Global klimaindsats
EU og dets medlemsstater samarbejder med globale partnere om at fremme og finansiere klimaindsats.
Opnåelse af klimamål sammen
Klimaændringer stopper ikke ved grænserne, og intet land går ram forbi.
Klimakrisen kan kun løses, hvis alle lande i verden samarbejder.
Derfor er EU og dets medlemsstater aktivt engagerede i ikke bare at gøre en indsats på EU-plan, men også i at støtte partnere i hele verden i forbindelse med at nå deres klimamål.
EU og alle dets medlemsstater har undertegnet og ratificeret Parisaftalen – den verdensomspændende aftale, som skal begrænse den globale opvarmning og bekæmpe klimaændringer.
De har vist vejen inden for klimaindsats ved at gøre målet om klimaneutralitet til en bindende forpligtelse for EU.
EU tegner sig dog kun for 8 % af drivhusgasemissionerne i verden – og dets andel er faldende.
Det er vigtigt, at andre lande i verden intensiverer deres arbejde med at begrænse den globale opvarmning og nedbringe deres emissioner.
Parisaftalen om klimaændringer
Grønt diplomati
Klimaændringer er et hovedelement i EU's udenrigspolitik og diplomatiske arbejde.
EU engagerer sig i klima med partnere på forskellige niveauer:
- politikdialog i bilaterale og multilaterale forbindelser
- internationale forhandlinger og aftaler såsom Parisaftalen
- handelspolitikker
- alliancer og partnerskaber såsom den grønne alliance med Japan
EU deler i sine bilaterale forbindelser med lande uden for EU sin ekspertise inden for klimapolitik og tilskynder partnere til at gøre en stor indsats over for den globale opvarmning. Det yder målrettet støtte, hvor det er nødvendigt, til de hårdest ramte lande for at bistå med omstillingen af deres økonomier.
EU deltager i multilaterale fora aktivt i de globale forhandlinger på partskonferencerne (COP). Det har stået i spidsen for internationale aftaler om klimapolitik såsom Parisaftalen.
Klimafinansiering
Bekæmpelse af klimaændringer kræver betydelige finansielle midler både inden for EU og uden for EU's grænser.
I henhold til Parisaftalen har de udviklede lande forpligtet sig til at mobilisere 100 mia. $ (omkring 90 mia. €) hvert år til støtte for udviklingslandene.
EU og dets medlemsstater er den største yder af offentlig klimafinansiering i verden. I 2024 bidrog Den Europæiske Union og dens 27 medlemsstater med31,7 mia. € i klimafinansiering fra offentlige kilder og mobiliserede yderligere 11 mia. € i privat finansiering for at støtte udviklingslande med hensyn til at reducere deres drivhusgasemissioner og tilpasse sig indvirkningerne af klimaændringer.
Europas bidrag til klimafinansiering (i mia. €) (Infografik)
Disse finansielle midler støtter modvirknings- og tilpasningsforanstaltninger i EU's partnerlande verden over for at hjælpe dem med at reducere deres emissioner og opbygge modstandsdygtighed over for virkningerne af klimaændringerne.
Mere end en tredjedel af EU's budget til støtte til nabolande og udviklingslande er øremærket til en øget indsats mod klimaændringer.
Se også
Finansiering af klimaomstillingen
Klimaændringer: Hvad EU gør
Den europæiske grønne pagt
Seneste gennemgang: 5. november 2025