- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 28. november 2016 09.50
EU-budgettet for 2017 godkendt af Rådet
28. november 2016 gav Rådet endeligt grønt lys for EU's budget for 2017, da det godkendte den aftale, der blev opnået med Europa-Parlamentet 17. november. Hvis Europa-Parlamentet godkender aftalen ved afstemningen 1. december, anses EU-budgettet for 2017 for vedtaget.
"EU-budgettet for 2017 er en plan for fremtiden. Det er forsvarligt, fokuseret og viser solidaritet. Det imødekommer borgernes største bekymringer ved at håndtere migrationsudfordringer, styrke sikkerheden, fremme væksten og skabe arbejdspladser. Og det indeholder betydelige forøgelser af programmer såsom Erasmus+, der især gavner de unge", sagde Ivan Lesay, Slovakiets statssekretær for finansspørgsmål og formand for Rådet.
EU-budgettet for 2017 indeholder 157,86 mia. € i forpligtelser med en margen på 1,1 mia. € til at reagere på uforudsete behov. Betalingerne er fastsat til 134,49 mia. €, hvilket er 1,6 % lavere end i EU-budgettet for 2016 efter tilpasning til de reelle behov.
Tocifrede vækstrater for topprioriteter
Der gives tocifrede vækstrater til en række topprioriteter:
- der vil være næsten 6 mia. € i forpligtelser og dermed ca. 11,3 % mere end i 2016 til rådighed til at håndtere migrationspresset og gøre de europæiske borgeres liv mere sikre. Midlerne vil hjælpe EU-landene med at genbosætte flygtninge, etablere modtagelsescentre, integrere personer, der har ret til at blive, og tilbagesende dem, der ikke har. Midlerne vil også bidrage til at forbedre grænsebeskyttelsen, intensivere forebyggelsen af kriminalitet og bekæmpe terrorisme og beskytte kritisk infrastruktur
- der mobiliseres 21,3 mia. € i forpligtelser for at sætte gang i den økonomiske vækst og skabe nye job inden for underudgiftsområde 1a (konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse). Dette er en stigning på ca. 12 % i forhold til 2016. Denne del af budgettet omfatter instrumenter som Erasmus +, der forhøjes med 19 % til 2,1 mia. €, og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer, der øges med 25 % til 2,7 mia. €.
Flere midler til unge
Ud over den betydelige stigning i midlerne til Erasmus+ indeholder EU-budgettet for 2017 også en række andre foranstaltninger, der især gavner de unge. Dette omfatter ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som får yderligere 500 mio. € til rådighed til at hjælpe unge med at finde et job. EU-budgettet for 2017 giver også Kommissionen mulighed for at iværksætte et initiativ, der skal hjælpe unge med at rejse og opdage andre europæiske lande.
EU-budgettet for 2017 omfatter også den hjælpepakke på 500 mio. € til mælkeproducenter og andre husdyravlere, der blev annonceret i juli.
| Budgetposter | EU-budgettet for 2017 (i mio. €) | ||
| Forpligtelser | Betalinger | ||
| 1. Intelligent og inklusiv vækst | 74 899 | 56 522 | |
| - 1a. Konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse | 21 312 | 19 321 | |
| - 1b. Økonomisk, social og territorial samhørighed | 53 587 | 37 201 | |
| 2. Bæredygtig vækst: naturressourcer | 58 584 | 54 914 | |
| 3. Sikkerhed og medborgerskab | 4 284 | 3 787 | |
| 4. Et Globalt Europa | 10 162 | 9 483 | |
| 5. Administration | 9 395 | 9 395 | |
| Særlige instrumenter | 534 | 390 | |
| I ALT | 157 858 | 134 490 | |
Næste skridt
EU-budgettet for 2017 forventes at blive formelt vedtaget 1. december af Europa-Parlamentet. Hvis parlamentet forkaster aftalen, skal Kommissionen forelægge et nyt forslag til EU-budgettet for 2017. Hvis budgettet ikke er vedtaget i begyndelsen af 2017, kan der afholdes månedlige udgifter på indtil en tolvtedel af de bevillinger, der er opført under hvert kapitel i budgettet for 2016 eller i Kommissionens budgetforslag, afhængigt af hvad der er mindst.
Pressekontakter
-
Patrick McCullough Press officer
- +32 471 33 38 46
- +32 2 281 91 19
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 14. januar 2024