- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 12. december 2016 11.05
Somalia: EU's missioner EUCAP og EUTM forlænget
Rådet forlængede mandatet for EU's 2 FSFP-missioner i Somalia, den civile mission til kapacitetsopbygning EUCAP og den militære uddannelsesmission EUTM, begge indtil 31. december 2018. Rådet omdøbte kapacitetsopbygningsmissionen EUCAP NESTOR til "EUCAP Somalia".
EUCAP Somalias mål er at bistå Somalia med at styrke sin kapacitet inden for maritim sikring, så søretten håndhæves mere effektivt. EU's militærmission EUTM Somalia bidrager til kapacitetsopbygningen af den somaliske nationale hær (SNA).
EU har en samlet tilgang i Somalia, som er baseret på aktivt diplomati og støtte til den politiske proces, sikkerhedsmæssig støtte, udviklingsbistand og humanitær bistand. Målet er at tackle både symptomerne på og de grundlæggende årsager til pirateri. EU's støtte omfatter de to missioner, der blev forlænget i dag, samt EU NAVFOR Operation Atalanta, som er EU's militæroperation til bekæmpelse af pirateri ud for Somalias kyster. 28. november 2016 blev operationen forlænget til 31. december 2018.
EUCAP Somalia
Rådet forlængede missionen til 31. december 2018. Missionen har til opgave at øge Somalias kapacitet til at håndhæve civil søret, f.eks. styrke Somalias kapacitet til at udføre fiskeriinspektioner, bekæmpe smugling og pirateri, støtte de somaliske myndigheder i udviklingen af den nødvendige lovgivning og styrke strafferetskæden på det maritime område samt sørge for uddannelse og udstyr.
EUCAP NESTOR (nu EUCAP Somalia) blev indledt i juli 2012. Dens mandat bestod i at bistå landene på Afrikas Horn og i det vestlige Indiske Ocean med at udvikle en selvbærende kapacitet til fortsat forbedring af den maritime sikring, herunder bekæmpelse af pirateri og maritim forvaltning. Det blev besluttet, at missionen skulle fokusere på Somalia, hvilket fremgår af missionens nye navn. Missionschefen er Maria-Cristina Stepanescu (Rumænien).
EUTM Somalia
EU's militærmission bidrager til kapacitetsopbygning af den somaliske nationale hær med 3-søjletilgangen uddannelse, vejledning og rådgivning. EUTM Somalia blev også forlænget til 31. december 2018 og får et budget på knap 23 mio. € for perioden fra 1. januar 2017 til 31. december 2018. Den skal bidrage til at styrke den føderale overgangsregering og landets forsvars- og sikkerhedsinstitutioner. Missionens øverstbefalende er brigadegeneral Maurizio Morena (Italien).
Pressekontakter
-
Maria Daniela Lenzu Press officer
- +32 470 88 04 02
- +32 2 281 21 46
- @daniela_lenzu
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 13. januar 2024