Eurogruppens formands rolle
Formanden for Eurogruppen har følgende opgaver:
- leder Eurogruppens møder og fastsætter dagsordenen for dem
- udarbejder Eurogruppens langsigtede arbejdsprogram
- fremlægger resultaterne af Eurogruppens drøftelser for offentligheden og ministrene fra EU-landene uden for euroområdet
- repræsenterer Eurogruppen i internationale fora (f.eks. G7)
- underretter Europa-Parlamentet om Eurogruppens prioriteter
Formanden for Eurogruppen kan også vælges til formand for den europæiske stabilitetsmekanismes repræsentantskab, hvis medlemmerne af repræsentantskabet beslutter det.
Proceduren for valg af formanden for Eurogruppen
Eurogruppens formand vælges ved simpelt flertal af Eurogruppens medlemmer for en periode på to et halvt år.
Proceduren for valg af Eurogruppens formand er fastsat i protokol nr. 14 til Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009.
Hvis formanden er forhindret i at varetage sine opgaver, udføres de af finansministeren i det land, der varetager formandskabet for Rådet. Hvis formandskabslandet ikke er med i euroområdet, overtages formandsposten af finansministeren i det næste euroland, der skal varetage formandskabet for Rådet. Hvis formanden for Eurogruppen træder tilbage, skal Eurogruppens medlemmer hurtigst muligt vælge en ny formand.
Valg af formanden for Eurogruppen
Personale
Eurogruppen og dens formand bistås af Eurogruppens Arbejdsgruppe (EWG).
EWG bistår i forberedelsen af ministrenes drøftelser. Gruppen mødes almindeligvis en gang om måneden forud for Eurogruppens møder.
Eurogruppens formand bistås i sit arbejde af et team af embedsmænd.
Seneste gennemgang: 10. juni 2025