Skip to content
  • Rådet for Økonomi og Finans

Uformel videokonference mellem økonomi- og finansministrene, 16. april 2021

Vigtigste resultater

Økonomisk genopretning

Ministrene gjorde status over den nuværende økonomiske situation og de økonomiske udsigter.

Kommissionen og ECB delte deres syn på den nuværende økonomiske og finansielle situation. Kommissionen orienterede også om gennemførelsen af de midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte, som giver medlemsstaterne mulighed for at støtte deres økonomier mere fleksibelt under pandemien, og redegjorde for deres tilknytning til de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

Kommissionen orienterede som led i den regelmæssige status over gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten ministrene om status for udarbejdelsen af genopretnings- og resiliensplaner. Ministrene delte også deres erfaringer med forberedelsesfasen for planerne. Denne fase er nu ved at være afsluttet og skal snart efterfølges af formelle fremlæggelser.

Kommissionen fremlagde sin meddelelse om finansieringen af Next Generation EU, som blev offentliggjort 14. april. Formandskabet orienterede om ratificeringen af afgørelsen om egne indtægter og påpegede, at 17 medlemsstater allerede har afsluttet processen.

João Leão, Portugals finansminister
Da den "bløde" frist 30. april nærmer sig, forventer jeg, at de fleste nationale genopretnings- og resiliensplaner officielt fremlægges i de kommende uger. Målet er at godkende de første planer inden sommer. Der gøres alt for også at afslutte ratifikationsprocessen så hurtigt som muligt. Jeg er derfor overbevist om, at gennemførelsen af Genopretningsfonden er godt på vej, og at forfinansieringen kan begynde at tilflyde økonomien til sommer.
João Leão, Portugals finansminister
João Leão, Portugals finansminister

Kapitalmarkedsunionen

Kommissionen orienterede ministrene om gennemførelsen af den nye handlingsplan for kapitalmarkedsunionen. Handlingsplanen fokuserede på de vigtigste initiativer, der er i støbeskeen i de kommende måneder, især det europæiske fælles adgangspunkt, som skal hjælpe investorer med at få let, hurtig og sammenlignelig adgang til europæiske virksomhedsdata og dermed lette finansieringen af europæiske virksomheder.

Kommissionen gennemførte for nylig en offentlig høring med henblik på at udarbejde et lovgivningsforslag om et europæisk fælles adgangspunkt i løbet af 2021.

Rådet vedtog i december 2020 konklusioner om Kommissionens handlingsplan for kapitalmarkedsunionen, hvori det skitserede sine prioriteter for det videre arbejde. Konklusionerne understreger, at der på nuværende tidspunkt bør gives højeste prioritet til de tiltag, der er vigtige for at forbedre finansieringen af økonomien – navnlig SMV'erne – og som har potentiale til at støtte en hurtig økonomisk genopretning efter covid-19-pandemien.

Den europæiske finansielle udviklingsstruktur

Ministrene udvekslede synspunkter om fremtiden for den europæiske finansielle udviklingsstruktur med deltagelse af formændene for EBRD og EIB, Odile Renaud-Basso og Werner Hoyer.

Den europæiske finansielle udviklingsstruktur spiller en vigtig global rolle med hensyn til at bekæmpe fattigdom og ulighed, arbejde hen imod at nå verdensmålene for bæredygtig udvikling og bekæmpe klimaændringer. Strukturen er dog kompleks med en lang række EU-aktører og nationale aktører samt finansielle instrumenter. Overvejelser om, hvordan den kan gøres mere sammenhængende, strategisk, inklusiv, effektiv og synlig, startede i 2019. I sine konklusioner fra december 2019 gav Rådet sit syn på de første forbedringer, der skal gøres, og skitserede vejen frem for politiske overvejelser.

Efterfølgende har covid-19-pandemien og dens indvirkning på de mindst udviklede og skrøbelige lande skabt nye udfordringer. På videokonferencen fremlagde ministrene deres syn på mulige forbedringer baseret på elementer, der er indsamlet siden 2019, med henblik på en informeret debat. Der var enighed om, at en styrkelse og forbedring af den nuværende institutionelle struktur kunne være den mest praktiske og effektive vej frem for at nå EU's mål og støtte partnerlandene. Ministrene var også enige om, at tiden er moden til at gå fra overvejelser til handling.

Rådet forventes at godkende konklusionerne om fremtiden for den europæiske finansielle udviklingsstruktur i maj.

Andre punkter

Formandskabet og Kommissionen orienterede ministrene om resultatet af mødet mellem G20-finansministrene og centralbankcheferne 7. april 2021.

Dette var det andet møde under det italienske G20-formandskab. Drøftelserne fokuserede på situationen for den globale økonomi, indsatsen for at fremskynde den økonomiske genopretning og fremme en mere bæredygtig vækst, støtte til de mest sårbare lande, international beskatning og spørgsmål vedrørende den finansielle sektor. Et kommuniké blev udsendt ved mødets afslutning.

Ministrene blev desuden orienteret om status for lovgivningsprocedurer på området finansielle tjenesteydelser.

Medlemsstaterne arbejder på at omsætte genopretnings- og resiliensfaciliteten på 672,5 mia. € til konkret handling

Mødedokumenter

Forberedende dokumenter

Presseinformation

Pressekontakter

Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.

Akkreditering og pressearrangementer

Du kan finde generelle oplysninger om akkreditering på denne side.

Medieakkreditering til internationale topmøder, der afholdes uden for Den Europæiske Union, vil blive varetaget af værtslandets offentlige myndigheder.

Hold dig opdateret

Øvrige samlinger: Rådet for Økonomi og Finans

Se flere møder

Seneste gennemgang: 9. januar 2025