Partnertopmøde om multilateralisme, folkeret, fred og velstand
21. september 2026 lancerede EU i tilknytning til FN's Generalforsamlings uge med møder på højt plan sammen med medsponsorer Australien, Barbados, Brasilien, Canada, Indien og Kenya initiativet "Partners for multilateralism" for lande, der har forpligtet sig til at samarbejde til støtte for fred, stabilitet, inkluderende og bæredygtig udvikling, fælles velstand, menneskelig værdighed og rettigheder for alle.
Dagens møde har vist noget vigtigt: I en verden med voksende splittelse er der stadig et stærkt fælles engagement i samarbejde. Og dette engagement strækker sig over kontinenter, regioner og politiske traditioner. Vejen frem bliver ikke let. Men i dag har vi vist, at vi ikke skal gå den alene.
Formand António Costa
Da geopolitiske spændinger, konflikter og nye globale udfordringer som klimaforandringer og kunstig intelligens øger presset på de multilaterale institutioner, forsøgte P4M-topmødet at samle en mangfoldig gruppe af lande fra forskellige regioner med henblik på at forsvare og styrke det multilaterale system og fremme fred og inkluderende velstand ved at fremme en debat på højeste politiske plan.
I en tid med globale forandringer og stigende pres på den internationale orden vælger vi i dag samarbejde, respekt for folkeretten, multilateralisme og fælles ansvar som grundlaget for vores kollektive indsats.
Fælles erklæring
Støtte til multilateralisme og folkeretten
Underskriverne genbekræftede, at det multilaterale system, der bygger på De Forenede Nationers pagt, fortsat er ufravigeligt, men at det bør fornyes og reformeres, så det bliver mere effektivt, repræsentativt, inkluderende og egnet til formålet.
Lederne vil samarbejde om at reformere og styrke multilaterale institutioner for at sikre, at de er bedre i stand til at forebygge konflikter, reagere på kriser, levere bæredygtig udvikling, fremme fair handel, beskytte menneskerettighederne og retsstatsprincippet og håndtere eksisterende og nye globale udfordringer.
Vi forpligter os til at styrke et multilateralt samarbejde, der er åbent, retfærdigt, rimeligt, inkluderende, netværksbaseret og praktisk, herunder gennem tættere partnerskaber med regionale organisationer og støtte til regional integration.
Fælles erklæring
De understregede også deres engagement i folkeretten og i principperne om suveræn ligeberettigelse, territorial integritet, fredelig bilæggelse af tvister og forbud mod trussel om magtanvendelse eller brug af magt og vigtigheden af humanitær folkeret og fremme og beskyttelse af grundlæggende frihedsrettigheder for alle.
Økonomisk samarbejde
Underskriverne støtter et retfærdigt, åbent, modstandsdygtigt, forudsigeligt og inkluderende økonomisk samarbejde.
Dette omfatter:
- mere diversificerede og modstandsdygtige globale forsyningskæder
- en reform af det multilaterale handelssystem
- en forbedret international finansiel arkitektur
- styrket koordinering af international finansiering, digital omstilling, kunstig intelligens, klimaændringer og globale sundhedsspørgsmål
Baggrund
Arrangementet fandt sted i tilknytning til FN's Generalforsamlings 81. samling.
Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, taler til Generalforsamlingen på EU's vegne torsdag 24. september.
Pressekontakter
Seneste gennemgang: 22. september 2026