- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 27. juni 2016 10.45
Momsregler for vouchere, som er godkendt af Rådet
27. juni 2016 vedtog Rådet et direktiv, der tager sigte på at øge retssikkerheden for transaktioner, der indebærer vouchere, ved at harmonisere de nationale momsregler på dette område.
Direktivet tager sigte på at mindske risikoen for misforhold i nationale skatteregler, der fører til dobbelt afgiftspålæggelse, nulafgiftspålæggelse eller andre uønskede konsekvenser. Dette kan ske, når en voucher udstedes i én medlemsstat og bruges i en anden, og navnlig hvor vouchere handles.
Vouchere anvendes i stigende grad og findes i mange former. De omfatter f.eks. forudbetalte telekomkort, gavekort og rabatkuponer til køb af varer eller ydelser.
Med et snævrere anvendelsesområde end Kommissionens forslag fra 2012 definerer direktivet vouchere til ét formål og vouchere til flere formål og fastsætter regler for at fastslå den afgiftspligtige værdi af transaktioner i begge tilfælde.
EU-landene har indtil 31. december 2018 til at gennemføre direktivet i deres nationale love og administrative bestemmelser. Bestemmelser finder kun anvendelse på vouchere, der er udstedt efter denne dato.
Direktivet blev vedtaget uden debat på en samling i Rådet (landbrug og fiskeri).
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024