- Rådet for Den Europæiske Union
- Pressemeddelelse
- 10. maj 2022 11.44
Russiske cyberoperationer over for Ukraine: erklæring fra den højtstående repræsentant på Den Europæiske Unions vegne
Den Europæiske Union fordømmer sammen med sine medlemsstater og internationale partnere kraftigt Den Russiske Føderations ondsindede cyberaktiviteter over for Ukraine, som var rettet mod satellitnettet KA-SAT, der ejes af Viasat.
Cyberangrebet fandt sted en time før Ruslands uprovokerede og uberettigede invasion af Ukraine 24. februar 2022 og lettede dermed den militære aggression. Dette cyberangreb havde en betydelig indvirkning, idet det forårsagede vilkårlige kommunikationsafbrydelser og -forstyrrelser for adskillige offentlige myndigheder, virksomheder og brugere i Ukraine og påvirkede flere EU-medlemsstater.
Dette uacceptable cyberangreb er endnu et eksempel på Ruslands fortsatte mønster af uansvarlig adfærd i cyberspace, som også udgjorde en integreret del af landets ulovlige og uberettigede invasion af Ukraine. Denne adfærd er i modstrid med de forventninger, der stilles af alle FN's medlemsstater, herunder Den Russiske Føderation, om ansvarlig statslig adfærd og staternes intentioner i cyberspace.
Cyberangreb, der er rettet mod Ukraine, herunder mod kritisk infrastruktur, kan brede sig til andre lande og have systemiske virkninger, som bringer sikkerheden for Europas borgere i fare.
Den Europæiske Union overvejer i tæt samarbejde med sine partnere yderligere skridt for at forebygge, modvirke, afskrække fra og reagere på en sådan ondsindet adfærd i cyberspace. Den Europæiske Union vil fortsat yde koordineret politisk, finansiel og materiel støtte til Ukraine for at styrke dets cyberrobusthed.
Rusland må indstille denne krig og de meningsløse menneskelige lidelser.
Kandidatlandene Nordmakedonien, Montenegro, Serbien og Albanien1, Bosnien-Hercegovina, der er omfattet af stabiliserings- og associeringsprocessen og er et potentielt kandidatland, og EFTA-landene Island, Liechtenstein og Norge, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt Ukraine, Republikken Moldova og Georgien tilslutter sig denne erklæring.
1 Nordmakedonien, Montenegro, Serbien og Albanien deltager fortsat i stabiliserings- og associeringsprocessen.
Pressekontakter
-
Peter Stano Ledende talsperson for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
- +32 2 295 45 53
- +32 460 75 45 53
- @ExtSpoxEU
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 31. januar 2024