- Det Europæiske Råd
- Erklæringer og bemærkninger
- 20. marts 2015 14.00
Bemærkninger fra formand Donald Tusk efter mødet i Det Europæiske Råd 20. marts 2015
God eftermiddag. I går aftes og tidligt i morges var jeg vært for et uformelt møde med premierminister Alexis Tsipras, kansler Angela Merkel og præsident François Hollande, formand Jean-Claude Juncker og ECB's formand Mario Draghi. Eurogruppens formand Jeroen Dijsselbloem var også til stede. Mødet fandt sted efter anmodning fra premierminister Alexis Tsipras for at drøfte den aktuelle situation i Grækenland. Her til morgen orienterede jeg Det Europæiske Råd om resultatet.
Vi mødtes ikke for at træffe beslutninger, men for at tage et realitetstjek. Og for at undgå misforståelser på højeste politiske plan. Vi havde en konstruktiv og fordomsfri drøftelse om vejen frem. Som det fremgår af vores fælles erklæring i aftes, bakker vi fuldt og helt op om den aftale, Eurogruppen nåede frem til 20. februar. Og vi blev i en ånd af gensidig tillid enige om at fremskynde arbejdet og afslutte det så hurtigt som muligt. Jeg mener, at det var et vigtigt møde, hvor det er lykkedes os at genoprette tilliden. Det er nu op til os alle, ikke mindst Grækenland, at leve op til dette.
Her til formiddag havde vi en drøftelse om den europæiske økonomi med deltagelse af formanden for ECB, Mario Draghi. De økonomiske udsigter for EU er helt klart i bedring. Lederne godkendte de vigtigste søjler i den årlige vækstundersøgelse: investeringer, strukturreformer og finanspolitisk ansvar. Vi noterede os, at arbejdet med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer skrider godt frem. Vi havde en god udveksling af synspunkter om TTIP og understregede, at Den Europæiske Union og USA bør gøre alt for at nå til enighed inden udgangen af 2015.
Begivenhederne i det sydlige Middelhavsområde er farlige for Europa. Vi fordømte denne uges forfærdelige terrorangreb i Tunis og er enige om at intensivere samarbejdet med Tunesien for at imødegå terrortruslen, styrke landets lovende demokrati og bistå den økonomiske og sociale udvikling.
Vi støtter fortsat Libyens overgangsproces og det arbejde, der udføres af FN's særlige repræsentant, Bernardino Leon. Vi opfordrer til en øjeblikkelig og betingelsesløs våbenhvile og en hurtig aftale om en national samlingsregering. Når der er opnået enighed, er Den Europæiske Union rede til sammen med andre internationale og regionale partnere at støtte dens gennemførelse.
Jeg er overbevist om, at det er afgørende at fortsætte drøftelserne om, hvad vi mere kan gøre sammen med vores sydlige naboer for at skabe stabilitet i hele regionen. Jeg vil aflægge besøg i Tunesien, Malta og Italien inden udgangen af marts. Jeg har indbudt den højtstående repræsentant, Federica Mogherini, til at ledsage mig.
Pressekontakter
-
Beatriz Navarro Deputy spokesperson for the European Council President
- +32 471 33 22 92
- +32 2 281 51 50
- @beanavarro
- @beanavarro.bsky.social
-
Maria Tomasik Spokesperson for the European Council President
- +32 470 88 23 83
- +32 2 281 51 50
- @maria_tomasik
- @mariatomasik.bsky.social
Hvis du ikke er journalist, bedes du sende din forespørgsel til informationsafdelingen.
Seneste gennemgang: 15. januar 2024