Krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter
EU's regler om miljøvenligt design gør produkter, der bringes i omsætning på EU-markedet, mere miljømæssigt bæredygtige, energieffektive, holdbare og cirkulære.
Fra direktiv til forordning om miljøvenligt design
Siden 2009 har direktivet om miljøvenligt design fastsat energieffektivitetskrav, som omfatter 31 produktgrupper (f.eks. computere, køleskabe og vandpumper).
Denne lovgivning skønnes at have sparet 120 mia. € i energiudgifter og ført til en reduktion på 10 % i det årlige energiforbrug for de produkter, den omfatter.
I 2024 vedtog EU nye krav til miljøvenligt design.Den nye forordning om miljøvenligt design, der blev vedtaget i maj 2024, erstatter direktivet om miljøvenligt design fra 2009.
Som en forordning finder reglerne om miljøvenligt design fuld og umiddelbar anvendelse i alle EU-lande, mens direktivet overlader det til medlemsstaterne at vælge, hvordan de vil opnå de resultater, der kræves i henhold til lovgivningen.
Produkter omfattet af regler om miljøvenligt design
Mens direktivet om miljøvenligt design kun fandt anvendelse på energirelaterede produkter, er næsten alle typer varer, der bringes i omsætning i EU, omfattet af forordningen om miljøvenligt design.
Stål og aluminium
Møbler
Tekstiler
Kemikalier, herunder vaske- og rengøringsmidler
Dæk
Opvaskemaskiner og fjernsyn
Blandt de produkter, der ikke er omfattet af denne lovgivning, er fødevarer, lægemidler, motorkøretøjer og produkter, der har indvirkning på forsvaret eller den nationale sikkerhed.
Reglerne sikrer også, at de pågældende produkter overholder EU-lovgivningen, når de sælges online, ved at bringe onlinemarkedspladsernes forpligtelser i overensstemmelse med forordningen om digitale tjenester.
Nye grønne krav
EU ønsker, at industrien skal tænke grønt og cirkulært lige fra starten, når den udtænker og udformer produkter, som den planlægger at producere og sælge i EU.
Dette er afgørende for at mindske industriproduktionens miljøpåvirkning.Udvinding og forarbejdning af primære råmaterialer har i sig selv et stort CO₂-fodaftryk, også uden at de efterfølgende produktionsfaser tages i betragtning.
Kriterier for miljøvenligt design
Produkters holdbarhed, genbrugsmuligheder, opgraderingsmuligheder og reparationsmuligheder
Genanvendt indhold, genfremstilling og genanvendelse
Regler om indhold af stoffer, der hæmmer cirkularitet
CO₂-fodaftryk og miljøaftryk
Energi- og ressourceeffektivitet
Med denne nye forordning besluttede EU at fastsætte en bredere vifte af krav til miljømæssig bæredygtighed for at gøre produkter ikke blot energi- og ressourceeffektive, men også mere holdbare, pålidelige, genbrugelige, opgraderbare, reparerbare, genanvendelige og lettere at vedligeholde.
Produktion af mere miljøvenlige produkter vil således hjælpe EU med at nå sine klimamål, fordoble sin materialecirkularitetsprocent og opfylde sine energieffektivitetsmål senest i 2030.
Digitalt produktpas
Den nye EU-lovgivning fastsætter, at et digitalt produktpas elektronisk skal indeholde oplysninger om produktets miljømæssige bæredygtighed og fremme dets cirkularitet.
Dette nye pas skal hjælpe:
- forbrugere og virksomheder med at træffe informerede valg, når de køber produkter
- offentlige myndigheder med at foretage bedre kontrol af vigtige produkter
Forordningen vil derfor også lette disse produkters bevægelighed i det indre marked og styrke EU-økonomiens generelle konkurrenceevne.
Forbud mod destruktion af usolgte varer
Produkter, der ikke er blevet solgt, bliver ofte kasseret af EU-virksomheder, hvilket resulterer i spild af værdifulde ressourcer og i unødvendig forurening, især for tekstiler.
Derfor forbyder de nye EU-regler, at usolgte tekstiler og fodtøj destrueres. Europa-Kommissionen vil indføre lignende forbud for andre ressourcekrævende produkter i fremtiden, hvis det skønnes nødvendigt.
Små virksomheder og mikrovirksomheder vil blive undtaget fra dette forbud, mens mellemstore virksomheder vil være undtaget frem til 19. juli 2030.
Den nye lovgivning kræver også, at erhvervsdrivende, der destruerer usolgte forbrugerprodukter, offentliggør oplysninger og især angiver mængden og vægten af usolgte forbrugerprodukter, der kasseres hvert år, og årsagerne til, at de kasseres.
Se også
Cirkulær økonomi
Ret til reparation af produkter
Forbrugerne skal kunne træffe mere bæredygtige valg
Seneste gennemgang: 29. januar 2025