre modstandsdygtige energiforsyningskæder for bl.a. rene teknologier, råstoffer og kritiske mineraler
EU's handelsforbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd (Infografik)
Energisamarbejde og klimaændringer
EU og GCC-landene forpligtede sig til at øge deres energisamarbejde med henblik på at udforske mulighederne for et større samarbejde om energisikkerhed, herunder energieffektivitet og vedvarende energi.
Lederne gentog deres respektive tilsagn om at styrke indsatsen for at handle hurtigt med hensyn til håndtering af de kriser og udfordringer, der er forbundet med:
- klimaændringer
- tab af biodiversitet
- ørkendannelse
- hav- og jordforringelse
- tørke
- forurening
EU og GCC ser frem til vellykkede resultater på den kommende COP29 med en beslutning om klimafinansiering, der tager hensyn til udviklingslandenes behov og prioriteter og er i overensstemmelse med målene i UNFCCC og Parisaftalen.
Styrkelse af konnektiviteten
For at skabe en bedre digital verden for kommende generationer blev EU og GCC enige om, at der er behov for at udforske samarbejdet inden for:
- telekommunikation
- avancerede teknologier
- den digitale økonomi
- innovation og rummet
De vil også samarbejde om:
- at fremme bæredygtig transport og klimarobust infrastruktur
- energinet og brinttransport
Brobygning mellem mennesker
EU's og GCC's ledere bekræftede på ny deres tilsagn om at fortsætte bestræbelserne på at styrke de mellemfolkelige forbindelser ved fortsat at samarbejde om:
- praktiske og konstruktive skridt hen imod en sikker og gensidigt fordelagtig visumfri rejseordning
- en større inddragelse af GCC's akademiske verden og studerende i Erasmus+-programmet og et øget partnerskab inden for rammerne af Horisont Europa-programmet
- udvikling af støtteinstrumenter på områderne ungdom, sport, kultur, (ikkevideregående) uddannelse og kreative industrier
Stabilitet og fred
I lyset af den alvorlige optrapning af fjendtlighederne og de igangværende krige i Mellemøsten og Europa bekræftede EU og GCC, at de er fast besluttet på at arbejde hen imod øget sikkerhed og nedtrapning til gavn for begge regioner.
Ukraine
EU's og GCC's ledere bekræftede på ny deres respekt for staters suverænitet og territoriale integritet og deres tilslutning til de grundlæggende principper i FN-pagten, folkeretten og den humanitære folkeret.
I overensstemmelse med FN-pagten skal alle stater afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt i forsøg på territorial erobring mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed.
Første fælles erklæring fra topmødet mellem EU og GCC
De understregede betydningen af at støtte alle bestræbelser på at lette eksporten af korn og alle fødevarer samt humanitære forsyninger for at bidrage til bestræbelser på at opnå fødevaresikring i de berørte lande.
EU og GCC mindede om FN's Generalforsamlings resolution ES-11/1, som tager meget stærkt afstand fra Den Russiske Føderations aggression mod Ukraine, som er i strid med FN-pagtens artikel 2, stk. 4, og kræver, at Den Russiske Føderation øjeblikkeligt, fuldstændigt og betingelsesløst trækker alle sine militære styrker tilbage fra Ukraines område inden for dets internationalt anerkendte grænser.
Vi understreger behovet for hurtigst muligt at opnå en omfattende, retfærdig og varig fred i Ukraine i overensstemmelse med principperne i FN-pagten.
Første fælles erklæring fra topmødet mellem EU og GCC
De fordømte også angreb på civile samt civil og kritisk infrastruktur, navnlig i energisektoren, hvilket bl.a. øger risiciene med hensyn til nuklear sikkerhed.
Israel, Gaza og Vestbredden
EU's og GCC's ledere udtrykte deres dybeste bekymring over udviklingen i Israel, Gaza og på Vestbredden og de stigende spændinger i regionen.
I overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2735 opfordrede de til en øjeblikkelig og fuldstændig våbenhvile, løsladelse af gidsler, udveksling af palæstinensiske fanger samt øjeblikkelig og uhindret humanitær adgang til civilbefolkningen, herunder sikker og effektiv fordeling af humanitær bistand i større målestok i hele Gazastriben til alle palæstinensiske civile, der har behov for den.
