EU's årlige budget
EU's årlige budget fastsætter alle Den Europæiske Unions udgifter og indtægter for ét år. Det sikrer finansiering til EU's politikker og programmer i overensstemmelse med EU's politiske prioriteter og retlige forpligtelser.
Hvad er EU's årlige budget?
Det årlige budget fastsætter alle EU's udgifter og indtægter for ét år.
De årlige budgetter skal holdes inden for de udgiftsgrænser ("lofter"), der er fastsat i EU's langsigtede budget, den flerårige finansielle ramme (FFR). EU fastsætter som regel sit årlige budget på et lavere niveau for at skabe en margen i tilfælde af uforudsete behov.
Det årlige budget sikrer, at EU modtager de fornødne indtægter til finansiering af sine udgifter. I de årlige budgetter skal indtægter og udgifter altid balancere.
EU's budget for 2026: vigtigste områder
Hvordan vedtages det årlige budget?
Europa-Kommissionen fremsætter et forslag til årligt budget. Det er derefter Rådet og Europa-Parlamentet, der på lige fod når til enighed om budgettet.
Først vedtager Rådet sin holdning til forslaget til årligt budget. Parlamentet kan dernæst vedtage ændringer til Rådets holdning. Hvis deres synspunkter afviger fra hinanden, indkaldes et forligsudvalg, der har tre uger til at finde et kompromis.
I tilfælde af enighed har Rådet og Parlamentet 14 dage til formelt at godkende det.
Hvis Rådet og Parlamentet ikke når til enighed, skal Kommissionen fremlægge et nyt forslag til årligt budget.
Hvis det årlige budget fortsat ikke er vedtaget ved begyndelsen af det år, som det gælder for, anvendes ordningen med foreløbige tolvtedele. Det betyder, at kun en tolvtedel af budgetbevillingerne for det foregående år eller i Kommissionens budgetforslag – afhængigt af hvad der er mindst – kan anvendes hver måned for ethvert kapitel i budgettet.
Proceduren for budgetvedtagelse er fastlagt i artikel 314 i traktaten om EU's funktionsmåde.
Kan det årlige budget ændres?
Rådet kan sammen med Parlamentet ændre det vedtagne årlige budget. Med henblik herpå fremsætter Kommissionen et forslag til ændringsbudget, som vedtages efter samme procedure som det årlige budget.
Det årlige budget kan for eksempel ændres, hvis der er behov for yderligere midler til at dække uforudsete behov, eksempelvis til at håndtere konsekvenserne af en naturkatastrofe i en medlemsstat.
Ændringsbudgetter vedtages også for at indarbejde budgetoverskuddet fra det foregående år eller for at justere overslaget over andelen af indtægter fra de forskellige typer egne indtægter.
Hvem gennemfører og kontrollerer det årlige budget?
Det er hovedsagelig Kommissionen og medlemsstaterne, der gennemfører budgettet. Medlemsstaterne gennemfører omkring tre fjerdedele af budgettet. Dette betyder, at Kommissionen kun udbetaler en lille del af budgettet direkte. Kommissionen har dog det endelige ansvar for gennemførelsen af EU's samlede årlige budget.
Medlemsstaterne er i samarbejde med Kommissionen forpligtede til at sikre, at bevillingerne anvendes efter principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning. Alle parter, som medvirker til at gennemføre budgettet, skal overholde et omfattende regelsæt, der er fastlagt af EU-lovgiverne.
Tidsplan for EU's budget (en pragmatisk tidsplan) (Infografik)
Proceduren for meddelelse af decharge
Gennemførelsen af EU's årlige budget kontrolleres som led i den såkaldte procedure for meddelelse af decharge for budgettet. Parlamentet beslutter, om det kan godkende, hvordan budgettet for et givet år er blevet gennemført, efter henstilling fra Rådet. Det beslutter, om det vil "meddele decharge".
Med henblik på sin henstilling undersøger Rådet:
- EU's regnskaber for et givet regnskabsår, oversigten og evalueringsrapporten om EU's finanser på grundlag af de opnåede resultater – som alle fremlægges af Kommissionen
- årsberetningen og revisionserklæringen fra Den Europæiske Revisionsret – EU's eksterne revisor
Seneste gennemgang: 18. november 2024