EU's og GCC's ledere ser med tilfredshed på oprettelsen af den globale alliance til gennemførelse af tostatsløsningen, som Saudi-Arabien, EU og Norge bebudede 26. september 2024 i New York.
Vi bekræfter på ny vores urokkelige engagement i at sikre det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse gennem en tostatsløsning, hvor Israel og Palæstina lever side om side i fred inden for de sikre og anerkendte grænser, som blev etableret i 1967.
Første fælles erklæring fra topmødet mellem EU og GCC
EU's og GCC's ledere er bekymrede over de militære operationer på Vestbredden, som har ført til et stort antal civile ofre og ødelæggelse af civil infrastruktur, og opfordrer til, at de øjeblikkeligt bringes til ophør.
Libanon
EU's og GCC's ledere er yderst bekymrede over den farlige optrapning i Libanon, bekræftede deres støtte til det libanesiske folk og opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile.
Vi opfordrer også til tilbageholdenhed og nedtrapning samt forebyggelse af en spredning af konflikten til hele regionen.
Første fælles erklæring fra topmødet mellem EU og GCC
De opfordrede til at intensivere den internationale og regionale indsats for at yde akut humanitær bistand til Libanon.
EU og GCC fordømte også alle angreb på FN-missioner og udtrykker særlig dyb bekymring over det nylige angreb på UNIFIL.
Iran
EU's og GCC's ledere understregede betydningen af et diplomatisk samarbejde med Iran for at arbejde hen imod en nedtrapning i regionen.
De fremhævede betydningen af at sikre, at det iranske atomprogram er af fredelig karakter, samt at standse spredningen af ballistiske missiler og droner og alle teknologier, der truer sikkerheden i begge regioner og andre steder og underminerer den internationale fred og sikkerhed.
Det Røde Hav
EU's og GCC's ledere bekræftede på ny deres tilsagn om at sikre retten til fri sejlads og maritim sikkerhed i Det Røde Hav.
Forbindelserne mellem EU og GCC
Forbindelserne mellem EU og GCC er baseret på en samarbejdsaftale, der blev undertegnet i 1989, og som etablerer en regelmæssig dialog om samarbejdet mellem EU og GCC på områderne økonomiske forbindelser, klimaændringer, energi, miljø og forskning.
Samarbejdsaftalen oprettede også Det Fælles Råd EU-GCC på udenrigsministerniveau, som mødes regelmæssigt. På mødet i det fælles råd i februar 2022 i Bruxelles godkendte EU's og GCC's udenrigsministre et fælles samarbejdsprogram for perioden 2022-2027, som blev ajourført i oktober 2023.
I programmet skitseres specifikke fælles aktiviteter og et uddybet samarbejde på tværs af en lang række sektorer, herunder:
- handel og investeringer
- klimaændringer
- grøn omstilling
- mellemfolkelige initiativer
- terrorbekæmpelse
I maj 2022 udsendte Europa-Kommissionen og den højtstående repræsentant en fælles meddelelse om et "strategisk partnerskab med Golfstaterne", som Rådet godkendte i juni 2022. Denne meddelelse indeholder en operationel køreplan for, hvordan EU kan udvikle tættere forbindelser med GCC-medlemsstaterne.
I juni 2022 blev Luigi Di Maio udnævnt til EU's første særlige repræsentant for Golfregionen. Han er ansvarlig for at videreudvikle et stærkere, omfattende og mere strategisk EU-partnerskab med landene i Golfregionen.
På topmødet blev lederne enige om at mødes hvert andet år. Næste topmøde mellem EU og GCC skal finde sted i Saudi-Arabien i 2026.
Mødedokumenter
Resultatdokumenter
Pressemeddelelser
Presseinformation
Pressekontakter
-
Ecaterina Casinge Spokesperson for the European Council President
- +32 488 58 59 08
- +32 2 281 5150
-
Carlo Zarcone Press officer
- +32 471 33 31 73
- +32 2 281 70 66
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Akkreditering og pressearrangementer
Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.
Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.
Hold dig opdateret
- Tilmeld dig vores e-mailnotifikationer og modtag opdateringer om dette og lignende møder.
- Følg @EUCouncilPress og få de seneste presseopdateringer.
Øvrige samlinger: Internationalt topmøde
Se flere møderSeneste gennemgang: 11. august 2026